Annonce

Supervirksomhed vs. superøkonomi

18. januar 2010 kl. 11.05

Supervirksomheden Google truer med at forlade superøkonomien Kina efter en række cyberangreb fra landet.

Truslen er et udtryk for flere års opsparet frustration over den magtfulde tats manglende vilje til at lade udenlandske virksomheder operere på lige vilkår med nationale aktører.

Cyberangrebene har været rettet mod følsomme data hos Google og en række andre amerikanske it-virksomheder, ligesom mailkonti tilhørende kinesiske opponenter er blevet hacket. Et endegyldigt bevis for, at bagmændene tår i ledtog med de kinesiske myndigheder, har Googles detektiver dog ikke været i stand til at fremvise.

Til trods for, at landet har været medlem af Verdenshandelsorganisationen i næsten et årti, rapporterer amerikanske erhvervsorganisationer om stadig større vanskeligheder ved at gøre forretning i landet.

Også danske virksomheder klager sig. F.eks. har Vestas mærket Kinas favorisering af hjemlige leverandører. Det har vist sig langt vanskeligere for Ditlev Engel at sælge vindmøller i landet end først antaget, fordi de
 statsejede energiselskaber tilgodeser kinesiske virksomheder.

Det er ingen tilfældighed, at det netop er Google, som truer med at forlade Kina. Internetvirksomheden er et af de absolut fremmeste eksempler, USA kan mønstre inden for vækst, teknologi og innovation. Det er det moderne erhvervslivs flagskib.

Virksomhedens kritik er da også blevet bakket behørigt op af det officielle USA. Selv udenrigsminister Hillary Clinton har meldt sig i koret. Men eneste svar fra landet i øst har været en kold skulder. Og måske har de kinesiske ledere heller ikke den store grund til at tage sig af amerikanernes brok. For det er næppe sandsynligt, at Google vil gøre alvor af at forlade landet. Kinas 340 millioner internetbrugere udgør ganske enkelt et alt for vigtigt marked.

Annonce
Mandag Morgen logo

Læs mindre - forstå mere

  • ChefredaktørAndreas Baumann
  • Adm DirektørAnne Marie Kindberg
  • CFOAnders Jørning
  • Ansv. ChefredaktørJakob Nielsen
  • Kommerciel direktørMichael Thomsen
  • Formand og udgiverRasmus Nielsen
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 93 93 23mm@mm.dkCVR nr.: 38253395

Mandag Morgen leveres af Mandag Morgen ApS, der ejes af Alrow Media ApS.

Copyright © Mandag Morgen, 2026