2011 blev paradoksernes valg. Trods et historisk dårligt valgresultat for Socialdemokratiet er vejen nu alligevel beredt for, at Helle Thorning-Schmidt kan skrive et nyt kapitel i historiebøgerne som Danmarks første kvindelige statsminister. Hun har tabt meget terræn i valgkampen, men vinder alligevel magtkampen mod Lars Løkke Rasmussen. Alle de store partier i dansk politik er ramt af vælgernes mistillid og er gået tilbage, men takket være de små fleksible og frie partiers fremmarch kan Helle Thorning alligevel overtage regeringsmagten.

Den radikale dronning, Margrethe Vestager, og Enhedslistens himmelstormer, Johanne Schmidt-Nielsen, har med en skarp og offensiv valgkamp lavet en succesrig knibtangsmanøvre og betaget vælgerne undervejs. Mændenes førstefødselsret til magten bliver nu afløst af et kvindeligt "triumvirat" med SF´s Villy Søvndal som pragmatisk og håbefuld bisidder. SF´erne led et overraskende stort mandattab i valgkampen, men det overskygges af den historiske sejr for deres langsigtede strategiske projekt med at komme i regering. De indre spændinger i den nye regeringskoalition – hvor det nye brede socialdemokrati S-SF udgør kernen – vil være betydelige i den økonomiske politik, og de kan forstærkes allerede i de første 100 dage af den globale finanskrises barske realiteter, hvor nye bankkrak og spekulationsbølger er på vej. Men på alle de bløde områder fra velfærden, sundheden, uddannelserne og klimaet vil de kvindelige værdier fra den radikale midte af dansk politik til den yderste venstrefløj kunne etablere et nyt politisk-ideologiske overherredømme. Moder stat og dens mange velfærdsforpligtelser vil vokse, og den trængte fagbevægelse vil vejre morgenluft og søge magten i treparten.

Den blå og borgerlige opposition vil efter bedste evne søge at splitte den nye røde og magenta-farvede koalition med stikpunktsaktioner på det økonomiske område, i skattepolitikken, i udlændingepolitikken og på arbejdsmarkedsområdet.  Men de indre spændinger i den borgerlige lejr kan samtidig vokse nu, hvor Liberal Alliances skatterebeller har bidt sig fast som et parti, man også må tage seriøst, og Lars Barfoed og hans partifæller vil mærke presset på de konservative kerneområder. Skal Barfoed søge mod den velfærdskonservative moderate midte, når Samuelsen erobrer det unge liberale erhvervssegment, eller skal han indlede en kappestrid med de liberale, som han i skarphed og konsekvens får svært ved at vinde? Bag det hele lurer en konservativ eksistens- og identitetskrise, som kan svække oppositionens muligheder for at optræde som en samlet blok. Efter halveringen af partiet til at blive Folketingets mindste parti er mange sikkert kommet i tvivl, om Lars Barfoed kan genrejse partiet.

Også Lars Løkke Rasmussen må konstatere, at valget var en sejr midt i nederlagets stund. Han har tabt regeringsmagten og statsministerposten, men efter en kraftanstrengelse i valgkampens slutspurt har Venstre vundet sejren om at blive det største parti. Lars Løkke har efter sin stærke valgkamp konsolideret sin position som Venstres formand, og han præsterede endog at skaffe partiet et bedre resultat end Anders Fogh Rasmussen gjorde ved sidste valg. Løkke må nu håbe og drømme om et comeback, hvis den nye regeringskoalition bryder sammen under Enhedslistens radikalisme og utålmodighed. Han må nu overdrage regeringsnøglerne til Helle Thorning-Schmidt.

Den pris, som Helle Thorning-Schmidt skal betale for at regere, er blevet hævet, fordi De Radikale og Enhedslisten står styrket på bekostning af både S og SF. Hendes udfordring som ny statsminister bliver at samle de fire partiers kræfter om et stærkt regeringsgrundlag, herunder om en offensiv vækststrategi, der trække Danmark ud af den dybe økonomiske krise. Det bliver en ekstraordinært krævende opgave, fordi den globale turbulens og uro ser ud til at vokse i de kommende måneder. Men uden øget og mere bæredygtig vækst kan den nye regering ikke finansiere de stigende velfærdsforventninger blandt vælgerne, og uden en langt mere markant offensiv klimastrategi bliver det svært at holde Enhedslisten og SF på dydens smalle sti. Fra Vestager til den yderste venstrefløj er der dog udbredt tilfredshed med, at Dansk Folkeparti efter 10 år som magtformende parti igen er marginaliseret i dansk politik. Og frygten for, at DF´erne igen skal få et afgørende ord at skulle have sagt, kan i lang tid fremover udgøre en disciplinerende faktor, der vil få såvel De Radikale som Enhedslisten til at strække sig langt i arbejdet med finde kompromisser.

Opgaven er nu at forlige de mange forskellige interesser - og herunder efter alt at dømme også at gennemføre den efterlønsreform, som De Radikale står bag, og der er et parlamentarisk flertal for. For Helle Thorning-Schmidt vil det være en høj pris, men den økonomiske gevinst på ansvarlighedens alter vil være endnu større, og det kan konsolidere hendes position som regeringsleder. Forstår den socialdemokratiske leder at navigere uden om de værste skær i den proces og samle de fire partier om en fælles strategi for langsigtede reformer i Danmark, må Lars Løkke Rasmussen berede sig på flere år i opposition.