Store udenlandske investorer frygter op til folkeafstemningen i denne uge, at Danmark rammes af “den norske syge” - især hvis danskerne skulle sige nej til Amsterdam-traktaten. “Den norske syge” handler om national selvovervurdering og økonomisk letsind, f.eks. i form af for stort forbrug og for dyre overenskomster. Den sygdom vurderes Danmark at være mindre modstandsdygtig over for end Norge selv. Det skyldes, at dansk økonomi er langt mere sårbar end den norske. Flere internationale finanshuse har de seneste dage udsendt advarende vurderinger omkring Danmarks position i tilfælde af et nej. Vurderingerne og sammenligningerne med Norge viser, at nok fremstår Danmark på mange måder som et mønsterland, men det er sårbart og meget følsomt over for enkeltbegivenheder. Mandag Morgen sætter “den norske syge” i et dansk perspektiv.