Sikkerhed vil stå centralt, når kommissionsformand Juncker i denne uge holder sin årlige tale om Den Europæiske Unions tilstand i Strasbourg, og når Donald Tusk, formanden for Det Europæiske Råd, samler alle EU-lande, undtagen Storbritannien, til uformelt topmøde på slottet i Bratislava. Det sker på et bagtæppe af en række kriser, som har rokket ved støtten til det europæiske projekt:

LÆS OGSÅ: Sikkerhed er EU-toppens nye mantra

1. Midterpartierne er i krise

Europas gamle politiske partier mister terræn, mens populister med lette ”løsninger” på komplicerede udfordringer stormer frem. I mange EU-lande – herunder Tyskland, Frankrig og Danmark – skrumper tilliden til de centrumvenstre- og centrumhøjrepartier, der har skabt det EU, som findes i dag. I det kommende år skal Ungarn, Italien, Østrig, Holland, Frankrig, Tyskland og efter alt at dømme Spanien igennem folkeafstemninger, parlamentsvalg og præsidentvalg, hvor nationalkonservative kræfter står til enten sejr eller massiv fremgang. Hvis ikke EU-landenes traditionelt regeringsbærende partier formår at vende denne trend, vil EU’s dage være talte.

2. Euroen er en farlig trykkoger

Euroen er EU’s mest ambitiøse projekt. Men det er kun halvfærdigt. Eksperter og ikke mindst EU’s egne ledere er enige om, at en valutaunion kun kan overleve i længden, hvis den i kraft af et substantielt fælles budget er i stand til i et vist omfang at udjævne forskelle mellem centret og periferien. Men det er politisk kontroversielt, hvis EU skal omfordele mellem Tyskland og Grækenland, sådan som Danmark omfordeler mellem Gentofte og Lolland. Integrationen i eurozonen kommer som mellemstatslige aftaler. Ingen nationale ledere tør sende de eksisterende integrationsplaner til folkeafstemning, hvor de formentlig vil blive nedstemt. Mere integration ad mellemstatslig vej uden folkelig opbakning vil øge mistilliden. Medlemslandene uden euroen frygter at blive klemt af en stærkere eurozone. Læs også dette essay af Harvard-professor Jeffry Frieden: ”Hvad kan eurozonen lære af den amerikanske valutaunion?”

3. Tyskland skal lære at være leder

Tyskland er i dag Europas reelle økonomiske og politiske kraftcenter, og kansler Merkel er EU’s reelle leder. Alle tyske politiske partier, bortset fra det nye AfD, accepterer, at Tyskland har et særligt ansvar for at arbejde for europæisk integration og ikke blot at arbejde for nationale interesser. Tyskland er både i forhold til EU og i relation til udenrigs- og sikkerhedspolitik på vej ind i lederrollen. Hvad angår militærkapacitet, er Tyskland fortsat langt efter både Frankrig og Storbritannien. Men den tyske regering ved godt, at man i de kommende år bliver nødt til at investere massivt i forbundshæren, hvis Tyskland skal tage sin del af ansvaret for Europas hårde sikkerhedspolitik. Det fremgår af den nye hvidbog om Tysklands sikkerheds- og forsvarspolitik, som udkom i juli i år.

4. Frankrigs svaghed svækker EU

Frankrigs og Tysklands tætte samarbejde er reelt motoren i EU. I mange år drev Frankrigs præsidenter, Giscard d’Estaing, Mitterrand og Chirac, samarbejdet fremad i politisk forstand, mens Tyskland tavst udskrev store checks. I 2016 har Frankrig i vidt omfang overladt ledelsen af EU til Tyskland. Frankrig selv befinder sig i en dyb politisk krise. Præsident François Hollande og alle andre etablerede franske politikere er historisk upopulære. Landet er stadig i undtagelsestilstand efter de seneste års terrorangreb. Ved præsidentvalget i april og maj 2017 står den Kreml-støttede EU-modstander Marine Le Pen til at vinde første runde af præsidentvalget med omkring 30 pct. af stemmerne. Selv om hun formentlig taber anden valgrunde til centrumhøjres kandidat, der ventes at blive enten tidligere udenrigsminister Alain Juppé eller tidligere præsident Nicolas Sarkozy, vil hun trække det franske samfund i en mere national og mindre europæisk retning.

5. Islam skaber polarisering i EU

Modstanden mod muslimsk indvandring i Europa stikker dybt over hele kontinentet. Store grupper af konservative katolikker, protestanter og ortodokse kristne, som hidtil har stemt på proeuropæiske centrumhøjrepartier, støtter i stigende grad nationalkonservative EU-modstandere. Angela Merkels bemærkning i efteråret 2015 om, at man selvfølgelig kunne klare den store bølge af indvandring – ”Wir schaffen das” – har sendt endnu flere blå vælgere den vej, mens partier som Front National og Dansk Folkeparti med sloganer om ”franskmændene først” og ” danskerne først” har trukket vælgergrupper fra venstreorienterede partier.

6. Europa har brug for ny vækst og mobilitet

Otte år efter finanskrisen halter det fortsat med at skabe vækst i Europa. Andelen af arbejdsløse er godt nok faldet fra 9,4 pct. i juni 2015 til 8,6 pct. i juni 2016. Men tallet dækker over en voldsom spredning. I Tyskland og Tjekkiet er kun 4,2 pct. af arbejdsstyrken uden job, mens tallene for Grækenland og Spanien er henholdsvis 23,5 pct. og 19,6 pct. EU’s fælles investeringsplan fra 2014 har til mål at kickstarte investeringer på over 2.300 milliarder kr. over tre år. Indtil videre er man ifølge Kommissionens beregninger nået op på investeringer på godt 850 milliarder kr. Disse projekter vil skabe titusinder af job i de kommende år, men det forslår ikke meget, når godt 21 millioner EU-borgere er uden job. Både EU, IMF og USA presser Tyskland for at gennemføre en finanspolitisk lempelse, der kan rette op på det store investeringsefterslæb inden for energi, uddannelse og offentlig infrastruktur, som også tyske eksperter påpeger at landet lider under. En solid tysk kickstart ville gavne hele EU.

7. Rusland – en omdiskuteret fjende

I EU-systemet er der stadigt voksende bekymring over den negative indflydelse, Vladimir Putins regime i Rusland har fået på det politiske sammenhold i EU. Mens EU-landene sammen med USA fastholder de strenge økonomiske sanktioner, man vedtog efter Putins krænkelser af den europæiske retsorden i Ukraine, har man store problemer med at imødegå den propagandaoffensiv, det russiske regime fører i Europa. Putins Rusland investerer kraftigt i en lang række propagandakanaler på engelsk og andre europæiske sprog, ligesom Putin både pengemæssigt, ideologisk og mediemæssigt støtter alle de politiske kræfter i EU-landene, som modarbejder EU. Det er nu gået op for EU og NATO, at det kan få fatale politiske konsekvenser, hvis ikke man forsvarer sig i denne propagandakrig med Rusland. Spørgsmålet er, om modpropagandaen nogensinde kan vinde.