Siden liberaliseringen på telemarkedet for knap to år siden er der kun sket små prisfald på almindelig telefoni, men nu går det løs. Tele Danmark bliver om kort tid tvunget til at sælge ledningsplads til sine konkurrenter væsentligt billigere end hidtil. Det svenske teleselskab Telia forhandler for tiden med Tele Danmark og sidder med meget stærke kort på hånden. Prisfaldet kommer, fordi Telia med den nye telelovgivning i hånden næsten kan få halveret de såkaldte samtrafikafgifter. Ifølge loven kan selskabet nemlig kræve, at Tele Danmarks priser svarer til “best practice” i udlandet. Og i England er samtrafikpriserne for lokalsamtaler 53 pct. lavere end i Danmark. Faldende samtrafikpriser giver de nye danske teleselskaber økonomisk spillerum til at sætte forbrugertaksterne markant ned. Det kan give Tele Danmark indtjeningsdyk på op til en halv milliard årligt.