Analyse af 
Claus Kragh

Sverige bliver snart som resten af Europa

Det svenske valg er et paradoks. Økonomien er i top – til gengæld er tilliden til politikere og medier i bund. Uanset hvem der vinder, vil Sverige investere massivt i forsvar, i lov og orden og i integration. Svensk samfundsdebat kæmper med både fake news og politisk korrekthed.

Foto: Adam Ihse / Ritzau Scanpix

For ikke længe siden ville et valg i Sverige være en begivenhed, der ikke satte sig nævneværdige spor i den internationale offentlighed. Sådan er det ikke længere. Det svenske valg til Riksdagen 9. september i år følges med interesse fra Moskva over København til Berlin, Bruxelles og Washington.

Den internationale interesse har umiddelbart ikke noget med økonomi at gøre. Den svenske økonomi er i topform med den laveste statsgæld siden 1977, overskud på de offentlige finanser og et betydeligt råderum for den kommende regering.

Når det svenske valg alligevel er interessant, er det, fordi alt tyder på, at det bliver endnu et eksempel på, hvordan vælgerne vender en globaliseringsentusiastisk, liberal samfundselite ryggen og giver et nationalkonservativt parti stor opbakning.

Den svenske befolknings forestående oprør bliver endnu et kapitel i fortællingen om, hvordan et stort antal borgere i velfungerende vestlige velfærdsstater har fået nok af liberal globalisering og politisk korrekthed og i stedet kaster sig i armene på en oprørsk politisk bevægelse, der nyder støtte fra Europas og USA’s erklærede fjende, Rusland. Putin-regimets indblanding i Sveriges politiske debatter er senest dokumenteret af amerikanske Buzzfeed med citater fra dokumenter fra det amerikanske udenrigsministerium.

Russere puster til uenigheder

Den russiske indblanding sker dels ved at puste til politiske uenigheder på sociale medier og på oppositionelle websites, dels via helt åben intimidering, sådan som det skete i juli i år, da Ruslands forsvarsminister, Sergej Sjojgu, advarede om, at ”Rusland vil være nødt til at tage sine forholdsregler,” hvis Sverige sammen med Finland arbejder tættere sammen med NATO, end man gør i dag. Skiftende svenske regeringer har over de seneste årtier sparet massivt på forsvarsbudgettet, og det bliver der nu lavet radikalt om på, uanset hvem der vinder valget.

Vælgerne er ikke længere tilfredse med, at den økonomiske velstand i Sverige aldrig har været højere, og at statsgælden aldrig har været lavere. På trods af, at Sverige i målinger fra World Economic Forum, Freedom House, OECD og FN er et af verdens mest innovative, frie, produktive og progressive lande inden for klimakamp og ligestilling, agter omkring en femtedel af svenskerne at stemme på Sverigedemokraterna.

Dette skyldes først og fremmest partiets stærkt indvandrerkritiske linje og krav om mere lov og orden. Men man skal samtidig lægge mærke til, at Sverige midt i de fine budget- og væksttal rent faktisk har 6,2 pct. arbejdsløse, hvilket i Nordeuropa kun overgås af Finland.

Den svenske bank SEB påpeger i sit seneste Nordic Outlook, at det haster med strukturreformer på arbejdsmarkedet, når man har så høj ledighed i en tid, hvor arbejdsgiverne rapporterer om rekordhøje rekrutteringsproblemer. Dette paradoks tilsiger samtidig, at svenske virksomheder har gode muligheder for at opsuge meget af den overskydende arbejdskraft, der er blandt de mange flygtninge, indvandrere og efterkommere, som er kommet til Sverige i de seneste årtier.

Sveriges befolkning er i perioden 1990 til 2017 vokset fra 8,6 mio. til 10,1 mio., selv om den svenskfødte del af befolkning ikke på noget tidspunkt i perioden har kunnet reproducere sig selv.

Moderat statsministerfavorit

Sverigedemokraternes fremgang vil blive noteret med tilfredshed i Rusland og blandt de mange succesrige nationalkonservative partier rundt om i EU, fra Polen over Ungarn til Italien, Østrig, Frankrig, Holland, Tyskland og Danmark, ligesom alt-right-medier og meningsdannere i USA med Fox News, Breitbart og Steve Bannon vil konstatere, at nu er også Sverige med dets høje humanitære profil blevet en del af den globale nationalkonservative familie.

Omvendt vil liberale og socialdemokratiske politikere i EU med bekymring konstatere, at endnu et land får et stort højrenationalt parti, der ønsker, at landet skal forlade EU. Sverigedemokraternes leder, Jimmie Åkesson, sagde i sidste uge til altinget.se, at han håber, at en folkeafstemning om et Swexit kan finde sted i slutningen af den kommende valgperiode.

Ulf Kristersson, leder af det konservative Moderaterne, er umiddelbart favorit til at blive Sveriges næste statsminister, selv om de tætte meningsmåler gør det svært at forudse, hvilket flertal han skal være i spidsen for. Partiveteranen Kristersson, der har bakket op om den ultraliberale indvandringspolitik, som partiet førte, da man havde regeringsmagten 2006-2014, har ikke meldt klart ud, om han vil samarbejde med Sverigedemokraterne eller ej. Hans forgænger, Anna Kinberg Batra, måtte i august 2017 gå af, efter hun havde åbnet for et sådant samarbejde. Kristersson går til valg på løfter om en mere håndfast integrationspolitik, flere ressourcer til politiet og en opstramning i de velfærdsydelser, der efter hans opfattelse er så rundhåndede, at de modvirker integrationen. Men Kristersson er også åben om situationens dybe alvor.

”Svenskerne har mistet tilliden til staten. Der er en krise i forhold til, om politikerne er i stand til at løse problemerne,” sagde Kristersson forleden til The Financial Times.

Sandhed ilde hørt

Svenske myndigheder – med opbakning fra EU og USA – kæmper indædt mod de mange falske nyheder, der cirkulerer om Sverige, og som selv USA’s præsident, Donald Trump, bidrog til at udbrede i september 2017. Men problemet er, at disse falske nyheder florerer i en svensk offentlighed, hvor tilliden til traditionelle medier og mange eksperter er svækket, fordi befolkningen oplever, at sandheder forties på grund af politisk korrekthed, især når det gælder debatten om indvandring.

To eksempler er henholdsvis de finanspolitiske konsekvenser af den store indvandring og ikkeindfødte medborgeres overrepræsentation i en række kriminalitetsstatistikker. I sidste uge bragte den dybdeborende redaktion ’Uppdrag granskning’ på SVT en udsendelse, der dokumenterer, at indvandrere og flygtninge er voldsomt overrepræsenterede i statistikken over dømte voldtægtsforbrydere. 58 pct. af 843 dømte for voldtægt eller forsøg på voldtægt i perioden 2012-2017 er født uden for Sverige. I 110 af disse sager er der tale om såkaldt overfaldsvoldtægt, hvor gerningsmanden og offeret ikke kender hinanden, og her er 85 pct. af de dømte født uden for Sverige. Udsendelsen vakte voldsom debat, selv om den er nuanceret, og journalisterne bag den blev efterfølgende beskyldt for at bidrage til at øge spændingerne i det svenske samfund.

En lignende situation har Sverige oplevet i forbindelse med en debat blandt økonomer om forskellige indvandringsgruppers indvirkning på de svenske statsfinanser. Mest optimistisk er Sandro Scocco, tidligere cheføkonom i svensk LO og nu i tænketanken Arena Idé. Han konkluderede i en analyse i 2015, at Sverige har tjent 900 mia. kr. på indvandringen i perioden 1950-2014. Langt fra alle svenske økonomer er enige i de beregninger.

Joakim Ruist, migrationsekspert og nationaløkonom ved universitetet i Göteborg, offentliggjorde i maj i år rapporten ’Tid för integration – en ESO-rapport om flyktingars bakgrund och arbetsmarknadsetablering’. Rapporten, der var lavet på bestilling fra Finansministeriet, konkluderer, at ”flygtningeindvandringen er en offentlig omkostning for Sverige, på både kort og langt sigt”. Rapporten er nøgtern og saglig, og konklusionen ret indlysende, eftersom flygtningene har lavere erhvervsfrekvens og lavere skattebetaling end gennemsnittet af befolkningen.

Ikke desto mindre blev rapporten genstand for en polemik, der kulminerede med, at Joakim Ruist på SVT2 blev spurgt, om han forventede, at rapporten ville blive brugt i den forestående valgkamp, og om det var noget, han havde taget højde for, da han lavede den. Ruist sagde, at det mente han ikke, og blev derefter helt tavs, hvilket fik ham til at virke suspekt, mens intervieweren så ud, som om hun havde vundet en stor sejr.

Efter udsendelsen beklagede Ruist sig på sin blog over, at journalisterne ikke ville lytte til den faktuelle viden i hans rapport, men at de var mere interesserede i at forsøge at inddrage ham i en polemisk debat med Scocco.

Færre danske fordomme

Den danske politolog og tidligere medstifter af Junibevægelsen, Drude Dahlerup, er ansat ved universitetet i Stockholm, hvorfra hun har fulgt danske mediers dækning af valgkampen.

”Jeg synes, at den bliver dækket vældig godt og detaljeret. Der har i en del år været en tendens til, at danske medier nærmest godtede sig over Sverigedemokraternes fremgang, som om det på en eller anden måde legitimerede den hårde indvandrerdebat i Danmark. Jeg synes, at dækningen er bedre denne gang,” siger Dahlerup, der som andre eksperter forudser store problemer med at danne en regering efter valget.

Det førende amerikanske tidsskrift The American Interest, der har den skandinaviskinteresserede politolog og forfatter Francis Fukuyama som drivkraft, har også givet sit bidrag til debatten om, hvad det er der sker i Sverige lige nu. Den skarpe kommentar med titlen Swedish Exceptionalism hits a Wall analyserer, hvordan Olof Palmes socialdemokratiske verdenssolidaritet fra 1980’erne forvandlede sig til den businessorienterede og globaliseringsbegejstrede Tony Blairske tredjevejssocialdemokratisme og siden løb sammen med den lige så globaliseringsentusiastiske konservative partileder Fredrik Reinfeldts reelle superliberalisme i årene 2006-2014.

Forfatteren konstaterer, at Sverige først nu er ved at tage det endelige opgør med den socialdemokratiske ’svenske model’, der over fem årtier har udviklet sig til en hegemonisk statsideologi, der efter skiftende svenske lederes mening skulle være både sovjetkommunismen og USA-kapitalismen moralsk overlegen. Kommentaren er skrevet af en Henrietta Horn, der er et pseudonym for en svensk forfatter, som ikke ønsker at få sit rigtige navn frem. Om vedkommende optræder sådan for at understrege sin pointe om, at det stadig kan koste dyrt at tale magten – og den politiske korrekthed – imod i Sverige, er ikke til sige.

Til gengæld er kernen i analysen uden tvivl korrekt: Det særlige svenske politiske system har ramt muren. Nu bliver Sverige som resten af Europa.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu