Statsminister Mette Frederiksen (S) rider på en bølge af politisk succes.

Selv om Danmark befinder sig midt i en af de største kriser i de seneste 75 år, kan statsministeren glæde sig over hastigt stigende meningsmålinger. Siden krisens spæde start i februar har Socialdemokratiet erobret over en kvart million nye vælgere.

Socialdemokratiet står dermed til at få sit bedste resultat i over 20 år, hvis der var valg i morgen, viser et snit af meningsmålingerne, som professor Kasper Møller Hansen har lavet for Altinget.

Men man skal være varsom med den slags målinger midt i en krisetid. Erfaringerne har vist, at folk står sammen i denne slags situationer. Selv politiske fjender roser statsministeren for hendes indsats. Alle vil gerne den fælles trussel til livs.

Når Danmark kommer ud på den anden side af krisen, og hverdagen er lidt mere normal, vil hun få mere end svært ved at fastholde det massive flertal i målingerne.

Forude venter et hav af nye og svære udfordringer; en svær genåbning af Danmark, en vanskelig kickstart af økonomien og flere udskudte reformer, som kan gøre livet svært for den ellers så succesfulde statsminister.

Velfærd på skrump?

Sidste uges store aftale om den kommunale udligning er et meget godt eksempel på den medvind, som blæser Mette Frederiksen fremad i disse måneder.

Her lykkedes det for Mette Frederiksens og hendes regering – i modsætning til Lars Løkke-regeringen – at samle et flertal for en reform, der skal sikre en mere ligelig fordeling af godt 60 milliarder kroner i store statslige bloktilskud til kommunerne.

Normalt plejer reformer af denne type at udløse et kæmpe slagsmål. Alle de borgmestre, som mister penge, er per definition sure. Og langt de fleste af de borgmestre, som får flere penge, mener selv, at de skulle have haft endnu flere.

Sådan gik det ikke helt denne gang. Selvfølgelig har aftalen fremkaldt sure miner hos nogle borgmestre. Men slet ikke i det omfang, som den slags plejer. Til gengæld har aftalen skabt så stor ballade blandt partierne i blå blok – specielt mellem Venstre og De Konservative – at det næsten kan minde om den dybe tillidskrise mellem de to gamle borgerlige partier i slutningen af 1990’erne.

Men lige rundt om hjørnet venter et nyt økonomisk slagsmål, når regeringen skal til at forhandle næste års budgetter med kommuner og regioner. Den dybe usikkerhed om økonomien betyder, at budgetlægningen er lidt som at spå om fremtiden ved at læse i kaffegrums.

De enorme hjælpepakker for milliarder af kroner kommer ganske vist ikke til at få ”nævneværdig betydning for størrelsen af det finanspolitiske råderum frem mod 2025,” konkluderer finansminister Nicolai Wammen (S) i et svar til Folketinget. Det hænger sammen med, at hjælpepakkerne er midlertidige, og at renten er lav, så det er billigt for staten at låne penge.

Men arbejdsløsheden stiger uge for uge. Det samme gør antallet af virksomhedskonkurser. Hoteller og restauranter falder som dominobrikker. Ingen kan i dag med sikkerhed forudsige pandemiens videre forløb, udviklingen i den internationale økonomi og virksomhedernes og forbrugernes tillid til genopretningen.

Det skaber enorm usikkerhed om, hvor stort beskatningsgrundlaget bliver i kommunerne til næste år og dermed også om muligheden for ekstra penge til sundhed, børn og ældre. Bider krisen sig fast, kan den blive særdeles dyr.

Dertil kommer, at borgmestrene er bekymrede for ikke at blive kompenseret for de ekstra udgifter, som de har i disse måneder som følge af coronakrisen. Ekstra personale på plejehjemmene, færre elever i klasserne og ekstra rengøring af legoklodserne i børnehaverne betyder øgede udgifter for millioner af kroner i de enkelte kommuner.

Har brugt 24 milliarder kroner for lidt

Coronakrisen har også betydet, at en stribe lovforslag – og dermed også flere højtprofilerede politiske løfter – er udskudt og venter på at blive hevet frem igen efter sommerferien.

Det drejer sig blandt andet om en af de store nyskabelser i den danske velfærdsstat, velfærdsloven. En lov, som Socialdemokratiet lancerede midt i valgkampen, og som betyder, at pengene skal følge med befolkningsudviklingen.

Det kan lyde simpelt. Men det er dyrt. Meget dyrt. Ser vi bare på det stigende antal børn og ældre de kommende år, vil den demografiske udvikling betyde ekstraudgifter for 15 milliarder kroner frem mod 2025 ifølge Finansministeriets egne tal.

Det er mange penge i en coronatid. Regeringens venner i rød blok i form af især SF og Enhedslisten er da også bange for, at regeringen nu vil bruge denne udskydelse af loven til at spare på pædagoger, lærere og social- og sundhedspersonalet. Sker det, bliver der med garanti ballade i rød blok.

Budgetloven er et andet eksempel på en lovudskydelse, som har skabt stor irritation hos især landets borgmestre og store dele af fagbevægelsen, og som skal tackles til efteråret. Kritikerne har længe efterlyst et opgør med denne lov, som holder kommunernes økonomi i stramme lænker. Sprænger de budgettet og bruger flere penge end budgetteret, falder hammeren i form af økonomiske sanktioner. Det har betydet, at kommunerne nu i ni år i træk har brugt færre penge på velfærd end budgetteret.

Historien om budgetloven er derfor også historien om de mange bække små, der gør en stor å. Da kommunerne nu i næsten et årti har brugt færre penge på velfærdsservice, end de har afsat i deres budgetter, er det samlede underforbrug ifølge beregninger foretaget af Fagbevægelsens Hovedorganisation løbet op i 24,3 milliarder kroner.

For nylig kom det frem, at kommunerne i 2019 havde brugt 1,1 milliard kroner mindre på skoler, børnehaver og ældre end budgetteret. Det kan virke paradoksalt, da velfærd netop var et af hovedtemaerne i valgkampen for et år siden. Pressemeddelelsen fra Finansministeriet fyldte da også kun fire linjer og heller ikke meget i medierne.

Derfor kommer regeringen under pres for at tage budgetloven op til revision, når coronakrisen har lagt sig igen. 

Nu skal løfterne indfries

Efteråret kommer også til at byde på et sandt drama, når Mette Frederiksens efter mange måneders ventetid endelig spiller ud med sit valgløfte nummer ét: Sit berømmede forslag om tidlig folkepension til Arne og andre nedslidte. Samtidig er det planen, at partierne skal hæve folkepensionsalderen endnu et hak opad til 69 år fra og med år 2035, som det er aftalt i velfærdsforliget.

Det bliver en sand sursød ret i et efterår, som stadig vil være præget af coronakrisens barske økonomiske konsekvenser, og hvor Mette Frederiksen får svært ved at indfri de tårnhøje forventninger, som mange nedslidte har bygget op gennem to år.

Også sagen om højere ydelser til flygtninge og indvandrere vil med garanti blive et sprængfarligt tema for regeringen. Sagen er udskudt flere gange. Nu er det planen, at regeringens ekspertkommission med Vive-professor Torben Tranæs for bordenden skal komme med sine anbefalinger i slutningen af året.

SF og Enhedslisten presser på for at afskaffe børnefattigdom og de såkaldte fattigdomsydelser. De har i stærke vendinger kritiseret regeringen for mangel på inddragelse, og at kommissoriet ikke harmonerer med forståelsespapiret mellem partilederne i rød blok.

Hvis regeringen imødekommer ønskerne fra sine venner i rød blok om højere ydelser, vil det med statsgaranti medføre en tsunami af anklager fra partierne i blå blok om løftebrud, og at regeringen har droppet den stramme udlændingepolitik. Mange S-vælgere vil formentlig også have svært ved at forstå, hvorfor flygtninge og indvandrere skal have højere ydelser, hvis de selv føler, at velfærden er sat på skrump i kølvandet på coronakrisen. 

Samfundet skal bygge på tillid

Mange af de over 800.000 ansatte i det offentlige har også skruet forventningerne op til den tillidsreform, som Mette Frederiksen for længst har stillet dem i udsigt, men som også lader vente på sig. Hun vil gøre op med det omfattende bureaukrati og give de ansatte større frihed til at løse deres kerneopgaver.

Coronakrisen har afsløret en meget stor grad af samarbejdsevne og omstillingsparathed blandt de ansatte. Helt nye hospitalsafdelinger blev gjort klar på få dage, og hvide testtelte rejst over hele landet på rekordtid. Nye digitale løsninger giver folk mulighed for at besøge den praktiserende læge, og lærere har flyttet al deres undervisning online.

Nu er det åbne spørgsmål, om de ansatte kan beholde denne øgede frihed og mulighed for at samarbejde på tværs, eller om gamle uvaner, kassetænkning og ideologiske hegnspæle fortsat vil dominere, så snart krisen klinger af. Det bliver afgørende for Mette Frederiksens popularitet, at de offentligt ansatte oplever en oprigtig tillidsreform og ikke nye politiske skåltaler.

Tillid er også et af de bærende fundamenter under det danske velfærdssamfund. Vi stoler på, at alle bidrager med det, de hver især kan. Derfor er det også dybt alarmerende, at danskernes astronomiske gæld til det offentlige er svulmet op til 129 milliarder kroner og nu ser ud til at vokse endnu mere.

Coronakrisen betyder, at det bliver endnu sværere at få den enorme gæld bragt ned. Mange folk og virksomheder er kommet i økonomisk klemme på grund af krisen og vil derfor oparbejde gæld til det offentlige. Fortsætter gælden med at stige, kan det undergrave vores tillid til velfærdssamfundet. Det vil være det rene gift for regeringens højtprioriterede ambition.

Dertil kommer så det hav af velfærdsforslag, som Mette Frederiksen også har stillet vælgerne i udsigt, og som nu også bliver sværere at indfri i takt med krisens omfang.

Perlerækken af forslag omfatter blandt andet 20 nye nærpolitienheder, nærhospitaler tættere på borgerne, hurtig hjælp ved akut sygdom i hele landet, nye lokale velfærdscentre og gode muligheder for, at alle unge, uanset hvor de bor i landet, kan tage en uddannelse inden for en rimelig afstand af deres bopæl. Leverer hun ikke varen på disse kerneområder for Socialdemokratiet, bliver hun anklaget for løftebrud af oppositionen.

Og så er der selvfølgelig også lige klimakrisen. Den er ikke blevet mindre, selv om den for en tid står i skyggen af coronakrisen. Regeringen er allerede under stort pres fra eksperter, partier og interesseorganisationer for at rette dansk økonomi op igen gennem massive investeringer i den grønne omstilling.

Så kan det kan godt være, at Mette Frederiksen rider på en politisk succesbølge midt i den største krise i mange år. Men nye udfordringer venter på den anden side af coronakrisen.