Storfusion skal give fagbevægelsen ny magt
En historisk fusion mellem LO og FTF med tilsammen 1,5 millioner medlemmer har aldrig været nærmere end i dag. Alle forbundsmændene i LO-familien havde sagen på bordet i sidste uge. På torsdag kommer turen til FTF-toppen. Et ægteskab skal give fagbevægelsen nyt liv: Flere muskler over for arbejdsgiverne, øget politisk indflydelse og et stop for de senere års styrtblødning blandt især LO-medlemmerne. Det vurderer eksperter og forbundsformænd over for Mandag Morgen. Men først skal en række kontroversielle spørgsmål besvares. Vil sygeplejersker og lærere f.eks. sympatistrejke for smedene? Og skal en ny enhedsfagbevægelse egentlig være forlovet med Socialdemokraterne?
Torben K. Andersen
Politisk redaktørMens medierne havde fokus på, at FOA’s formand, Dennis Kristensen, smækkede med døren og tog en dramatisk exit fra LO’s daglige ledelse, mødtes alle forbundsmændene i LO-familien i tirsdags for at drøfte et forslag om at slå fagbevægelsens to største hovedorganisationer sammen.
En række af LO’s mest magtfulde forbundsformænd – som HK’s Kim Simonsen, Dansk Metals Claus Jensen og FOA’s Dennis Kristensen – ser gerne, at fagbevægelsens to mastodonter går sammen og stifter en helt ny, fælles hovedorganisation.
”Det vil betyde, at lønmodtagerne står sammen, uanset om man er offentligt eller privat ansat, om man er faglært eller ufaglært, og om man er mand eller kvinde. Jeg kan konstatere, at nogle af de forskellige fordomme og myter om FTF og LO er blevet meget mindre i de her år,” siger Kim Simonsen.
Debatten om en fusion af LO og FTF bliver et centralt spørgsmål ved LO’s formandsvalg næste år – til hvilket valgkampen så småt blev skudt i gang med Dennis Kristensens exit fra LO’s daglige ledelse i sidste uge. Ingen kandidater har officielt meldt sig på banen. Men på de indre linjer bliver tre kandidater fremhævet mere end andre.
Af dem ser LO’s næstformand, Lizette Risgaard, ud til at stå godt til at blive den første kvindelige formand siden LO’s stiftelse i 1898.
Hun vil formentlig blive kraftigt udfordret af HK’s formand, Kim Simonsen. Begge kommer fra HK-systemet, og det vil i givet fald være første gang, at en HK’er sætter sig i formandsstolen. Lizette Risgaard vil sandsynligvis have lettere ved at få opbakning fra det magtfulde 3F end Kim Simonsen. Samtidig har den personlige kemi mellem Kim Simonsen og FOA-formand Dennis Kristensen aldrig været god – det taler også til Lizette Risgaards fordel.
Den tredje kandidat er Flemming Vinther, formand for Hærens Konstabel- og Korporalforening. Han bliver af nogle betegnet som et stort talent og kan være den kompromiskandidat, som i sidste ende kan få støtte fra de store toneangivende forbund som 3F, Metal og FOA. Som formand for Centralorganisationernes Fællesudvalg, CFU, er han topforhandler for de ansatte i staten og har derfor ansvaret for at lande overenskomstforhandlingerne for de ca. 180.000 statsligt ansatte til næste år.
Af de tre kandidater har Kim Simonsen været den mest varme fortaler for en fusion, men tanken har heller ikke mødt modstand fra de to øvrige.
En storfusion bliver et af de centrale emner ved det kommende formandsvalg i LO, som næste år skal finde en afløser for Harald Børsting. Magtspillet er så småt i gang, selv om ingen kandidater officielt har meldt sig. Men for øjeblikket synes favoritterne at være LO’s nuværende næstformand, Lizette Risgaard, forbundsformand Flemming Vinther fra Hærens Konstabel- og Korporalforening og HK’s Kim Simonsen. Af de tre har Kim Simonsen været den mest synlige og vedvarende fortaler for en fusion, men ideen har heller ikke ligefrem mødt modstand fra Lizette Risgaard eller Flemming Vinther. Se tekstboks.
Efter flere års tøven synes der også at være stigende interesse i FTF for en ny, fælles hovedorganisation. Sagen er på dagsordenen på et repræsentantskabsmøde blandt FTF’s topfolk på torsdag, som kan give en forsmag på, hvorvidt en fusion bliver aktuel. Som FTF’s formand, Bente Sorgenfrey, udtrykker det:
”Tankerne om en fælles hovedorganisation er nærmere virkelighed i dag end for to år siden. Nogle af vores organisationer mener, at det godt kan gå hurtigere, og de kan sagtens se konturerne af en ny, fælles hovedorganisation. Andre vil godt have, at vi lige trækker vejret lidt. Men processen indtil nu har været utrolig positiv.”
Presset af fælles udfordringer
En fusion mellem LO og FTF har været på dagsordenen i mange år. Men foreløbig er det blevet ved de mange skåltaler. Talrige frierier fra centrale folk i LO-fagbevægelsen er hidtil blevet afvist af Bente Sorgenfrey.
Den tidligere LO-formand Hans Jensen havde gerne set sig selv som manden, der fik fusioneret de to hovedorganisationer. Den nuværende LO-formand, Harald Børsting, har også talt varmt for en fusion. Det samme har en række forbundsformænd fra de største LO-forbund – med undtagelse af 3F.
[quote align="right" author="Henning Jørgensen, professor på Aalborg Universitet"]De store forskelle mellem FTF’s og LO’s medlemmer, som vi så for 25-30 år siden, er der ikke længere. De ligner hinanden mere og mere. De har fælles værdier og interesser.[/quote]Men efterhånden synes fronterne at være blødt meget op. Siden efteråret 2012 er samarbejdet mellem LO og FTF blevet markant styrket. De har etableret fælles kontor i Bruxelles sammen med akademikerne i AC. De har lavet fælles udspil på bl.a. beskæftigelsesområdet. De skriver flere fælles høringssvar. Og de driver i fællesskab ”Er du OK?”-kampagnen, der skal skaffe flere medlemmer og tage kampen op mod de såkaldte gule fagforeninger.
Sidste efterår lancerede de sammen den store analyse ”Udfordringer for fagbevægelsen frem mod 2020”. Den satte spotlight på de store fælles udfordringer, som fagbevægelsen står over for. Det drejer sig bl.a. om den vigende medlemstilslutning, de mange love og regler fra EU-systemet, presset på den danske aftalemodel, mangel på politisk indflydelse og det faktum, at godt hver femte lønmodtager i dag er ”atypisk ansat” som f.eks. vikar, tidsbegrænset ansat eller bijob.
Siden har de to hovedorganisationer arbejdet videre med udfordringerne og forsøgt at give svar på, hvordan de kan tackles. Og her er forslaget om øget samarbejde og en mulig fusion nu kommet på forbundsformændenes bord.
Det står ikke direkte i oplægget, at de to hovedorganisationer partout skal slå sig sammen på sigt. Men hele baggrundstæppet for de aktuelle debatter blandt fagbevægelsens topfolk er oprettelsen af en ny, stor, fælles hovedorganisation.
[quote align="left" author="Henning Jørgensen, professor på Aalborg Universitet"]Det vil være en klar styrkelse. At optræde med en fælles stemme for 1,5 millioner medlemmer kan ingen sidde overhørig.[/quote]”Vi snakker om politisk samarbejde på flere og flere områder. Og hvad det så fører til, lader vi stadig blafre i vinden. Vores erfaringer med fusioner er, at hvis vi er for hurtige til at definere endemålet, har vi ikke folk med os. Så det er igennem de forskellige politiske projekter, at vi skal se, om det kan tilvejebringe en ny, fælles hovedorganisation,” siger FTF’s formand, Bente Sorgenfrey.
En af landets førende arbejdsmarkedsforskere, professor Henning Jørgensen fra Aalborg Universitet, forudser, at LO og FTF bliver gift om få år.
”De store forskelle mellem FTF’s og LO’s medlemmer, som vi så for 25-30 år siden, er der ikke længere. De ligner hinanden mere og mere. De har fælles værdier og interesser. Og jeg tror, der er fremtidsmusik i en ny, fælles hovedorganisation, der kan tale på godt 1,5 millioner medlemmers vegne,” siger Henning Jørgensen.
Vejen til at genvinde indflydelse
Et ægteskab kan da også betyde markant mere politisk indflydelse til fagbevægelsen – en indflydelse, som det har knebet alvorligt med de senere år. Mens LO-formænd som Thomas Nielsen, Finn Thorgrimson og Hans Jensen opnåede markante resultater, er der ikke mange sejre på Harald Børstings scoreboard.
Han har ikke formået at stoppe blødningen af medlemmer i LO-forbundene. Den store trepartsaftale, som Børsting var en af hovedarkitekterne bag, gik i vasken. Han måtte sluge efterløns- og dagpengereformen. De historiske bånd mellem LO og Socialdemokraterne, som Finn Thorgrimson og Hans Jensen klippede over, er til en vis grad genetableret under Børsting. Han har heller ikke for alvor præsenteret en ny fortælling om, hvad LO-fagbevægelsens rolle skal være i et samfund, hvor flere og flere lønmodtagere har en individuel tilgang til deres arbejde. Han kæmper med intern splittelse i LO-familien – senest udkrystalliseret med Dennis Kristensens exit. Hans største sejr kan måske blive en kommende beskæftigelsesreform med udsigt til en stærkere rolle til a-kasserne og massiv investering i uddannelse. Men hvorvidt reformen bliver en realitet eller falder til jorden, er fortsat usikkert.
En fusion vil også give forbundene flere kræfter til at lave store analyser, give dem flere muskler ved forhandlingsbordet og gøre dem i stand til at tale med en fælles stemme i EU-systemet, mener professor Henning Jørgensen.
”Man kan blive en mere kontraktduelig part. Ikke bare over for arbejdsgiverne, men også over for politikerne og i forhold til repræsentation i EU. Det vil være en klar styrkelse. At optræde med en fælles stemme for 1,5 millioner medlemmer kan ingen sidde overhørig. Man får styrket sin kapacitet til at lave analyser, få hjælp til at lægge strategi og blive bedre til at forhandle ting hjem ved overenskomsterne. Man vil også blive inddraget mere i det lovforberedende arbejde i udvalg, nævn, kommissioner og offentlige forvaltningsorganer,” siger Henning Jørgensen.
En ny, fælles hovedorganisation kan også modvirke tendensen til det stadig mere kønsopdelte arbejdsmarked, som efterhånden er som et ægteskab, hvor manden er ansat i det private – og organiseret i LO – mens kvinden er ansat i det offentlige – og organiseret i FTF – og ofte på deltid. Under samme tag vil fagbevægelsen få fokus på at modarbejde den udvikling.
En fusion kan også styrke fagbevægelsens position over for både de private og offentlige arbejdsgivere, der i de senere år har centraliseret deres interesser. På den private side med et stærkt DI og med DA som den koordinerende hovedorganisation. Og på den offentlige arbejdsgiverside med et magtfuldt Finansministerium og et stærkt KL. Ved at samle kræfterne kan LO og FTF derfor få flere muskler til at matche arbejdsgiverne.
Store knaster venter
Selv om parterne aldrig har været så tæt på at blive gift som i dag, skal de dog først finde svar på nogle af de mere kontroversielle spørgsmål.
Et eksempel er det nuværende overenskomst-setup. LO har f.eks. en hovedaftale med DA. Det har FTF ikke. Hvis FTF skal have en aftale, hvad siger DA så til det? FTF’s organisationer har til gengæld aftaler over for KL og Danske Regioner. Derfor forestår der et kæmpemæssigt juridisk arbejde med at få udredt hele dette område.
Et andet eksempel er sympatikonflikter. Mens LO flittigt benytter sig af sympati-våbnet ved konflikter, er det modsatte tilfældet blandt de enkelte forbund i FTF. Det blev senest demonstreret ved lærerkonflikten sidste år, hvor der ikke fandt sympatikonflikter sted, og hvor lærerforeningen heller ikke bad om det. Vil sygeplejerskerne eller lærerne overhovedet gå i sympatikonflikt, hvis der udbryder konflikt med et LO-forbund?
Et tredje kontroversielt emne er de politiske tilhørsforhold. Det har været et af FTF’s største forbehold ved at kaste sig i armene på LO, at de får Socialdemokraterne med i sidevognen.
Ganske vist er de historiske og økonomiske bånd mellem LO og Socialdemokraterne officielt klippet over. Men Harald Børstings formandsperiode har betydet, at der fortsat er en udbredt bekymring i FTF for, at LO er tæt forbundet med Socialdemokraterne.
Dertil kommer en række andre temaer, såsom kulturen i de enkelte hovedorganisationer, de største medlemsforbunds frygt for at tabe indflydelse og frygten blandt de mindre forbund for at blive mast i én stor fagbevægelse.
Der skal findes svar på alle disse kontroversielle emner, før fusionstoget for alvor kører.
