Danmarks politiske partier, myndigheder, religiøse samfund og borgere står med en massiv udfordring: De skal tackle den frygtfaktor, der har ramt landet efter terrorangrebene 14. februar. Angrebet på et offentligt møde om ytringsfrihed og på synagogen i København bekræftede, at der også i Danmark er grupper af stærkt radikaliserede unge mænd, der er faldet for den globale jihad-propaganda.

Efter få dages ”borgfred” bølger den politiske debat om terrorangrebet nu frem og tilbage. Hvordan skal det forstås? Hvad er de bagvedliggende årsager? Og hvilke konkrete politiske tiltag kan minimere risikoen for tilsvarende tragedier i fremtiden?

Hvordan Danmark reagerer på begivenheden i de kommende uger og måneder, kan komme til at præge politik og samfundsudvikling i mange år frem.

Mandag Morgen opstiller nedenfor fire scenarier for Danmarks fremtid. De bygger på samtaler med tre førende skandinaviske eksperter i sociologi, filosofi, terrorbekæmpelse og politik. De er blevet bedt om at forholde sig til fire spørgsmål:

• Hvilke konsekvenser får terrorangrebene 14. februar i det partipolitiske spil før og efter det kommende folketingsvalg?
• Hvad kommer angrebene til at betyde for den sociale sammenhængskraft i det danske samfund?  
• Hvilke konsekvenser får angrebene for de økonomiske, operationelle og juridiske værktøjer, som kommuner, fængsler, politi, efterretningstjenester og domstole har til rådighed i deres arbejde med at håndtere, forebygge og sanktionere terrorangreb?
• Og hvad kommer angrebene til at betyde for religionens – særligt islams – rolle i det danske samfund?

De politiske partier og blokke har hver deres konkurrerende bud på, hvilke løsninger der er mest hensigtsmæssige – og hver deres partitaktiske interesser i lyset af det forestående folketingsvalg, der senest skal afholdes i september.

Men bag den taktisk prægede debat står det klart, at der i dag, 10 år efter Jyllands-Postens Muhammed-tegninger, er ved at udvikle sig en konsensus om, at terrorforebyggelse og -bekæmpelse må ske med både hårde og bløde virkemidler. Også venstrefløjen tilslutter sig i dag øgede bevillinger til politi og efterretningsvæsen, mens borgerlige partier på deres side erkender, at der nogle gang er mere brug for socialrådgivere og psykologer, hvis man vil forhindre radikalisering af unge danske muslimer. Denne konsensus munder efter al sandsynlighed ud i en bred politisk antiterroraftale, som meget vel kan blive mere opfattende end det oplæg, regeringen præsenterede i sidste uge.

Men også politikernes italesættelse af terrorproblematikken vil få stor betydning for, hvilke konsekvenser forrige weekends begivenheder får for den sociale sammenhængskraft i samfundet, herunder forholdet mellem ”gammeldanskere” og muslimske indvandrere og efterkommere.

Scenarie 1: Magtskifte, udlændingestramninger og sociale spændinger

Den nationale samling om statsminister Helle Thorning-Schmidt bliver lige så kortvarig, som den blev for Jens Stoltenberg i 2011. Norges daværende statsminister fik stor national og international ros for sin håndtering af den nationale krise efter Breiviks attentat, der kostede 77 mennesker livet. Ligesom Stoltenberg må Thorning-Schmidt forlade Statsministeriet efter det kommende valg og overlade regeringsmagten til Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen – selv om valget bliver væsentlig tættere, end de sidste fire års meningsmålinger og politiske analyser havde forudset.

[graph title="Fire scenarier for Danmark efter terroren" caption=" " align="right" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/8b6d3-cka_fig01_fire-scenarier-for-danmark-efter-terrore.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/6959b-cka_fig01_fire-scenarier-for-danmark-efter-terrore.png" text=""]Kilde: Mandag Morgen. [/graph]

Valget giver – efter en skarp udlændingefokuseret valgkamp – en betydelig fremgang til Dansk Folkeparti. Alligevel fravælger partileder Kristian Thulesen Dahl regeringsdeltagelsen til fordel for en rolle som stærkt støtteparti for den nye VK-regering. Men partiets ønsker om nye stramninger i indvandrerlovgivningen får en markant plads i det nye regeringsgrundlag.

Danmarks sociale sammenhængskraft vil fortsat være præget af øget polarisering mellem forskellige befolkningsgrupper, men ændringerne i befolkningens holdninger til indvandring og muslimske medborgere er relativt beskeden. Udviklingen vil ligne billedet i Holland, hvor en islamists politiske drab på filminstruktøren Theo van Gogh ikke flyttede mange holdninger i en allerede ophedet debat om indvandring og islam.

Danske muslimer og moskéer oplever heller ikke nogen bølge af brandattentater og overgreb, sådan som man så det i Frankrig efter terrorangrebene i januar 2015 og i Sverige omkring nytår efter eksklusion af Sverigedemokraterne fra parlamentarisk indflydelse.

VK-regeringen og oppositionen iværksætter sammen en landsdækkende kampagne, der direkte skal adressere den stærke antisemitisme i brede muslimske kredse. Jødiske institutioner og områder med en stor jødisk befolkning må sættes under skærpet politimæssig bevogtning.

Sammen med sine støttepartier, DF og Liberal Alliance, strammer regeringen antiterrorlovene og øger ressourcerne til politi og efterretningsvæsen.

Samtidig fortsætter man det antiradikaliseringsarbejde, som særlig bystyret i Aarhus er blevet kendt for ude i verden, og som byens borgmester i sidste uge var inviteret til at fortælle om ved præsident Barack Obamas antiradikaliseringstopmøde i Det Hvide Hus i Washington.

Regeringen fastholder de blødere elementer i antiradikaliseringsarbejdet, men imamer og moskéer udelukkes fra forebyggelsesarbejdet.

Scenarie 2: SR overlever og satser på integration

SR-regeringen opnår overraskende genvalg efter en stærkt værdipolitisk orienteret valgkamp. Lars Løkke Rasmussens hurtige brud på borgfreden efter terrorangrebene i februar giver bagslag, og Helle Thorning-Schmidt har held til at mobilisere mange af Danmarks lille million uafklarede svingvælgere.

Med sin håndtering af begivenhederne i februar 2015 og de skarpe flygtningepolitiske udmeldinger siden sommeren 2014 får hun lukket partiets højre flanke, og den interne uro i partiet forstummer. Thornings no-nonsense-strategi giver pote – men også regeringspartneren, Det Radikale Venstre, går frem, eftersom partiet bliver samlingssted for åndspolitisk liberale, der ikke bryder sig om Venstretoppens skærpede retorik.

Resultatet bliver en SR-regering, som parlamentarisk kan støtte sig på SF og Enhedslisten, der i mindre grad rykker mod højre i værdipolitikken – bl.a. med kritik af kvindeundertrykkelse og homofobi i muslimske miljøer.

Det ændrede værdipolitiske klima betyder, at religiøse danske muslimer i stigende grad føler sig politisk hjemløse, og deres valgdeltagelse falder.

Den nye SR-regering gør integration til en hjørnesten i regeringsgrundlaget og laver et bredt integrationsforlig med Enhedslisten, SF, V og K. Men de gode viljer skaber ikke i første omgang mærkbare resultater. Et spirende økonomisk opsving fører først og fremmest til, at flere polakker og østeuropæere får job i Danmark, mens det fortsat kniber for mange danske muslimer at få fodfæste på arbejdsmarkedet.

Til gengæld opnår regeringen bemærkelsesværdige resultater med sine kommunale antiradikaliseringsprogrammer, som bygger på samarbejde mellem sociale myndigheder, skoler, politi, idrætsforeninger og lokale virksomheder.

Politiet, PET og Forsvarets Efterretningstjeneste får tilført betydelige ekstra ressourcer og adgang til stadig flere data fra telefon-, it- og flyselskaber, men det ændrer ikke ved, at myndighederne fortsat har svært ved at opspore de radikaliserede islamistiske terroraspiranter, der i stigende omfang opererer på egen hånd.

Uanset hvor mange ekstra ressourcer man tilfører, er der grænser for, hvor stort et omfang af rådata myndighederne kan analysere og udnytte. Som antiterroreksperter siger: ”Når man skal finde en nål i en høstak, er det sidste, man har brug for, mere hø.”

SR-regeringen fastholder linjen fra før valget og nedtoner moskéernes rolle i afradikalisering og andet socialt arbejde.

Antisemitismen er fortsat udbredt i brede muslimske kredse.

Scenarie 3: Nyt højreparti og rødt kort til imamerne

Socialdemokraterne og De Radikale taber valget. Helle Thorning-Schmidt går af som S-formand og afløses af Mette Frederiksen. Den nye socialdemokratiske formand skærper den værdipolitiske tone i et forsøg på at vinde vælgere tilbage fra Dansk Folkeparti, der som nyt regeringsparti oplever tilbagegang i meningsmålingerne.

På den yderste højrefløj gør den såkaldte Pegida-bevægelse, der bekæmper den såkaldte “islamisering af Europa", comeback som decideret politisk parti. De profiterer af DF’s regeringsdeltagelse, der har tvunget Kristian Thulesen Dahl til at slibe de skarpeste kanter af i udlændinge- og europapolitikken.

Christiansborgdebatten som helhed bliver dog stadig mere nationalistisk, antimuslimsk og antieuropæisk. VO-regeringen indgår forlig med S om begrænsning af EU-borgeres rettigheder i Danmark både som lønmodtagere og studerende, og EU-Kommissionen ser ikke anden mulighed end at anlægge sag mod Danmark ved EU-retten.

Islamkritikken breder sig i Danmarks politiske og intellektuelle elite, mens de socialliberale og kulturradikale kredse bliver stadig mere marginaliserede. Både blandt ældre og yngre muslimer øges polariseringen mellem de velintegrerede, verdsligt indstillede og veluddannede muslimer og dem, der i stigende grad vender ryggen til det politiske liv, folkeskolen, lokale foreninger og andre fælles samfundsinstitutioner. Konsekvensen bliver mere tydeligt afgrænsede muslimske parallelsamfund, hvor radikale islamister tordner mod det officielle Danmark fra uofficielle baggårdsmoskéer.

Fra vuggestuer, børnehaver og folkeskoler til kommunernes antiradikaliseringsarbejde bliver de islamkritiske fronter trukket op. Daginstitutioner dropper ligesom i Frankrig halalslagtet kød, men giver dog fortsat mulighed for, at muslimer og jøder kan fravælge svinekød. På samme måde afviser kommunale svømmehaller krav om særlige kønsbestemte åbningstider.

Imamer udelukkes fra antiradikaliseringsarbejdet. Tonen blandt tyrkisk, mellemøstligt og nordafrikansk uddannede imamer i Danmarks moskéer bliver stadigt mere fjendtlig over for Vesten og Israel.

Scenarie 4: National samling

Blå blok vinder folketingsvalget klart. Men højst overraskende vælger Lars Løkke Rasmussen, med inspiration fra Tyskland, Finland og Holland at invitere Socialdemokratiet med i en ny VSK-regering. Den nye regering sætter modernisering af den offentlige sektor, jobskabelse og integration øverst på den politiske dagsorden.

Dansk Folkepartis 22 pct. af stemmerne får Løkke til at vurdere, at den politiske pris ved at basere regeringen på Thulesen Dahls stemmer er for høj: Dels risikerer det at blive en langsigtet cementering af DF’s position som stort borgerligt magtparti. Dels advarer erhvervslivet om, at partiets modvilje mod velfærdsreformer, indvandrere og EU vil være til ubodelig skade for Danmarks samfundsøkonomi og eksportmuligheder.

Lars Løkke Rasmussens politiske bombe udløser i første omgang et ramaskrig. Men ligesom det borgerlige Danmark i 2001 accepterede Anders Fogh Rasmussens samarbejde med DF, retter borgerlige meningsdannere hurtigt ind efter Venstreformandens kurs.

Alliancen mellem Venstre og Socialdemokratiet fører til et nyt frugtbart samarbejde mellem arbejdsmarkedets parter. Og da det økonomiske opsving samtidig skaber titusinder af nye jobs, lykkes det at nedbringe ledigheden, blandt etniske danskere såvel som indvandrere og efterkommere med rødder i ikke-vestlige lande.

Den markant forbedrede samfundsøkonomi bruges blandt andet til at forbedre forholdene for dagpengemodtagere, ligesom der bliver plads til lønstigninger på både det private og det offentlige arbejdsmarked.

Oppositionen, anført af DF og Enhedslisten, protesterer forgæves mod fastfrysningen af kontanthjælpen, men i løbet af få år lykkes det VSK-regeringen at skabe den ønskede situation: at der er en betydelig fordel ved at have et lavtlønnet arbejde i forhold til at være på kontanthjælp.

Den politiske marginalisering af Dansk Folkeparti og den økonomiske fremgang betyder, at de seneste 15 års slagsmål om udlændinge og islam afdramatiseres betydeligt. Fremmedfrygten dæmpes betydeligt i befolkningen, efter at både Venstres og Socialdemokratiets formænd og de to partiers mange borgmestre ikke længere skal kæmpe fra hus til hus på Dansk Folkepartis præmisser.

VSK-regeringen fremsætter forslag om uddannelse af imamer ved danske universiteter. Samtidig indføres der en screeningsordning som den, man har i Australien, hvor udenlandske imamer skal dokumentere indholdet af deres tidligere prædikener, før de får tilladelse til at prædike i landet.