Medicinalindustriens patentsag i Sydafrika er blot det seneste eksempel på, at globale koncerner næsten er dømt til at tabe i etiske konfrontationer med selv relativt små grupper af aktivister. Virksomhedernes foretrukne PR-strategier preller fuldstændigt af - eller gør ligefrem ondt værre - når først en sag ruller. Erhvervslivet har stærkt undervurderet den voksende trussel fra pressionsgrupper, der med enkle midler formår at miskreditere verdens mest magtfulde selskaber. Det fastslår en analyse af en række af 90’ernes største enkeltsager i det internationale erhvervsliv, som offentliggøres i en helt ny bog, Managing Activism. Den forklarer dermed, hvordan Novo, Lundbeck og de øvrige 37 medicinalvirksomheder kunne havne i den PR-katastrofe, sagen udviklede sig til. Virksomhederne kan ikke vinde over aktivisterne gennem tavshed, argumentation i medierne eller konfrontation. Sådanne metoder har spillet fallit. Hvis erhvervslivet fremover skal undgå en række ydmygende nederlag, er den eneste mulighed en offensiv dialog med de mest kritiske aktivister, hedder det i bogen. Men ikke alle aktivister ønsker at sidde til bords med erhvervsfolk. En række fremtrædende internationale aktivister, som Mandag Morgen har talt med, afviser blankt dialog som vejen frem. “Vi skal fortsætte konfrontationskursen,” siger Kenny Bruno fra CorpWatch, som kritisk overvåger en række af verdens største selskaber.