Sundhedsudgifter
Sygehusene spilder milliarder på at behandle dårlige liv
Muligt at få mere sundhed for pengene. . .
. . . men amterne vil ikke prioritere behandlingerne
I stedet tager lægerne beslutningerne
Politikerne og administratorer af de danske sygehuse taber hvert år milliarder af kr. , fordi de ikke prioriterer de behandlinger, der giver mest mulig sundhed for pengene. Nye beregninger viser, at der er meget stor forskel på, hvor meget gavn patienterne har af de forskellige behandlinger. Det bringer hver dag lægerne på hospitalerne i et uløseligt dilemma: Skal de f. eks. bruge 3, 6 millioner kr. på at give en sklerosepatient ét år længere at leve i? Eller skal de for de samme penge foretage hjertetransplantationer, der forlænger patienternes liv 10 gange så meget? Det viser en ny undersøgelse lavet af sundhedsøkonom Kjeld Møller Pedersen og forskningsassistent Kim Wittrup-Jensen fra Syddansk Universitet. Formand for amternes sundhedsudvalg Bent Hansen erkender, at politikerne ikke tør prioritere: “I den politiske verden er der meget få, der vil tage et ansvar for at sige nej til en behandling af økonomiske årsager. For indirekte afsiger politikere hermed en dødsdom over en bestemt gruppe mennesker. ” I stedet træffer lægerne i stilhed de vanskelige beslutninger ude på afdelingerne.