På et særdeles tvivlsomt grundlag blokerer storbankerne for, at danskerne kan bruge Dankortet som betalingsmiddel på internettet. Dermed bremses udviklingen af en moder-ne elektronisk markedsplads, der kan få stor økonomisk og samfundsmæssig betydning. Den Danske Bank, Unibank og BG Bank kontrollerer tilsammen Pengeinstitutternes BetalingsSystemer (PBS), som ejer Dankortet. I realiteten udnytter de PBS’ dominerende markedsposition til at presse myndighederne. Bankerne vil nemlig have lempet betalings-kortloven, så det bliver lovligt at kræve afgifter direkte fra de mange forretninger, der bruger Dankortet. Hvis loven lempes, kan bankerne mangedoble sine indtægter på Dankortet - uden at det bliver synligt for den almindelige Dankort-bruger. Bankernes argument er, at PBS skal have dækket udviklingsomkostninger til et sikkerhedssystem, som gør det muligt at handle på internettet uden risiko. Bankerne kan imidlertid allerede med de nuværende lovregler få dækket disse omkostninger. Det kan ske ved at pålægge for-brugerne - bankens egne kunder - ekstra afgifter. Bankerne har dermed taget den efter-tragtede internethandel som gidsel i en kamp for at forbedre sin indtjening på Dankortet. Bankerne vil tjene en halv milliard kr. mere om året, hvis PBS følger det afgiftsniveau, der allerede gælder for PBS’ egne internationale kreditkort. Erhvervsministeriet planlægger om få uger at komme med et udspil, som skal åbne for internethandel med Dankort.