Så begyndte mudderkastningen

Claus Kragh

I mediekredse har man længe spekuleret over, hvornår der ville dukke en rigtig stinker op i valgkampen. Det skete onsdag aften kl. 22.04, da BT.dk offentliggjorde en historie om, at Socialdemokratiets formand uretmæssigt har sparet et sted mellem 116.000 og 152.000 kr. i skat i perioden 2000-2005. Besparelsen er angiveligt sket ved, at hun uretmæssigt har brugt sin ægtefælles fradrag, som han ikke udnyttede, da han var skattepligtig i udlandet.

B.T. oplyser i sin dækning, der fylder syv sider, at Helle Thorning Schmidt ikke har gjort noget ulovligt. På lederplads betegner B.T. alligevel sagen som en ”bombe”. Begge avisens chefredaktører afviser, at avisen selv har timet historien til offentliggørelse en uge før valget torsdag i næste.

Nyheden fra B.T. fik torsdag formiddag statsminister Lars Løkke Rasmussen til at bebude en undersøgelse af, hvordan det er gået til, at B.T. uretmæssigt har fået adgang til de personfølsomme oplysninger fra SKAT. Umiddelbart efter meddelte Skatteministeriet, at man har bedt politiet undersøge, hvordan oplysningerne om Thornings personlige skatteforhold er sluppet ud. Helle Thorning Schmidt siger selv i en kort kommentar, at hun ikke har noget udestående med SKAT.

Offentliggørelsen af Thorning-Schmidts personlige skatteforhold er et udtryk for, at valgkampen nu går ind i den beskidte fase, hvor man forsøger at ramme statsministerkandidaterne på deres personlige troværdighed.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen fik en tur i den samme maskine, da SFs folketingsmedlem Jonas Dahl tidligere på ugen harcelerede over, at statsministeren lørdag aften aflyste deltagelse i en officiel Venstre-valgfest, hvorefter han gik til et privat arrangement i Tivoli. Statsministeren oplyste efterfølgende, at han ikke ville optræde ved en mediedækket begivenhed med fest og farver på en dag, hvor en dansk soldat var blevet dræbt og fire andre såret i Afghanistan.

De to sager viser, at der er kræfter i både rød og blå blok, som med slag under bæltestedet forsøger at vinde tvivlere over til deres parti i valgkampens sidste beskidte fase. Det ville klæde både B.T.s og Ekstra Bladets ejere i Berlingske Media og JP/Politikens Hus at indskærpe over for redaktionsledelserne, at store ord om uafhængig journalistik ikke blot bør findes i redaktørernes festtaler men også respekteres i dagene frem mod det valg, der er omdrejningspunktet i en velfungerende demokratisk retsstat.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu