I mere end to årtier har toppolitikere og ministre fremhævet, at patienten skal i centrum i det danske sundhedsvæsen. I dag kan godt 200 af sundhedsvæsenets nøgleaktører på høringen ”Med patienten som partner – fra vilje til handling” udpege de initiativer, der må gennemføres, for at den gamle målsætning omsider bliver praksis.

Det er gode nyheder, at så mange nøgleaktører mødes for at diskutere, hvordan visionen kan gøres til virkelighed.

På forhånd ved vi, at det kan lade sig gøre. Læger, sygeplejersker og andre professionelle arbejder på mere end 300 projekter med at sætte patienten i centrum og inddrage ham eller hende i behandlingen. Og erfaringer fra udlandet viser, at det kan betale sig – både for patienterne, der får bedre behandling, og for hospitalernes økonomi.

Men vi ved også, at de gode erfaringer kun sjældent spredes til andre afdelinger på samme sygehus og næsten aldrig spredes til andre sygehuse. Vi kan se, at gode hensigter, gode viljer og engagerede læger og sygeplejersker ikke alene kan flytte sundhedsvæsenet.

Der skal mere til. Efter 20 år med tålmodig, men forgæves satsning på evolution er det tid til en revolution. Ikke i form af et indgreb udefra, men drevet i fællesskab af en bred alliance af de centrale aktører i sundhedsvæsenet: hospitalsledelser, regioner og regering, patienter, læger, sygeplejersker og organisationer.

I løbet af året har vi heldigvis set kimen til sådan en ny og omfattende alliance. En række aktører, lige fra medarbejderne i front og helt op i toppen af det danske sundhedsvæsen, arbejder for at sætte patienten i centrum: Læger og sygeplejersker går forrest med budskabet om, at de ikke bare behandler sygdomme, men hele mennesker. Danske Regioner, der ejer sygehusene, arbejder på en handleplan for at udvikle et sundhedsvæsen med borgeren i centrum. Og regeringen har netop fremlagt sit sundhedspolitiske udspil, der over de næste fire år prioriterer næsten 300 millioner kr. til at udvikle en national strategi for patientinddragelse.

Erfaringen viser imidlertid, at skal de mange og lovende initiativer for alvor slå rod, er det ikke nok at vedtage – ellers lovende – nye initiativer. Når de mere end 106.000 medarbejdere i sundhedsvæsenet alle skal ændre adfærd, skal der skubbes til udviklingen på alle niveauer og af alle aktører.

Undersøgelser viser, at de to største grupper af medarbejdere – lægerne og sygeplejerskerne – vurderer, at inddragelse af patienter kan øge kvaliteten af behandlingen, skabe mere sammenhængende patientforløb og øge patienternes sikkerhed. Alligevel afspejles det langtfra altid i deres daglige praksis.
 

DEN NØDVENDIGE REVOLUTION af vores sundhedsvæsen, der skal bringe patienterne i centrum for deres egen behandling, bør derfor sætte ind på fire områder: økonomistyringen, sundhedsuddannelserne, ledelsen og kommunikationen. Det vil sige nytænke hele incitamentsstrukturen , så den fremmer patienternes behov.

Reform af styringsredskaber. Selv om stigende specialisering i sundhedsvæsenet indebærer, at patienten må gennemgå ikke bare en, men en række behandlinger i et typisk forløb, så er sundhedsvæsenets økonomistyring ikke indrettet til en sådan forløbstænkning. Styringen bør ændres, så den fremmer gode og effektive behandlingsforløb, der tilsammen giver det resultat, patienter efterspørger.

I arbejdet med at udvikle nye styringsredskaber kan man trække på erfaringer fra sygehuse i Region Midtjylland, hvor flere centre og afdelinger afprøver ”Ny styring i et patientperspektiv”, eller man kan se til Sverige, hvor en række regioner på flere områder ikke længere aflønner sygehusene pr. behandling, men for de samlede behandlingsforløb, patienterne oplever som vellykkede. Både i Region Midtjylland og i Sverige påvirker patienternes vurdering af behandlingen den samlede afregning.

Uddannelser og kompetencer. En gennemgang af studieordninger for landets lægeuddannelser viser, at undervisningen har fokus på behandling af sygdomme, men ikke på inddragelse af patienter – heller ikke selv om inddragelse af patienter kan forbedre behandlingen.

Uddannelsesinstitutionerne bør spille en vigtig rolle i den nødvendige revolution af sundhedsvæsenet. De er centrale i forhold til opgaven med at forme en ny og mere omfattende forståelse af, hvad en læges eller en sygeplejerskes rolle bør være. Hvis ikke universiteterne og professionshøjskolerne bidrager til udviklingen af et sundhedsvæsen med patienten i centrum, vil kun særligt engagerede og dedikerede læger og sygeplejersker indgå partnerskaber med patienterne. Det store flertal vil falde tilbage på den uddannelse, de har gennemgået, uden at finde hverken forståelse for eller redskaber og kompetencer til at inddrage patienterne og udvikle behandlingen i et fællesskab med den, der skal behandles.

Ledelse. Skal praksis ændres, må både den politiske og den udførende ledelse på hvert enkelt sygehus tydeliggøre, at det er et must at sætte patienten i centrum. Det vil angive en retning for alle medarbejdere og give den nødvendige opbakning til de læger og sygeplejersker, der allerede i dag arbejder med at inddrage patienterne.

Kommunikation og sprog. Spørger man patienterne, vil de gerne inddrages og, ikke mindst, bidrage. Men det er lettere sagt end gjort, fordi læger, sygeplejersker og patienter langt fra altid taler samme sprog. Når læger skriver i patienternes journaler, er noterne først og fremmest rettet mod andre professionelle og ikke tænkt som et redskab i kommunikationen med patienten. Amerikanske erfaringer viser, at læger kan bruge journalerne aktivt som redskab i dialogen med patienterne og bede dem om at komme med feedback på den behandling eller de andre tiltag, de har aftalt.

Dialogen mellem de professionelle og patienterne forudsætter en ny og tilgængelig sprogbrug i journalerne, så de både kan være fagligt præcise og skrevet på et forståeligt dansk.

Canadiske erfaringer, som Mandag Morgen tidligere har beskrevet, viser desuden, at sproget i sig selv kan skabe revolution. Når patienter deltager i hospitalspersonalets møder, bliver det faglige sprog automatisk mindre teknisk og sygdomsfikseret og mere menneskeligt og patientorienteret.
 

DAGENS HØRING ER ET FØRSTE SKRIDT på vejen til et sundhedsvæsen, der for alvor sætter patienten i centrum. Høringens succes afgøres ikke i dag, men skal måles på, om det lykkes at katalysere en udvikling, så det store flertal af sundhedsvæsenets mange tusinde professionelle som noget helt naturligt inddrager patienter i behandlingen.

Den er arrangeret i et samarbejde mellem Dansk Selskab for Patientsikkerhed, TrygFonden, Danske Regioner og Mandag Morgen. Og med det utraditionelle partnerskab mellem fire meget forskellige organisationer ønsker vi at vise vejen til den nye brede alliance, der skal skabe den nødvendige revolution i sundhedsvæsenet. Samarbejdet er ikke nyt eller opfundet til lejligheden, for høringen er blot den foreløbige kulmination på en proces, der startede for knap et år siden med Mandag Morgens udgivelse af "Danskernes farligste rejse".

Her var vores fokus på de mange og i alt for høj grad fatale fejl, der hver dag sker i sundhedsvæsenet. Nu er fokus på udviklingen af et sundhedsvæsen, hvor inddragelse af patienter kan skabe en bedre behandling og øge patienternes sikkerhed.

Patienterne skal ikke på rejse ind i sundhedsvæsenets ofte uigennemsigtige verden. Målet er omvendt, at sundhedssektoren rejser ind i patienternes verden.