Regeringens finanslovsudspil er ikke en offensiv opskrift på vækst, en garanti for øget jobskabelse i Danmark eller et opsigtsvækkende bud på nytænkning af det danske velfærdssamfund. Det offentlige forbrug holdes i meget stramme tøjler, men forslaget markerer ikke et klart kursskifte for Danmark, som regeringen påstår.

Finanslovsforslaget er pakket ind i for høje forventninger til væksten, der får svært ved at overleve virkelighedstesten i den turbulente globale og europæiske økonomi. De seneste måneder er de internationale prognoser og forbrugertilliden raslet ned, mens pessimismen og usikkerhedsmomenterne er øget. I andet kvartal af 2012 skrumpede dansk økonomi med 0,5 pct., og det private forbrug faldt. Det er politisk opportunt at håbe på lidt mere medvind på cykelstierne i Danmark, for det øger alt andet lige regeringens råderum til at give indrømmelser i forhandlingsslutspurten hen over efteråret. Men støtter man sig til prognoser fra EU-Kommissionen og IMF, ser fremtiden knap så lyserød ud, som regeringen foregiver.

Nærlæser man Økonomi- og Indenrigsministeriets økonomiske redegørelse, står det klart, at embedsværkets regnedrenge udmærket ved, hvor skoen trykker: “Vækstudsigterne er forbundet med ekstraordinær stor usikkerhed, som især går i negativ retning.” Europas økonomi ser ud til at stagnere, selv om Den Europæiske Centralbank har involveret sig i en historisk stor likviditetsudpumpning, og renteniveauet er rekordlavt. Vi befinder os i en negativ vækstspiral, hvor forbrugerne tøver, mens regeringerne strammer finanspolitikken, og bankerne holder igen med udlånene til virksomhederne.

En række europæiske lande er for tiden ved at sænke deres forventninger til fremtidens vækst, men den danske regering svømmer håbefuldt imod strømmen og opskriver vækstprognosen til 0,9 pct. i år og 1,7 pct. næste år. Det overlever næppe den økonomiske virkelighedstest. Men regeringen har brug for de opskruede tal, så det bliver lettere at få forhandlingsparterne til at sluge de stramninger i de offentlige budgetter, regeringen i realiteten lægger op til.

Uimodståelig stramhed

Politisk giver det rigtig god mening for regeringen at fremlægge et stramt finanslovsforslag. Med en offentlig udgiftsvækst på kun 0,1 pct. i 2013 har S-R-SF de facto omfavnet det kursskifte og opgør med Fogh-årenes letsindige velfærdsfest, som allerede den sene Løkke-regering tog fat på. Venstrefløjens advarsler under valgkampen om en forestående velfærdsmassakre er nu afløst af en økonomisk ansvarlighed og strammerrealisme, som højrefløjen får svært ved at modstå.

De borgerlige roser til finansminister Bjarne Corydon var da også betydelige i sidste uge. De borgerlige er bragt i et politisk dilemma, som de får svært ved at vikle sig ud af, uanset hvor meget Lars Løkke Rasmussen drømmer om at komme tilbage til Statsministeriet. Et nej til regeringens finanslovsudspil kan for vælgerne komme til at se ud som useriøst og taktisk valgfnidder. Skal der være nogen sammenhæng mellem, hvad de borgerlige partier sagde før valget, og hvad de siger nu, bør de kunne stemme for finansloven i sidste ende – med de små, forventelige ændringsforslag, som regeringen er villig til at give forligspartierne. En stram finanslov burde være en borgerlig mærkesag, og regeringens forslag ligger givet meget tæt op ad, hvad embedsmændene ville have designet til en Løkke-regering.

Det fremgår af regeringens økonomiske redegørelse, at det offentlige forbrug og de offentlige investeringer næste år ligefrem reduceres med 0,75 procentpoint målt i forhold til bruttonationalproduktet. Da det offentlige budget­underskud samtidig halveres og når helt ned på 1,9 pct. af BNP, så bringer finanslovsforslaget Danmark tilbage i folden som et af EUs dydsmønstre. Det er positivt, at man dermed kan fastholde Danmarks status som en sikker havn i det turbulente globale finanshav, så valuta flyder ind i landet i stedet for at flygte. Men fremadrettet er det afgørende, at man ikke bare søger at spare sig til vækst, men faktisk investerer offensivt i at skabe et mere solidt vækstfundament.

Kickstart I og II batter ikke

Akilleshælen i regeringens strategi er, at man stadig ikke har fundet et holdbart og stærkt svar på, hvordan man sætter gang i væksten og på bæredygtig vis får øget beskæftigelsen i det danske samfund. Det er Enhedslistens krav for at stemme for Finansloven, at der findes en løsning for de tusinder, der falder ud af dagpengesystemet ved årsskiftet, og at man med Johanne Schmidt-Nielsens ord ikke bare laver “hokus-pokus-arbejdspladser, der opstår i Finansministeriets regnemaskine”. Det sidste er der en alvorlig risiko for, og den stramme finanslov løser næppe udfordringen. Trods ungepakke, flere videnpiloter, nogle ekstra universitetsbyggerier, ekstra millioner til jobrotation og lidt perifer snak om nye dimittend-partnerskaber.

[quote align="right" author=""]Det er ærgerligt, at man i forbindelse med dette års finanslov – regeringens første samlede finanslov – ikke har givet et stærkt bud på, hvordan man med en bred palette af initiativer får accelereret omstillingen af Danmark fra den fossile brændstoføkonomi til en mere bæredygtig økonomi[/quote]

Sandheden er, at regeringen foreløbig ikke har noget at prale af på jobsiden. Efter næsten et år ved magten har S-R-SF ikke givet dansk økonomi nogen kickstart, væksten har været for sølle, og arbejdsløsheden er steget. Sandheden er stadig, at den radikale Marianne Jelved havde ret, da hun for nogle uger siden sagde, at kickstarten ikke har båret frugt. Regnedrengene i Finansministeriet har dog forsøgt at sandsynliggøre, at de finanspolitiske initiativer og øgede offentlige investeringer i 2013 vil give et positivt bidrag til væksten og beskæftigelsen.

Regeringen har sat nogle ekstra milliarder af til offentlige investeringer næste år, så måske opnår man nogle af de kickstart-resultater, som sidste års “slowstart” ikke leverede. Men der er flere risici i horisonten. De offentlige investeringer, løsslupne efterlønsmilliarder og regeringens nye investeringsvindue er med til at dulme nerverne, men skaber ikke et solidt vækstfundament for dansk økonomi. Økonomien balancerer konstant på randen af et nervøst sammenbrud og en ny recession, og der er samtidig øget risiko for en afmatning i den livsnødvendige eksport, og det kan føre til endnu flere fyringer i den private sektor og nulstille de positive effekter af regeringens initiativer.

Corydons taktiske finesse

Det fremgår af Økonomisk Redegørelse, at der er kommet 11.000 færre ansatte i den offentlige sektor i det forløbne år, og frem mod slutningen af året venter man desuden en “yderligere moderat stigning i ledigheden som følge af en afdæmpet økonomisk aktivitet omkring midten af året”. Indkomstoverførslerne stiger næste år, og nettoledigheden – hvor tallene er renset for aktiveringsordningerne – ventes at stige med 8.000.

Det er som en rød klud i hovedet på Enhedslisten, der sikkert vil kræve yderligere jobskabelsesinitiativer og nogle dagpengeindrømmelser, hvis partiet skal stemme for finansloven. Det kan regeringen få brug for, da Venstre på forhånd har sat valgtaktikken over hensynet til landets økonomi med trusler om at ville stemme imod.

Og det er den taktiske finesse i det hele. Ved at fremlægge et så ekstraordinært stramt finanslovsforslag kan regeringen på den ene side indynde sig hos de borgerlige vælgere, og på den anden side har Bjarne Corydon fået plads til at give betydelige indrømmelser til Enhedslisten uden at sætte den samlede økonomiske ansvarlighed over styr. Regeringen står over for en vanskelig balanceakt i de kommende måneder, men med det stramme finanslovsudspil har den faktisk rigtig gode muligheder for at navigere uden om de farlige skær i efterårets politiske farvand.

Bæredygtighed som ny vækstmotor

Men hæver man sig op over disse taktiske spil og de små økonomiske finjusteringer, som regeringen lægger op til, tegner der sig desværre et billede af et land, der stadig befinder sig i en dyb vækstkrise. Regeringen må snart komme med en mere offensiv opskrift på, hvordan Danmark bryder krisemuren – gennem øget innovation, nye, intelligente erhvervsinvesteringer og en mere målrettet satsning på at udvikle danske eksportløsninger til de nye, globale vækstmarkeder.

Det er ærgerligt, at man i forbindelse med dette års finanslov – regeringens første samlede finanslov – ikke har givet et stærkt bud på, hvordan man med en bred palette af initiativer får accelereret omstillingen af Danmark fra den fossile brændstoføkonomi til en mere bæredygtig økonomi. Hvis Danmark tager teten inden for clean tech og klimavenlige løsninger på de store, globale klimaudfordringer, kan vi blive et testland og et eksperimentarium for en ny, bæredygtig vækstmodel. Der er enorme markedspotentialer i at blive frontløber i denne omstilling, og landets finanslov er en fremragende anledning til at tænke bæredygtigheden med ind i regnestykkerne.

Det er galt nok, at finanslovsforslaget ikke engang lever op til regeringsgrundlagets løfte om, at S-R-SF ville tænke bæredygtighedsmål ind i alle politiske initiativer. Men endnu værre er det, at regeringen forspilder chancen for at udstikke en ny, bæredygtig vækstretning for Danmark. I stedet vælger man at knytte sig tæt til den traditionelle økonomiske mainstream. Lidt mere uddannelse og flere penge til forskning er ikke nogen garanti for, at Danmark tager et stort spring fremad i udviklingen af en bæredygtig, økonomisk vækstmodel.

I stedet for at smøre endnu flere milliarder ud til overførselsindkomster og dagpengelappeløsninger og lave nogle småjusteringer i erhvervsstøtten skal man til at tænke helt ud af boksen. På samme måde må erhvervslivets organisationer holde op med at klynke over små fedtafgiter, forureningsafgifter og lidt højere lønsumsafgifter, og i stedet begynde at komme med mere offensive svar på, hvordan Danmark kan blive verdens mest bæredygtige økonomi.

De gammeldags vækstopskrifter og modeller er ved at være nedslidte. Danmark risikerer en langvarig, japansk syge med årtiers lavvækst og fortsatte opstramninger, hvis ikke snart alle beslutningstagere – fra Christiansborg til erhvervsorganisationerne og fagbevægelsen – indser, at den bedste vej til et stærkere Danmark og en solid økonomi går over offensive investeringer i et langt mere bæredygtigt Danmark. På det punkt lader regeringens finanslovsforslag meget tilbage at ønske.