Arbejdsmarkedspolitikken står over for et større kursskifte. Jobtræning og aktivering af de ledige er blevet alt for dyr, mener regeringen. På trods af, at den forudsiger en stigning i ledigheden til næste år, vil regeringen nu spare på aktiveringen. På forslaget til finansloven for 2001 er der lagt op til nedskæringer på over en halv milliard kr. Flere ledige skal aktiveres for færre midler. Regeringen foreslår, at arbejdsformidlingerne får mere frihed til selv at afgøre, hvilken type ledige de vil satse mest at få tilbage på arbejdsmarkedet, og hvilke de vil nedprioritere. Det skaber uro i fagbevægelsen, der mener, at finanslovsforslaget har en skæv social profil. Forbundene mener, at regeringen løber fra sine løfter og er ved at slække på ambitionerne i arbejdsmarkedspolitikken. “Regeringens udspil er helt forkert. I denne tid er der ikke behov for færre penge, men flere. De ledige, der har brug for hjælp, har svagere ressourcer end tidligere. Når AF skal lave mere individuelle tilbud og tage den ledige mere i hånden, bliver det ikke billigere,” siger forbundsformand for SiD Poul Erik Skov Christensen.