Ny forskning viser, at tidligere tiders forestilling om at det at blive ældre er noget mekanisk og forudbestemt holder ikke. Aldring er en langt mere flydende og åben proces, som i høj grad kan påvirkes.

Den forståelse af aldringens gåde kan blive afgørende i bestræbelserne på at gøre “ældrebyrden” til en gevinst for både den enkelte og samfundet.

Men trods betydelige fremskridt i forskningen er der brug for større indsigt i, hvordan vi ældes og dør – og hvilken indflydelse det har på vores funktionsevne. For selvom vi nu ved nu, at aldringen er påvirkelig, er det er fortsat et åbent spørgsmål, hvordan vi bedst påvirker processen og drager nytte af den nye viden. Der er tale om en af myriade genetiske og miljømæssige faktorer, der gensidigt påvirker hinanden. Kompleksiteten er omfattende, og hvad sammenhængen er mellem den biologiske aldring og aldersrelaterede sygdomme som f.eks. kræft og diabetes, er der heller ikke klarhed over.

Sådan lyder vurderingen fra en række førende danske og internationale aldringsforskere, som Mandag Morgen har talt med som led i et samarbejde med Center for Sund Aldring ved Københavns Universitet. Samarbejdet har til formål at udforske, hvordan det aldrende samfund kan vendes til at blive en ressource. Se tekstboks.

Ifølge aldringsforskerne bør den aktuelle mangel på viden ikke få os til at miste modet. Professor Vilhelm Bohr, der leder en del af aldringsforskningen ved det amerikanske National Institute of Health i Baltimore, peger bl.a. på, at aldring er et kolossalt udfordrende område, fordi det omfatter alle sider af den menneskelige biologi.
Han understreger også, at den øgede satsning på aldringsforskning stadig er af forholdsvis ny dato, og at indsatsen f.eks. slet ikke kan sammenlignes med de årelange investeringer, der – uden det afgørende gennembrud – er sket på kræftforskningens område:

“Fremgangen i forståelse af aldringsprocessen er meget hastigt voksende, og derfor ser jeg også meget lyst på muligheden for, at der vil ske betydelige fremskridt inden for de næste fem år. Og bare et lille fremskridt vil få stor betydning på verdensplan.”

Han peger også på de mulige gevinster, der ligger i, at aldringsforskning er blevet noget af det mest prestigefyldte, som man kan kaste sig over i disse år.

“Der er en enorm interesse blandt forskere og studerende på verdensplan. Det betyder meget for et område, for dermed tiltrækker det også de allerdygtigste. Det er en selvforstærkende spiral, der også viser sig ved, at forskningsresultaterne – i modsætning til for ti år siden – publiceres i de allerstørste tidsskrifter som f.eks. Cell, Science og Nature.”

Professor Kaare Christensen, Dansk Center for Aldringsforskning ved Syddansk Universitet, er meget enig:
“Det er et fundamentalt nyt og meget omfattende område, som vi først lige har taget hul på, og derfor skal man nok væbne sig med nogen tålmodighed. Men selv om det er et meget højt bjerg, som vi er i gang med at bestige, synes jeg faktisk, at det går forbavsende godt. Hvilket bl.a. skyldes, at vi kan bygge oven på en lang række forskningsområder, hvor alder har været en vigtig faktor, man har taget højde for, men aldrig har været det egentlige fokus,” siger han.

Arv og miljø

De fysiske tegn på aldring er velkendte. De fleste både ser og hører dårligere med alderen. Smidighed, styrke og udholdenhed i knogler, muskler, sener og led nedsættes, bl.a. fordi muskelmassen aftager og der sker et tab af knoglevæv. Lungernes funktion og hjertets kapacitet aftager, håret bliver gråt og huden rynket. Den fysiske aldring indledes allerede forholdsvis tidligt i livet. Ikke desto mindre findes der i dag f.eks. 85-årige maratonløbere, hvis tider ville have indbragt dem en guldmedalje, hvis de havde været deltagere ved de første olympiske lege i begyndelsen af det 20. århundrede.

[quote align="right" author="Professor Kaare Christensen, Syddansk Universitet"]Selvom det er et meget højt bjerg, som vi er i færd med at bestige, synes jeg faktisk, at det går forbavsende godt[/quote]

Aldringens betydning for hjernefunktionen og de mentale ressourcer er noget sværere at gøre op. Det skyldes, at hjernen er i stand til at kompensere og effektivisere en række processer, der har betydning for dens funktion. Men i modsætning til de fysiske aldringstegn, er det generelt først omkring 70-årsalderen, at der sker et fald i den intellektuelle formåen. Men på ethvert alderstrin er der en gruppe ældre, der klarer sig lige så godt – eller bedre – end yngre voksne.

Tidligere havde man den opfattelse, at aldringen var styret af “et biologisk ur”, hvilket bl.a. byggede på en observation af, at celler fra ældre mennesker ikke var i stand til at dele sig lige så mange gange som celler fra børn. Problemet med den teori er dog, at den f.eks. ikke er i stand til at forklare, hvorfor der er så stor variation i menneskers levetid.

En forklaring kunne naturligvis være, at variationen var forårsaget af vores forskellige arvemateriale, men bl.a. tvillingeundersøgelserne fra Dansk Center for Aldringsforskning ved Syddansk Universitet har påvist, at dette ikke kan være tilfældet. Undersøgelserne viste, at der er betydelige forskelle med hensyn til dødelighed for enæggede tvillinger, der har identisk arvemateriale, men at forskellen var mindre end for tveæggede tvillinger, der kun har halvdelen til fælles. Se figur 1.

Konklusionen, som de fleste tilslutter sig i dag, er, at kun en fjerdedel af forskellene i dødelighed kan tilskrives vores arvelige bagage, mens den tilsyneladende spiller en dobbelt så stor rolle, når det gælder om at bevare funktionsevnen i en høj alder.

Tilfældighedernes spil

At der formentlig er endnu mere på spil, fremgår af en række forsøg med genetisk identiske mus og orme. For selvom de anbringes i fuldstændigt ens miljøer, dør de ikke samtidig. Ifølge professor George Martin, University of Washington i USA, der er en af de mest fremtrædende aldringsforskere i verden, tyder det på, at aldring – ud over arv og miljø – også er bestemt af tilfældigheder:

“Spørgsmålet er meget omstridt, men efter min vurdering er tilfældigheden den mest afgørende faktor, når det gælder det enkelte individs levealder,” siger han.

George Martins tanker, der bakkes op af mange andre forskere, hænger sammen med den teori om aldring, der kunne kaldes slidtageteorien. Den bygger – meget kort fortalt – på den opfattelse, at selve aldringen er en slidtageproces, der på celleniveau er styret af to modsatrettede mekanismer.

På den ene side er vi hver eneste dag udsat for et veritabelt bombardement af ydre og indre påvirkninger, der frembringer tusindvis af DNA-skader i hver eneste af kroppens celler. De ydre faktorer kan f.eks. være sollys, forurening og rygning, mens de indre faktorer er forbundet med vores stofskifte, f.eks. optagelse af føde og vejrtrækning.

På den anden side eksisterer der heldigvis et reparationssystem, der kan mindske sådanne skader. Var det ikke tilfældet, ville døden indtræffe omgående, for det er vores arvemasse, der styrer vores cellers funktion. Men med alderen ophobes antallet af DNA-skader, fordi reparationsevnen tilsyneladende aftager, og teorien er, at det er denne ophobning, der både er ansvarlig for aldringen og er årsagen til, at alder f.eks. er langt den største risikofaktor for kræft.

Ifølge George Martin består tilfældigheden i, at det ikke er ligegyldigt, hvor DNA-skaderne opstår, og at det forøgede antal skadelige påvirkninger hos en storryger tilfældigvis kan fordele sig så heldigt, at den pågældende ikke udvikler kræft. Ligesom det modsatte kan være tilfældet for en person, der lever efter alle Sundhedsstyrelsens forskrifter.

Også andre sygdomme end kræft er under kraftig mistanke for at have en sammenhæng med ophobningen af DNA-skader. Det drejer sig om meget forskellige tilstande – lige fra neurologiske lidelser som f.eks. Alzheimer, over nedsat frugtbarhed, diabetes, hjertesygdomme, leversygdomme, nyresygdomme, blindhed, døvhed og slagtilfælde til migræne.

Et af beviserne på, at aldring er en slidtageproces, er en række forsøg med mus, der har vist, at får de mindre at spise, vil det forlænge deres levealder og nedsætte deres risiko for aldersrelaterede sygdomme. En begrænsning af deres kalorieindtag med 30-50 pct. kan forlænge musenes levetid med 50-75 pct.

[quote align="right" author="Professor Vilhelm Bohr, National Institute of Health i Baltimore"]Fremgangen i forståelsen af aldringsprocessen er meget hastigt voksende.[/quote]

Professor Vilhelm Bohr, der også er en af hovedkræfterne bag Center for Sund Aldring, er meget enig i, at denne slidtageproces både er årsagen til selve aldringen og de aldersrelaterede sygdomme:

Det er ikke alle, der er enige. Men for mig at se, er der rigtig meget, der peger i den retning,” siger han.
Hvordan denne viden om aldringens grundlæggende biologiske årsager kan udnyttes til at sikre en sund aldring, er imidlertid fortsat et uafklaret spørgsmål. Indtil videre er det i hvert fald ikke lykkedes at opfinde en vidunderpille, der f.eks. kunne styrke det enkelte individs reparationssystem.

Når det er så vanskeligt, skyldes det ifølge Vilhelm Bohr, at det drejer sig om overordentligt komplicerede processer: “Der er ikke tale om simple sammenhænge, og derfor er der heller ikke tale om simple løsninger. Mange af de biologiske processer består af hårfine reguleringer og balancer. Derfor kan vi ikke bare gå ud fra, at mere af det gode er bedre. Faktisk kan det sagtens være værre.”

Kun for kvinder

At aldringen er endog særdeles påvirkelig fremgår alene af den dramatiske ændring af dødeligheden, der bl.a. er sket i Danmark i løbet af de sidste 100 år. Se MM34, 2010.

Professor Kaare Christensen peger især på to eksempler, når han skal forklare, hvorfor aldring ifølge hans opfattelse er en langt mere foranderlig størrelse, end vi hidtil har troet. Det ene er, at det bare i løbet af hans levetid – de sidste 50 år – er blevet ca. halvt så farligt at være i 80-års-alderen. Dødeligheden blandt 80-89-årige kvinder er faldet fra ca. 16 til 8 pct. Det andet er, at dødeligheden blandt de ældste kvinder i det tidligere DDR faldt til samme niveau som i Vesttyskland ganske få år efter murens fald i 1989.

“Årsagen til det sidste kan selvfølgelig være de bedre levevilkår og et bedre sundhedssystem. Men det viser i hvert fald også, at selvom de fleste forskere grundlæggende har den opfattelse, at forudsætningerne for vores aldring skabes igennem hele livet, så er det aldrig for sent at begynde at reparere på skaderne. I DDR-eksemplet er der endda tale om kvinder, der har været igennem to verdenskrige og 45 års østtysk regime.”

Hvilke af de mange områder inden for aldringsforskningen, der er vigtigst, vil Kaare Christensen ikke give et bud på: “I dag trykker vi på en masse knapper samtidig, men hvad det egentlig er, der virker, ved vi ikke med sikkerhed. Men formentlig er det en kombination af de mange indsatser. Erfaringen tyder jo også på, at vi skal satse over en bred kam. Tegner man f.eks. udviklingslinjen for bekæmpelsen af tuberkulose, kan man se, at opdagelsen af antibiotika falder ca. midt i. Det var altså ikke den eneste årsag.”

Ser man på de seneste års erfaringer, er det dog især de forholdsvis lavteknologiske tiltag, der har haft den største betydning, når det gælder om at øge funktionsevnen blandt ældre. At man f.eks. indretter boligen bedre, at man er begyndt at operere for grå stær uden hensyn til patientens alder, og at befolkningen som helhed er blevet mere opmærksom på en sundere livsstil (rygestop, fysisk aktivitet, alsidig kost mv.). Se figur 2.

Udødelighed er nytteløs

Forskning i aldring handler ikke om at opnå udødelighed eller slå aldersrekorder for mænd og kvinder – de nuværende er på 122 og 115 år. En forøgelse af levealderen er kun interessant, hvis den ledsages af et øget antal funktionsduelige år, så de ikke skal tilbringes i en kørestol eller hospitalsseng, understreger forskerne.
Ifølge Kaare Christensen er nye og i dag nærmest utænkelige aldersrekorder dog ikke noget, der kan udelukkes: “For lykkes det at forbedre sundhedstilstanden og funktionsdueligheden hos de ældre generationer, vil det næsten uvægerligt medføre en forøgelse af levealderen.”

Det betyder efter alt at dømme ikke, at vi skal gøre os håb om f.eks. at fordoble vores levetid. For selvom de mange tiltag i aldringsforskningen – fra celle over individ til samfund – skulle vise sig at være succesfulde, er det de færreste, der tror på, at man kan afskaffe døden.

Ifølge professor Rudi Westendorp, Leiden University i Holland, ville en total helbredelse af de nu kendte aldersrelaterede sygdomme formentlig blot resultere i, at vi vil dø af sygdomme, som vi endnu ikke har opdaget og har givet et navn: “I dag har vi langt flere 110-årige end tidligere, og når man obducerer dem, ser man en meget sjælden ændring af deres proteiner. Min formodning er, at det kan være begyndelsen til en ny sygdom. Det er ligesom at pille et løg: Først fjerner du hjerte-kar-sygdommene, så kræften, Alzheimer osv., men der vil hele tiden dukke en ny sygdom op.”