Med universitetsreformen i 2003 lagde den daværende VK-regering op til, at landets universiteter skulle tjene flere penge på deres forskning og arbejde tættere sammen med erhvervslivet. Men det har været så som så med universiteternes forretningstalent.

10 år efter reformen står det klart, at det ikke er lykkedes universiteterne at omsætte deres viden til den overskudsforretning, som reformen lagde op til. Tværtimod har kommercialiseringen af forskernes arbejde foreløbig kostet universiteterne 29 millioner kr.

Og vender man blikket mod universiteternes samarbejde med virksomhederne, går det ganske vist bedre end nogensinde, men den relative succes hviler på spredte initiativer uden nogen overordnet strategi. Erhvervssamarbejdet er først kommet på den strategiske dagsorden i universiteternes bestyrelser og rektorater inden for de sidste par år.

På nogle punkter har initiativerne givet pote. Antallet af erhvervs-ph.d.er er steget fra 64 i 2003 til 127 i 2011, og samme år indberettede universiteterne 293 opfindelser og fik udstedt 38 patenter, hvor det tilbage i 2003 kun var hhv. 141 og 6. 

Men universiteterne har ikke formået at omsætte den nye viden til kolde kontanter. Siden 2004 har de for eksempel brugt over 205 millioner kr. på at kommercialisere forskningsresultater, som de kun har tjent 176 millioner kr. på. Og når det gælder arbejdet med at starte nye virksomheder, er resultaterne heller ikke imponerende. I 2011 blev det kun til 6 såkaldte spinout-virksomheder mod 4 i 2003. Se figur 2.

Bjarne Lundager Jensen mener, at universiteterne har lært af de seneste års dyrekøbte erfaringer:
”Universiteterne har haft helt urealistiske forventninger til, hvad de kunne få ud af at sælge licenser og patenter. Det har kostet mange dyre lærepenge at finde ud af, at universiteternes spidskompetence er at producere viden, mens det er op til erhvervslivet at skabe en god forretning ved at kommercialisere og sælge den,” siger han.

Tanken om at kommercialisere universiteterne blev understreget med etableringen af de professionelle bestyrelser, der fik deltagelse af tunge erhvervsprofiler som Michael Christiansen, Sten Scheibye, Anders Eldrup og Peter Gæmelke. I kølvandet på reformen fulgte flere tiltag for at nyttiggøre universiteternes forskning for omverdenen.

Højteknologifonden og Det Strategiske Forskningsråd så dagens lys, og de frie forskningsbudgetter måtte se sig beskåret til fordel for strategiske forskningsinitiativer, der var målrettet samfundets og erhvervslivets behov. Indsatsen blev ledsaget af massive investeringer i form af Globaliseringspuljen, der med et budget på 43 milliarder kr. havde til formål at gøre Danmark til ”verdens mest konkurrencedygtige nation”.

I dag, 10 år senere, er der mere samarbejde mellem universiteterne og danske virksomheder end nogensinde, men millionunderskuddet og problemerne med at fremme innovationen i de små og mellemstore virksomheder viser, at der stadig er store uløste udfordringer.

”Der er flere eksempler på, at universiteter og virksomheder er kommet op at skændes om, hvem der har rettigheder til hvad. De signaler, som universiteterne har sendt ved at agere som selvstændige virksomheder, har uden tvivl skræmt potentielle erhvervspartnere væk. Nu er vi heldigvis nået til et punkt, hvor der er sund besindelse fra begge sider og et ønske om at afkommercialisere universiteterne, så de kan fokusere på det, de er gode til,” siger Bjarne Lund-ager Jensen.

Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI, bekræfter, at det stikker en kæp i hjulet på erhvervssamarbejder med især de små og mellemstore virksomheder, når universiteter opfører sig som kommercielle virksomheder. Konkret har man stået med sager, hvor virksomheder er blevet underbudt af universiteter på sager, som de ellers har haft et samarbejde om.

”Den slags historier gør selvfølgelig, at nogle bliver bange for at dele ud af deres knowhow. Hvis man virkelig vil erhvervssamarbejder, er der brug for at sætte spørgsmålstegn ved, hvor tæt universiteterne i virkeligheden skal være på erhvervslivet. Virksomheder kan få meget ud af erhvervs-ph.d.er og GTS-samarbejder, men det er svært at få øje på, hvordan universiteternes egen kommercialisering kan gøre nytte i erhvervslivet,” siger Henrik Graver, direktør for FRI.

Behov for en mentalitetsændring

Problemerne er dog ikke løst ved at afkommercialisere universiteterne. Samarbejdet skal også organiseres bedre.

Nogle universiteter har givet dekanerne ansvaret for kontakten mellem deres fakultet og erhvervslivet, mens andre har valgt at belønne forskerne med flere offentlige forskningsmidler, jo flere penge de skaffer fra private virksomheder og fonde.

En analyse fra Reg Lab viser, at indsatsen indtil videre har varieret meget fra universitet til universitet. Det kommer også til udtryk i universiteternes toårige udviklingskontrakter med Uddannelsesministeriet. Mens nogle universiteter arbejder med løse formuleringer, har andre opstillet klare mål for antallet af samarbejdskontrakter, spinout-virksomheder og erhvervs-ph.d.er. Langt de fleste universiteter har dog opprioriteret erhvervssamarbejdet de seneste år. Det er et godt tegn, mener sekretariatschef hos Reg Lab, Merete Daniel Nielsen.

”Det er en stor kulturændring, som universiteterne skal igennem. Ingen er endnu der, hvor de burde være, men det vil hjælpe, at flere nu har sat sig for at målrette indsatsen,” siger hun.

Men universiteterne skal også tænke samarbejdet fundamentalt anderledes, end de gør i dag, mener Merete Daniel Nielsen.

”Det nytter ikke at have en strategi, hvis kulturen og incitamenterne peger i en anden retning. Der er brug for at finde ud af, hvilke ordninger der virker, og om universiteterne har de rette redskaber til rådighed. Samtidig skal der skabes en ny retorik omkring det at samarbejde med erhvervslivet, der betoner iværksætteri og vigtigheden af at give dimittenderne de rette kompetencer,” siger hun.

På landets universiteter er man godt klar over, at der er behov for at nytænke samarbejdet med erhvervslivet, viser en rundringning, som Mandag Morgen har lavet til de otte universiteter. Flere steder arbejder man derfor på nye overordnede strategier, som skal styrke samarbejdet.

Det gælder bl.a. på Københavns Universitet, der ganske vist har oplevet en markant vækst i antallet af erhvervssamarbejder fra 227 i 1998 til knap 900 i 2009, men kunne udnytte sit potentiale for at styrke dansk erhvervsliv endnu bedre.

Universitetet klarer sig nemlig knap så godt, når det gælder patenter, spinout-virksomheder og kommercialisering. Universitetet taber penge på sin kommercialiseringsindsats, og mens der i 2011 blev indberettet 58 opfindelser og 12 patentansøgninger, blev der kun udstedt 3 patenter. Hverken i 2009, 2010 eller 2011 er der registreret nogen spinout-virksomheder.

Universitetet har taget konsekvensen og udviklet en erhvervsstrategi, der skal styrke samarbejdet mellem de studerende, forskerne og erhvervslivet på seks forskellige områder. Dertil kommer initiativet Copenhagen Spin-outs, der skal sørge for at få antallet af spinout-virksomheder op på 2-3 om året. 

”Vi har været igennem en enorm omvæltning i forhold til at finde ud af, hvordan vi skulle interagere med erhvervslivet. Vi må også konstatere, at flere initiativer ikke har ført til en tilstrækkelig videnoverførsel, og dermed er der brug for at anlægge en mere strategisk tilgang til indsatsen, der tidligere har været meget decentral,” siger prorektor Thomas Bjørnholm. 

Af universitetets udviklingskontrakt fremgår det, at andelen af midler fra private virksomheder og fonde skal stige med 5 pct. om året frem mod 2015. Derudover vil universitetet øge praktik- og specialesamarbejdet, og man har ansat prodekaner, der skal styrke myndigheds- og erhvervssamarbejdet, og en erhvervskoordinator, der skal arbejde med at sætte forskere og virksomheder i forbindelse med hinanden.

Universitetet indgår i strategiske samarbejder med store danske virksomheder som Novo Nordisk og Mærsk, mens det kniber med at få fat i SMV’erne. Her har universitetet brug for, at GTS-institutterne i højere grad kan agere mellemmand:

”Der er ikke ressourcer til, at vi kan rende rundt og sparke døren ind på landets virksomheder, så her er vi afhængige af, at der er en god infrastruktur, der kan spotte og koble fælles projekter og interesser,” siger Thomas Bjørnholm.  

Opgør med fakturatankegangen

På Aarhus Universitet lægger en gruppe af dekaner og prodekaner i disse måneder sidste hånd på en ny såkaldt omverdensstrategi. Strategien bygger videre på det arbejde, som i forvejen udføres af universitetets innovations- og entreprenørcenter og initiativet AU Viden. Førstnævnte har til opgave at styrke samarbejdet med især de små og mellemstore virksomheder, og sidstnævnte har siden 2011 haft ansvar for at styrke universitetets samarbejde med den private og offentlige sektor.

Meget tyder på, at de hidtidige anstrengelser har båret frugt. I 2010 hentede Aarhus Universitet 371,3 millioner kr. til forskning fra private virksomheder og fonde. I 2007 lød beløbet på 288,5 millioner kr. Det er en stigning på 82,8 millioner kr., hvilket svarer til 19 pct. I samme periode øgede landets øvrige universiteter i gennemsnit omsætningen med 8 pct.

Hvis universitetet skal gøre det endnu bedre, kræver det en ny indstilling i både rektoratet og forskerkontorerne, forklarer Allan Flyvbjerg. Han er dekan for Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet og sidder for bordenden, når universitetets nye strategi diskuteres. Og ifølge Allan Flyvbjerg kæmper Aarhus Universitet stadig med en kultur, hvor det absolut ikke står øverst på dagsordenen at udveksle viden med resten af samfundet.

”Vi har en tendens til at tænke, at forskning er det fineste, derefter følger undervisning og talentudvikling, mens vidensudveksling bliver betragtet som et ekstra lag, der ikke er så vigtigt igen. Mange opfatter det som noget, de administrative chefer har fundet på, og ikke som en del af universitetets dna,” siger Allan Flyvbjerg.

Han understreger, at der er brug for en kulturændring, hvis universitetet skal blive bedre til at inddrage erhvervslivet. Derfor arbejder han og de andre dekaner på konkrete tiltag, der skal få forskere og studerende til at åbne sig mere mod omverdenen. I den henseende er det altafgørende at tage et opgør med universitetsreformens motto ”fra tanke til faktura”, mener han. Ellers stirrer man sig blind på antallet af samarbejder og på at gøre alting op i kroner og øre.

Aarhus Universitet vil i stedet gå mere holistisk til værks, så det ikke kun er forskning, der giver udslag i årsregnskabet:

”I stedet for ”fra tanke til faktura” vil vi hellere tænke ”fra viden til velfærd”. Som universitet skal vi ikke kun skabe økonomisk værdi, men også bidrage til at danne og styrke samfundet generelt,” siger Allan Flyvbjerg. Det er svært at måle, erkender han, men det er afgørende at vise, at universiteter ikke kun er til for virksomheder og myndigheder, men også for borgerne og samfundet som helhed.

”Vi arbejder på metoder, der skal gøre det muligt at måle samfundsansvar. Det er ikke sådan ligetil, men der er ingen grund til at vente med at gå i gang, til vi har styr på måleredskaberne. De må komme bagefter,” siger Allan Flyvbjerg.  

Fra person til institution

Aalborg Universitet arbejder også på en ny strategi. I 2010 havde nordjyderne 391 forskningsaftaler med virksomheder, og dermed er Aalborg Universitet landets næstbedste på området – kun overgået af DTU.

Men ligesom på landets øvrige universiteter bliver mere end 9 ud af 10 aftaler indgået mellem en enkelt forsker eller forskerenhed og den pågældende virksomhed. Og ligesom for alle andre universiteter er det oftest virksomhederne, der tager initiativet. Den seneste undersøgelse af universiteternes samarbejde med private virksomheder viser, at det var tilfældet i 86 pct. af tilfældene i 2011.

Det er et problem, fordi virksomhederne ikke nødvendigvis ved, hvilke muligheder de har. Og den anden vej rundt er det også problematisk, fordi fordelingen tyder på, at universiteterne ikke udnytter de muligheder, der er for at arbejde sammen med virksomhederne.

Af samme grund vil Aalborg Universitet fokusere på at få samarbejdet flyttet fra person- til institutionsniveau, så aftalerne bliver indgået mellem universitetet og virksomheden og ikke mellem forskeren og afdelingslederen. Universitetet vil kortlægge, hvilke projekter forskerne er i gang med, og hvilke projekter de planlægger at gå i gang med, og på den baggrund rette henvendelse til relevante virksomheder, der kunne have glæde af forskernes arbejde.

Derudover vil universitetet udvide den matchmaking-strategi, der i dag sikrer, at forskere og studerende kommer ud til erhvervslivet, og at interesserede virksomheder får kontakt til de rigtige medarbejdere, når de henvender sig. For at skubbe ekstra på belønner ledelsen medarbejdere med økonomiske bonusser og flere offentlige forskningspenge, jo flere penge de hiver hjem udefra.

I sin udviklingskontrakt har Aalborg Universitet samtidig forpligtet sig til, at mindst 40 pct. af de studerendes bachelorprojekter, masteropgaver og specialer skal laves i samarbejde med erhvervslivet eller andre eksterne partnere. Det er alt sammen et led i en strategi for at knytte endnu tættere bånd til erhvervslivet, forklarer Niels Maarbjerg Olesen, direktør på Det Teknisk-Naturvidenskabelige Fakultet.

”Det er en prioritet for os, at både vores medarbejdere og studerende kommer ud i verden. Jeg tror, mange studerende kender det, at de skriver en opgave, afleverer den til underviser og censor, får en karakter, og så bliver den ellers arkiveret lodret og aldrig læst igen. Det vil vi gøre noget ved. De studerendes arbejde og viden skal bruges, ligesom forskernes skal det. Vores viden skal ud i verden,” siger Niels Maarbjerg Olesen.

Med Storbritannien som forbillede

Initiativerne fra både København, Aarhus og Aalborg viser, at de danske universiteter er godt i gang med at erstatte ”fra tanke til faktura”-doktrinen og det kommercielle fokus på patenter med en mere holistisk og bredspektret tilgang til at samarbejde med omverdenen.

Merete Daniel Nielsen fra Reg Lab bifalder udviklingen og det forhold, at den ikke er dikteret af politikere, men udvikles i samspil mellem universiteter og erhvervsliv. Hun efterlyser dog samtidig, at man fra politisk side gør mere for at hjælpe universiteterne på rette vej. Det handler ikke om at give flere penge, men om at sikre, at de rette incitamenter og mål er til stede.”

Mange forskere forstår godt, at det er vigtigt at nærme sig erhvervslivet, men når deres meritter stadigvæk primært tælles i peer reviews, er det naturligvis ikke den opgave, der kommer først i køen,” siger Merete Daniel Nielsen.

Der er inspiration at hente i måden, som man griber udfordringen an på i Storbritannien. Briterne har siden 1990’erne målrettet særlige midler til at styrke universiteternes samarbejde med omverdenen, og det har givet gevinst på bundlinjen. Se figur 5.

[graph title="En god forretning" caption="Figur 5  " align="right" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/02/31bcc-is_fig05.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/24ca2-is_fig05.png" text="De britiske universiteter er gode til at tjene penge på at samarbejde med omverdenen. I 2010 blev det til en indtægt på over 21,5 milliarder kr."]Kilde: Higer Education Founding Council for England. [/graph]

I modsætning til Danmark, hvor universiteterne modtager støtte pr. studerende gennem taxametersystemet, modtager størstedelen af de britiske universiteter støtte via bloktilskud, der uddeles af Higher Education Funding Council for England, også kaldet HEFCE. Fonden, der årligt fordeler omkring 5 milliarder pund på 100 forskellige universiteter, skelner mellem, om midlerne gives til forskning, undervisning eller vidensudveksling.

Ud af det samlede budget gives der omkring 150 millioner pund til aktiviteter, der kan styrke relationerne mellem universiteterne og omverdenen. Det beløb, som det enkelte universitet modtager, afhænger af, hvor godt det  tiltrækker investeringer udefra, og om der kan redegøres for en overbevisende strategi på området. Samtidig måles indsatsen løbende ved brug af en detaljeret survey, der undersøger interaktionen mellem universiteterne og omverdenen ud fra en lang række parametre. Det dækker alt fra tilstedeværelsen af strategier og mødestrukturer over de indtægter, som samarbejdet genererer, til mere bløde områder som deltagelse i konferencer, studieprojekter og efteruddannelsestilbud.

Da de britiske universiteter, ligesom de danske, er særlig udfordret af at komme i dialog med SMV’erne, har man valgt at fordoble belønningen for de indsatser, der styrker samarbejdet med denne del af erhvervslivet.

Den britiske strategi vægter indsatser, der involverer erhvervslivet direkte – som f.eks. tech transfer-kontorer, industrielle partnerskaber og kommercialiseringstiltag  – lige så tungt som mere bløde initiativer, der retter sig mod at styrke de studerendes kompetencer, iværksætteri, karrie-reservice og forskerparker.

Ifølge Alice Frost, der er HEFCE’s øverste ansvarlige på området, er det vigtigt at skelne mellem de forskellige typer universiteter.

”Universiteter, der lægger mest vægt på undervisning, får mest ud af at rette deres indsats mod iværksætteri, mens mere forskningstunge universiteter som Oxford og Cambridge skal satse mere på at hjemtage patenter og skabe spinout-virksomheder. Samtidig har de polytekniske universiteter bedre forudsætninger for at nærme sig SMV’erne end de universiteter, der har en stor portefølje af humanistiske studier. De forskelligheder skal vi kunne rumme, når vi deler penge ud,” siger Alice Frost.

Ud over det særlige finansieringssystem udmærker den britiske model sig ved sin holistiske tilgang til universitetssamarbejder, der så småt også finder vej til flere af de danske universiteter. Frem for at betragte universiteterne som institutioner, der skal levere værdi til erhvervslivet, handler det i højere grad om at skabe universiteter, der engagerer sig i deres omgivelser ud fra en lang række andre parametre.

”Universiteter må ikke blive reduceret til serviceorganer, der leverer en bestemt værdi til en bestemt del af erhvervslivet. Indsatsen bør række ud over patenter og licenser og handle om, hvordan man kan skabe værdi for samfundet og sine omgivelser på en lang række parametre, der fokuserer på størst udbytte for alle parter,” som Alice Frost udtrykker det.

Referencer:

Politikere til universiteterne: Det er ikke godt nok 

Danske F&U-milliarder tabes på gulvet

Danmark risikerer at få akademisk proletariat

Rektorer vil gøre plads til innovation

Uddannelser skaber ikke innovationskraft

Vejen til verdens bedste universiteter går gennem forskerstaben

Kan erhvervslederne styre universiteterne