De studerende skal føre an

Da Cathrine Oldenburg startede sine studier på CBS i de glade 00’ere, havde mange studerende knap færdiggjort deres uddannelse, før de blev revet væk af sultne arbejdsgivere.

Men med finanskrise og recession blev virkeligheden en anden. I dag er dimittendledigheden tæt på at slå rekord, og hver fjerde nyuddannede akademiker er stadig uden arbejde, et år efter at eksamensbeviset er i hus.

Cathrine Oldenburg

Uddannet cand.soc. i innovation og entreprenørskab på CBS, hvor hun har deltaget aktivt i inkubationsmiljøet. Har studeret institutionel innovation et semester på Bocconi universitetet i Milano og haft studiejobs for bl.a. Copenhagen School of Entrepreneur-ship, Future Navigator og Innovation Center Denmark i Silicon Valley. Før formand og nu medlem af advisory board for Gate to Create. Siden 2012 projektleder hos Copenhagen Innovation and Entrepreneurship Lab (CIEL).

”Universiteterne har et stort ansvar for, at deres kandidater kan begå sig på arbejdsmarkedet. Men når man ser på de sidste års udvikling, står det klart, at de er udfordret i forhold til at forstå, hvordan deres kandidater kan give mest mulig værdi til arbejdsmarkedet,” siger Cathrine Oldenburg.

Sammen med andre dedikerede studerende har hun de senere år lagt mange frivillige timer i at gøre entreprenørskab og innovation til en central del af de danske universiteters dna. Det har hun gjort ud fra en erkendelse af, at de studerende bliver meget mere attraktive for både erhvervsliv og samfund, hvis de bliver oplært i at få ideer og omsætte deres viden til handling. Missionen er altså ikke kun at udklække nye Bill Gates-typer, ved at flere lærer om patenter og kunsten at oprette en virksomhed. Den er snarere at gøre entreprenørskab til en integreret del af alle uddannelser på lige vilkår med de forsknings- og metodetraditioner, der gennemsyrer de videregående uddannelser.

Indtil for få år siden var arbejdet med at fremme entreprenørskab begrænset til små, selvorganiserede grupper spredt ud på enkelte universiteter og institutter. Men i dag har alle universiteter og flere professionshøjskoler etablerede inkubationsmiljøer, og med initiativet Gate to Create fik de entreprenørsultne studerende i 2010 en fælles platform. Siden er bevægelsen vokset støt og har tilslutning fra flere hundrede studerende fra alle studieretninger. Andre studenterledede initiativer er også kommet til, som f.eks. DANSIC, der arbejder for at integrere social innovation i universiteternes pensumlister. Se tekstboks i artiklen Ny ånd på universiteterne: Entreprenørånd. Med CIEL har de studerende nu også fået hjælp til at professionalisere deres indsats:

”Vi er lykkedes godt med at opbygge et økosystem og løfte vores organisationer og initiativer, så der i dag faktisk bliver lyttet til det, vi siger – både højere oppe i systemet og i den offentlige debat,” siger Cathrine Oldenburg.

Tre forandringsledere fra de danske universiteter

Mød tre forandringsledere fra de danske universiteter.

Cathrine Oldenburg:

De studerende skal føre an

Bjarke Bak Christensen:

Han vil udklække innovationshelte

Thomas Howard:

Fra Teori til learning by doing

Læs også Ny ånd på universiteterne: Entreprenørånd

Som tidligere formand og nu medlem af Gate to Creates advisory board har hun bidraget til regeringens innovationsstrategi, der netop lægger op til, at der skal mere fokus på innovation og entreprenørskab på universiteterne. Men hun er sikker på, at det ikke vil ske med Christiansborg eller universiteternes top som drivkraft, men på initiativ fra de studerende.

”Det er en supertanker, der skal vendes. For mange undervisere er entreprenørskab stadig kun lig patenter og cvr-numre, så der ligger en stor opgave i at få dem til at forstå, at emnet er meget bredere og handler om evnen til at løse samfundsmæssige problemer inden for alle slags fag. Det sker kun, hvis de studerende tager aktivt del i den forandring,” siger Cathrine Oldenburg.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu