Teselskab i medvind

Revolutionen er ikke et teselskab. Sådan lyder en af de mest berømte sentenser fra det kommunistiske Kinas grundlægger, Mao Tse-Tung.

I USA er den store rorgængers punchline ved at blive gjort grundigt til skamme. Her er den såkaldte Tea Party-bevægelse, der først og fremmest samler sig om en stærk aversion mod Washingtons indblanding i borgernes liv, for alvor ved at få vind i sejlene.

I sidste uge tog Tea Party-rebellerne et stort spring fremad, da de vandt kampen om det republikanske kandidatur til senatsvalget i delstaten Kentucky.

“Jeg har en besked. En besked fra Tea Party-bevægelsen. En besked, der ikke er til at tage fejl af. Vi tager til Washington for at erobre vores regering tilbage,” sagde Rand Paul, da han vandt kampen om, hvem der skal repræsentere republikanerne i midtvejs valget i november.

Tea Party-bevægelsen bliver en stadigt mere tydelig magtfaktor i amerikansk politik – ikke kun på den patriotiske højrefløj. Primærvalgene har givet en række tydelige eksempler på, at oprøret har bred folkelig appel.

I Arkansas risikerer den siddende demokratiske senator Blanche Lincoln at blive vippet af pinden og har været nødt til at lægge afstand til Washingtons politiske establishment, som hun i 12 år har været en del af.

I flere vestlige lande kan man genfinde lignende optbrudstendenser, hvor etablerede partier taber indflydelse til fordel for kræfter, der definerer sig i oppositionen til de etablerede magtcentre. 

Ved det britiske parlamentsvalg tidligere på måneden stemte hver fjerde på De Liberale Demokrater – den eneste seriøse udfordrer til to­partisystemet Labour-Tory, der har siddet på magten i et århundrede.

I Frankrig tabte Sarkozy lokalvalgene i marts, fordi hans parti afgav stemmer til sofaen, det nationale parti og de konkurrerende socialister.

Og det nylige valg i Tysklands største delstat, Nordrhein Westphalen, der betragtes som en vigtig strømpil for de landspolitiske tendenser, blev et nederlag for de to store partier, CDU og SPD.