I løbet af 1996 og 1997 har hundredvis af danske svineproducenter fejlinvesteret milliardbeløb i utidssvarende staldsystemer, som ikke tager hensyn til dyrevelfærd. Staldsystemer har så lang levetid, at mange svineproducenter de næste 15-20 år vil være bundet af en teknologi, som ikke lever op til markedets krav. Trods tydelige signaler fra det vigtige britiske eksportmarked med krav om leverancer af velfærdsgrise de sidste 8 år, har masser af danske landmænd valgt at vende det døve øre til. Men allerede til januar slår den nye markedsvirkelighed hårdt. Danske Slagterier besluttede i sidste uge at give betragtelige merpriser for kød fra løsgående søer.