Annonce

Så gik der Facebook i Christiansborg

9. april 2010 kl. 11.00

Venstres nu forhenværende kommunikationsmedarbejder Ditte Okman vil nok ønske, at hun havde talt til ti, før hun på sin velbesøgte Facebook-profil kaldte en Christiansborg-medarbejder “en fucked up medicineret psykisk syg dame”, der “hæmningsløst hælder ud af sit triste lorteliv.”

Udtalelserne satte gang i en mediestorm, der ikke alene har udløst en fyreseddel til Okman, men også rejst en større folketingsdebat. Holger K. Nielsen (SF) har opfordret til, at sagen behandles i Folketingets Præsidium, mens Karen Hækkerup (S) har bedt statsministeren forholde sig offentligt til sin medarbejders udtalelser.

Okmans udgydelser er bestemt i en liga helt for sig selv. Hun har bl.a. kaldt regionsformand Vibeke Storm Rasmussen for “ond og magtsyg” (foruden “fed, rig og svinsk”) og solidariseret sig med de voldsmænd, der sidste år overfaldt TV2-journalist Niels Brinck.

Dagsordensætter

Forstør

Hits i danske medier fra 30. marts til og med 9. April

Kilde: Infomedia.

Alligevel kan det undre, at en vaskeægte hjemlig Facebook-skandale lod vente så længe på sig. Med over 2,2 millioner danske brugerprofiler har Facebook nu et større publikum end X-faktor. Og den radikalt anderledes omgangsform og debatkultur på de sociale medieplatforme er dømt til at støde sammen med normerne i den “gamle” medieoffentlighed.

Okman-sagen rejser et vigtigt og principielt spørgsmål om, hvor grænserne går mellem det offentlige og det private rum i den digitale tidsalder.

Venstres Pressetjeneste og Berlingske Media har nu påbudt deres medarbejdere at udvise loyalitet over for deres arbejdsplads, også når de færdes som privatpersoner i den virtuelle verden.

Dermed var det i denne omgang de gamle medier, der gik af med sejren. Og det er givetvis sundt for store dele af Face­book-generationen blandt kommunikations- og pressemedarbejdere at få en grundlektion i takt og tone.

Men det gamle mediesamfunds aktører kan ikke i længden beholde deres monopol på at definere grænserne og spillereglerne for det offentlige rum. De sociale medier vil uundgåeligt komme til at flytte grænserne mellem offentligheden og privatsfæren, og de vil præge kommunikations- og debatkultur i et omfang, der også tvinger de gamle medier til adfærdsændringer.

Okman-sagen bliver ikke det sidste clash of civilizations.

Annonce
Mandag Morgen logo

Læs mindre - forstå mere

  • ChefredaktørAndreas Baumann
  • Adm DirektørAnne Marie Kindberg
  • CFOAnders Jørning
  • Ansv. ChefredaktørJakob Nielsen
  • Kommerciel direktørMichael Thomsen
  • Formand og udgiverRasmus Nielsen
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 93 93 23mm@mm.dkCVR nr.: 38253395

Mandag Morgen leveres af Mandag Morgen ApS, der ejes af Alrow Media ApS.

Copyright © Mandag Morgen, 2026