Sustainia – Mandag Morgens globale brohoved

Det begyndte med en hæfteklamme i hjørnet. 25 år senere har Ugebrevet udviklet sig til en vidtforgrenet virksomhed med stærke internationale aktiviteter, herunder virksomheden Sustainia, der formidler løsninger på globale udfordringer. Se rejsen fra lille ugebrev til international innovationstank.

Scenen var Tivolis Kongres Center den 2. november. Aktørerne var bl.a. FN’s generalsekretær Ban-ki Moon og formanden for FN’s klimapanel Dr. Rajendra Pachauri. Budskabet var skarpt og skræmmende: Vi står over for den største udfordring nogensinde. Klimaforandringerne er så alvorlige og så fremskredne, at de uundgåeligt vil ændre vores hverdag og livsform. Men vi kan endnu forhindre de alvorligste katastrofer – forudsat at vi handler hurtigere og mere ambitiøst end nogensinde.

FN’s generalsekretær udtrykte det meget klart: Vi har brug for løsninger. Indtil videre er problemet søgt afklaret ved internationale politiske forhandlinger, men processen er langsom og kompleks, og resultaterne meget små. Der er også skrevet utallige rapporter og analyser, og flere miljøorganisationer har forsøgt at vække befolkningerne ved at udstille de mulige katastrofer og risikoen for dommedag. Uden at det har sikret de nødvendige gennembrud. Det er en situation, der har gentaget sig år efter år. 

Det er grunden til, at virksomheden Sustainia har valgt et andet fokus: at stille skarpt på løsningerne og herigennem skabe en positiv og attraktiv vision for morgendagens bæredygtige samfund. Det vil sige demonstrere og dokumentere de teknologier, projekter og løsninger, der i øjeblikket er ude på markedet, og bevise, at en bæredygtig revolution er mulig. Mulighederne blev klart dokumenteret, da Sustainia den 30. oktober præsenterede ti af verdens mest overbevisende bæredygtige løsninger ved en flot ceremoni for 1.100 mennesker i Det Kongelige Teater. Dermed leverede Sustainia også et positivt svar på generalsekretærens opfordring.

Hvert år gennemfører Sustainia en verdensomspændende kampagne for at indsamle eksisterende innovationer fra nær og fjern. Her ledes både efter de store energi- og ressourcebesparende industriløsninger og løsninger, der skaber sundere og grønnere alternativer i hjemmet, lokalsamfundet og i det daglige forbrug. 100 førende innovationer bliver offentliggjort i publikationen “Sustainia100”, som er en guide til bæredygtige løsninger inden for 10 sektorer så som energi, transport, byggeri, byudvikling, uddannelse, fødevarer, mode og mange flere. Efter tre års arbejde er Sustainia oppe på 1.900 indsamlede løsninger – en pulje, der vokser konstant. Vinderne udpeges af et panel omfattende Arnold Schwarzenegger, Gro Harlem Brundtland, Connie Hedegaard og Dr. Pachauri.

Indtil videre er Sustainias historie bragt i internationale medier i over 30 lande med mere end 600 artikler. På de sociale medier har budskabet om Sustainia100 alene nået over 136 millioner Twitter-brugere. Der er en kæmpe global interesse for at høre om disse løsninger samt sætte fokus på potentialet. 

Rejsen til Sustainia

Historien om Sustainia daterer sig tilbage fra tiden før COP15 i København. Her faciliterede Mandag Morgen et internationalt netværk af forskere, erhvervsfolk og institutioner, der skulle sikre opbakning til en stærk ny global klimaaftale. Netværket – Copenhagen Climate Council – bestod af Richard Branson, Tim Flannery, Jim Rogers fra Duke Energy, Li Xiaolin fra China Powers og mange andre, der i deres region, sektor eller land havde indflydelse og status til at sætte fokus på behovet for en ny global klimaaftale signeret af alle centrale lande. I to år rejste Copenhagen Climate Council verden rundt og sikrede dialog mellem erhvervsledere og politikere i Detroit, Washington, Beijing, Mumbai, Sydney, Bruxelles etc. Det største topmøde inden for klimapolitik og erhvervsliv nogensinde blev afholdt 6 måneder inden COP15 og samlede 1.000 CEO’er i 3 dage for at diskutere anbefalinger til en ny global aftale.

Men trods indsatsen og de gode intentioner gik klimatopmødet langt fra som ønsket. Mandag Morgen besluttede at undersøge årsagerne til dette samt komme med et bud på en ny måde at sikre intern opbakning til en mere bæredygtig fremtid. I et år samlede Mandag Morgen 14 virksomheder – Cisco, Microsoft, GE, IKEA, Tetrapak og andre – med kommunikationseksperter fra hele verden. I et år var de i arbejdstøjet og udviklede kommunikationsprincipper, animationsfilm med Pixar samt en vision for, hvordan vores samfund kunne se ud, hvis eksisterende bæredygtige teknologier og projekter blev implementeret. Denne vision kaldte vi for Sustainia.

Ud af den vision og det projekt er vokset en spændende international organisation, der i dag indtager en central rolle inden for formidlingen af bæredygtige løsninger. Virksomheden ejes af Mandag Morgen, men er udviklet i tæt samarbejde med Realdania, den norske koncern DNV-GL og Novo Nordisk og tæller herudover en bred kreds af internationale virksomheder og institutioner. Blandt de nære strategiske partnere kan bl.a. nævnes UN Global Compact, UN Foundation, Verdensbanken, den international byorganisation C 40, Arnold Schwarzeneggers klimainitiativ R20 m.fl.

I dag er Sustainia vokset til en global organisation med 23 ansatte. Udover udgivelsen af Sustainia 100 har Sustainia lanceret en lang række andre produkter med fokus på bæredygtighed. Det   gælder bl.a. “Guide to Green Universities”, “Guide to Copenhagen 2025”, “Guide til Bæredygtigt Byggeri” og “Energiindeks Danmark”. Sustainia har det seneste års tid sat fokus på hele sundhedssektoren bl.a. med publikationen “Co-Creating Health” og projektet Person-Centred Care, der netop nu lanceres internationalt.

Fællesnævneren i alle projekterne er målet om at “building the world of tomorrow by the solutions of today”.

[graph title="" caption=" " align="center" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/0bf5e-sustainia.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/17d5c-sustainia.png" text=""] [/graph]

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu