Tankevækkeren

“Jeg vil inspirere folk, åbne deres øjne. Jeg vil ikke pådutte nogen noget, jeg vil vække deres tanker.”

Listen over Nadja Pass’ mange projekter er lang. Meget lang. Men fælles for dem alle er, at de vil engagere, involvere og motivere folk, gøre dem nysgerrige, få dem til at se verden på en anden måde og få dem til at tænke nyt.

Hvem har Væxt-Factor?

Jagten på Væxt-Factor fortsætter. Denne uge præsenterer vi fem nye innovative talenter, der tegner Danmarks fremtid.

Læs alle de personlige portrætter på mm.dk/fremtidensdanmark

Borgerlyst er navnet på det seneste tiltag, som hun har realiseret sammen med antropologen Andreas Lloyd. Der er tale om en webplatform kombineret med arrangementer, hvor målet er at bringe borgernes stemme tilbage i samfundsdebatten og skabe begejstring og øjenåbnende samtaler, en demokratisk bevægelse med det mål at få folk til at tage ansvar for deres eget liv og samfundet omkring dem.

Det skete så sent som i går. På Grundlovsdag fejrede Nadja Pass Borgerlysts et-års-fødselsdag ved at invitere til en tre timer lang slentre-samtale-salon rundt om Slotsholmen og de store kulturinstitutioner i København. De inviterede var alle, der havde lyst til at gøre mere end bare vrisse i krogene over alt det, der ikke virker i samfundet. Andreas Lloyd beskriver Borgerlyst som ganske kendetegnende for Nadja Pass’ person. “Hun har selv fundet på det og leger med ord og ideer og er ikke bange for at eksperimentere og afvige fra folks meninger. Hun drives af en lyst til at gøre en positiv forskel for samfundet,” siger han.

Nadja Pass' Væxt-Factor

CV – Nadja Pass – f. 1974

  • 2010: Medstifter, Borgerlyst
  • 2002-2006: Stifter af forlaget Reflexioner, selvstændig konsulent, foredragsholder og blogger
  • 2001: Cand.mag. i retorik, Københavns Universitet
  • 1997-2001: Opstartede kulturanalyseafdeling Magic Hat, McCan-Erickson

Borgerlyst

På Borgerlysts hjemmeside ligger der over 300 videoer med små samtaler om demokrati, handlekraft, iværksætteri og samfundsengagement. I løbet af det første år har de været afspillet over 10.000 gange.

Pil Bredahl om Nadja Pass:

"Nadja Pass er fascinerende, fordi hun tør. Gang på gang starter hun fantastiske projekter op uden at vide, om sikkerhedsnettet holder. Hun tror på det, hun gør, og hun gør dét, hun siger og tænker – og hun siger og tænker meget! Mest imponeret er jeg lige nu over projektet Borgerlyst, som i mine øjne er et meget vigtigt projekt."
   
Pil Bredahl

Stifter,  FairTrade Designers

Andre har også fået blik for Nadja Pass’ evner som tankevækker. Når hun ikke har travlt med idealistiske projekter som Borgerlyst, hjælper hun store virksomheder og institutioner med at tænke nyt og på tværs af brancher. For tiden er hun blandt andet konceptudvikler og redaktør på magasinet Culturel, klummeskribent på Samvirke og ved at lægge sidste hånd på en større undersøgelse for Protocol og Beskæftigelsesministeriet, hvor hun har afdækket de snublesnore, kvinder møder på direktionsgangen.

Selv er Nadja Pass drevet af mange af de samme ting, som hun gerne vil skabe mere af i samfundet. Som hun skriver på sin blog, er hun “drevet af drømme og nysgerrighed; provokeret af snæversyn og forudsigelighed; optændt af borgerlyst og motivationsretorik og opflasket på champagne og eventyr.”

I det univers er der ikke langt fra ide til handling: “Det er bare sjovere at se tingene i praksis end at nøjes med at tænke på dem. Det er jo en legeplads for voksne at afprøve og implementere nye ideer,” siger hun.

Derfor tænker hun også på Borgerlyst som et projekt, der hele tiden er “i beta” – noget, der hele tiden udvikler sig og justeres, i takt med at nye erfaringer gøres og flere deltagere kommer til.

“Hvis man gerne vil sætte gang i noget nyt, er det farligt at tro, man kun har et skud i bøssen. Mange dropper deres ideer, hvis de fejler i første forsøg. Man er nødt til at tage det i små bidder og justere undervejs, så bliver det lettere at overskue. Man skal sætte 100 skibe i søen for at få to til at sejle,” siger Nadja Pass.

Det er ikke alle projekter, der klarer sig lige godt. Men selv fiaskoer leverer et værdifuldt erfaringsgrundlag for nye idéer i andre sammenhænge.

[quote align="right" author=""]Selv fiaskoer leverer et værdifuldt erfaringsgrundlag.[/quote]

“Jeg sammenligner det med forskellen på grundforskning og anvendt forskning. Jeg vil gerne bidrage til grundforskningen, og jeg har været nede i de mærkeligste ting, der ikke er blevet til noget. Men det bliver alligevel bæredygtigt – også økonomisk – fordi jeg kan sælge erfaringerne videre,” siger hun.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu