Sustainia Award går til socialt engageret solcellevirksomhed

Foran mere end 1.000 tilskuere kunne den tidligere guvernør i Californien, Arnold Schwarzenegger, torsdag aften kåre vinderen af Sustainia Award på Det Kgl. Teaters Gamle Scene. Den globale pris er indstiftet for at hædre innovative og bæredygtige løsninger og idéer.

Det blev den britiske virksomhed Azuri Technologies, der løb med prisen for solcelleløsningen IndiGo, som er udviklet til hjem i udviklingslandene. Teknologien giver indbyggerne mulighed for at installere små solceller på deres tage. I stedet for at investere et stort engangsbeløb for solcellen betaler brugerne løbende små beløb for solcellestrømmen via deres mobiltelefoner.

[quote align="right" author="Arnold Schwarzenegger, tidligere guvernør i Californien"]Sustainia Award-vinderen er en sand action-helt, der viser skeptikere og nej-sigere, at der allerede findes løsninger, som imødekommer miljø- udfordringerne på vores planet.[/quote]

Forretningsmodellen betyder, at IndiGo kan forsyne familier i udviklingslandene med ren og billig elektricitet. 6.000 familier i Kenya, Malawi, Zambia og Sydsudan benytter allerede Azuris løsning.

”Sustainia Award-vinderen er en sand action-helt, der viser skeptikere og nej-sigere, at der allerede findes løsninger, som imødekommer miljøudfordringerne på vores planet,” siger Arnold Schwarzenegger.

”Denne pris handler ikke bare om at gøre verden mere bæredygtig – den handler også om at forbedre de lokalsamfund, vi lever i. Sustainia Award flytter fokus fra debatten om klimaforandringer til de virkelige løsninger, som kan gøre en reel forskel.”

Samarbejde med Nobel

Tidligere på dagen kunne initiativtagerne bag Sustainia Award præsentere et nyt og opsigtsvækkende partnerskab med Nobel Sustainability Trust.

Formanden for fonden, Gustaf Nobel, vil fremover indgå i den eksklusive partnerkreds af internationale forkæmpere for den bæredygtige udvikling sammen med den tidligere norske statsminister Gro Harlem Brundtland, formanden for FN’s klimapanel, Dr. Rajendra K. Pachauri, og EU’s klimakommissær, Connie Hedegaard.

”Bæredygtighed har altid været et adelsmærke for Nobel-familien. Som følge heraf har familiemedlemmerne grundlagt Nobel Sustainability Trust. Fonden er dedikeret til udvikling, forskning og implementering af vedvarende og bæredygtige løsninger, og i kraft af vores mission om at hjælpe bæredygtige løsninger med at blive virkelige og tilgængelige for alle er et partnerskab med Sustainia oplagt. Sustainia er en global platform, som skal skabe opmærksomhed om de gode løsninger,” siger Gustaf Nobel.

[quote align="right" author="Gustaf Nobel, Nobel Sustainiability Trust"]I kraft af vores mission om at hjælpe bæredygtige løsninger med at blive virkelige og tilgængelige for alle er et partnerskab med Sutainia oplagt.[/quote]

Prisen er stiftet af det internationale bæredygtighedsinitiativ Sustainia og Mandag Morgen i samarbejde med Arnold Schwarzeneggers Regions20, UN Global Compact og IFHP. Bag Sustainia står også en bred kreds af ledende internationale virksomheder, bl.a. Microsoft, Vestas, DONG Energy, Cisco, DNV, Novo Nordisk og Realdania.

Vinderen bringer lys til verdens udviklingslande

Konceptet bag IndiGo reducerer startomkostningerne ved installation af solceller for familier i fattige lande. I stedet finansieres brugen ved køb af skrabekort, som man kender fra mobiltelefoner med taletid. I Kenya koster otte timers fossilfri oplysning af to værelser samt opladning af mobilen i en uge 1,40 dollar.

Dermed reducerer løsningen familiens udgift til el med 50 pct. Og IndiGo har allerede gjort en positiv forskel for lokalsamfund i Kenya, Malawi, Zambia og Sydsudan, hvor solcellerne har forbedret sundheden, de økonomiske muligheder og miljøet.

Simon Bransfield-Garth, CEO for Azuri Technologies, udtaler: ”Vi er meget lykkelige over at være den første vinder af Sustainia Award. Prisen og det bemærkelsesværdige arbejde, som omgiver den, vil styrke opmærksomheden om vores teknologi og den store betydning, som solceller har for mennesker, hvis eneste alternativ er røgfyldt og sundhedsskadelig petroleum.”

Mere end 100 løsninger fra 56 lande fordelt på seks kontinenter var nomineret til Sustainia Award 2012. Du kan læse priskomitéens baggrund for at kåre IndiGo som vinder her.

Læs mere om Sustiaina på www.sustiania.me

Forrige artikel Solcelleindgreb kan koste 2.600 job Næste artikel Private milliardinvesteringer i skoler og veje er en succes