Politiske kommentatorer har kaldt Thorning for leder af den svageste regering siden Anker Jørgensens i 1981-82.

En række udefrakommende faktorer har også været med til at gøre livet vanskeligt for hende. Den internationale økonomiske situation har udviklet sig dramatisk i løbet af de 11 måneder, hun har været ved magten. Hun har været nødt til at prioritere EU-formandskabet højt, i en tid hvor euroen var ved at gå i opløsning, og lande som Grækenland of Spanien var på konkursens rand. Hun overtog et skyhøjt underskud på 95 milliarder kr. på de offentlige finanser og en arbejdsløshed på 160.000. Samtidig betød valgresultatet, at hendes parlamentariske flertalsmuligheder er begrænsede. Det er ikke blevet lettere af, at det store oppositionsparti, Venstre, på lange stræk har ført en form for visnepolitik.

Forude venter en række svære reformer og ikke mindst en yderst vanskelig finanslov, der skal landes med Enheds­listen. Den bliver Thornings første store overlevelsestest. Består hun den ikke, er hun tvunget til at udskrive et valg, der med stor sikkerhed indebærer, at S-R-SF bliver den kortest levende regering i nyere tid.

Men Thorning har før stået med ryggen mod muren og været dømt ude af samtlige politiske meningsmagere. Når hun alligevel har formået at vende tilbage, skyldes det bl.a. hendes enorme selvtillid, sejhed og optimisme. Det gælder også i dag. Selv når samtlige morgenaviser har været fyldt med negative historier om hende og regeringen, er hun mødt op i Statsministeriet med stort smil og personligt overskud.

“Et af kendetegnene ved hende som leder er, at hun ikke vælger de lette løsninger. Hun har modet til at tage de knubs, der giver,” siger en kilde i S-toppen.

Hun er ikke som Nyrup detaljernes mester. Dem overlader hun gladeligt til andre. Det er både en styrke og en svaghed, lyder skudsmålet. Flere gange har hun bragt sig selv i mediernes kritiske spotlight, når hun ikke havde styr på regeringsgrundlagets detaljer om f.eks. betalingsringen.

Til gengæld er hun god til at holde fast i en strategi, selv om medierne og oppositionen bomber løs. “En af hendes største styrker er, at hun er usædvanlig god til at følge en strategi, når den er lagt. Hvor mange andre statsministre ville ryste på hånden og måske have lagt strategien om, står hun fast,” lyder skudsmålet fra en socialdemokratisk kilde.

Fejl på fejl på fejl

Det har haft et vist skær af “Komiske Ali”, når Helle Thorning-Schmidt gentagne gang har slået fast, at regeringen “er kommet rigtig godt fra start”, mens mediefladerne flød over med kritiske historier om løftebrud, intern splittelse og fald­ende meningsmålinger.

Men efter sommerferien har Helle Thorning gjort noget, hun ikke har gjort før: erkendt, at regeringen har begået fejl, og at hun selv bærer en del af skylden. Denne offentlige bodsgang er et forsøg på at komme mere i øjenhøjde med danskerne og viske tavlen ren forud for den nye politiske sæson.

“Hun har begået mange fejl. Men hendes indlæringskurve er utrolig stejl,” som en embedsmand udtrykker det.

Hun erkender, at hun ikke fik stoppet debatten om løftebrud hurtigt nok, så den fik lov til at bide sig fast. Kunne hun skrue tiden tilbage til regeringsforhandlingerne i det berømte sorte tårn på Amager, ville hun have forklaret tydeligere, at det er nødvendigt at indgå kompromiser, når tre partier danner regering.

Hun vedgår også, at det var en fejl, at regeringen kastede sig ud i omfattende og langsigtede reformer for at øge arbejdsudbuddet uden at få forklaret projektet ordentligt for vælgerne. Især fordi det foregik i en situation med over 160.000 arbejdsløse.

Den tredje fejl er ifølge Helle Thorning, at regeringen har sat så mange reformer i søen, at vælgerne har svært ved at følge med. Regeringen fik ikke gødet jorden godt nok og forklaret vælgerne, hvilke problemer den ville løse. Derfor er der en udbredt opfattelse i regeringen af, at den ikke har fået nok kredit for de mange reformer. F.eks. indgik regeringen kort før sommerferien et trafikforlig til 2,4 milliarder. Men det er stadig hele sagen om betalingsringen, der er mejslet ind i folks bevidsthed.

“Hun er ikke upåvirkelig. Hun er typen, der udmærket godt kan se, når hun har lavet en fejl. Men hun har også den stærke egenskab som politiker, at hun kan skelne mellem sig selv som statsminister og som privatperson. Når bølgerne går højt, og hun får tæsk, er hun god til ikke at tage det mere personligt, end det er,” siger en embedsmand med tæt kendskab til Thorning.

Spinplanen forsvandt

Helle Thorning-Schmidt havde inden valget store ambitioner om at ruste op på kommunikationsfronten. Der skulle ansættes flere rådgivere, efter britisk forbillede skulle der oprettes en særlig strategy unit til at formidle den store regeringsfortælling, og regeringen skulle have en samordningsminister for at sætte turbo på den politiske beslutningsproces og samle trådene ved store reformudspil.

Men det meste af denne plan er faldet til jorden. Hvor Anders Fogh Rasmussen hentede nogle af Christiansborgs topjournalister ind som personlige rådgivere i sin regering, da han overtog magten i 2001, valgte Thornings regering en anden strategi. De ansatte i stort omfang loyale, men mindre rutinerede folk hentet fra egne rækker.

De har ofte haft svært ved at få deres ministre til at brænde igennem i medierne. Mange politiske udspil bliver præsenteret af enkeltministre uden at være tænkt ind i en større fortælling. F.eks. kunne det have styrket gennemslagskraften, hvis en af regeringens mærkesager – jobskabelse – var tænkt ind i al kommunikation på tværs af ministerierne.

Som forfatterparret til bøger som “Javel, hr. minister” og “Håndbog for statsministre”, Susanne Hegelund og Peter Mose, konkluderede for nylig i en blog: “Vi tillader os at tvivle på, at det er lykkedes at skabe et godt mixet rådgiverfelt i særlig mange ministerier. Så måske skulle Thorning alligevel have holdt fast i sin oprindelige plan og udstyret sit hold med flere rådgivere, end hun i sidste ende turde.”

Med skatteudspillet lykkedes det for en gangs skyld regeringen at få skabt en medieoffensiv, hvor ministre fra forskellige partier dagligt kom på banen med nye lunser fra udspillet i en fælles koordineret strategi. Men meget symptomatisk for regeringen blev efterspillet noget af en fuser.

Det burde have været regeringens finest hour: Det bredeste skatteforlig i mands minde, der gav målrettede lettelser til den arbejdende befolkning og høstede applaus fra økonomer over en bred kam. Den fortælling druknede i stedet i Johanne Schmidt-Nielsens rasende anklager om “svinestreger” og den interne krig i SF, der bl.a. har kostet Özlem Cekic hendes ordførerposter, da hun ikke vil stemme for reformen.

Samtidig kom mediernes fokus på skatteforhandlingerne til at skygge for en lang række andre opsigtsvækkende initiativer. Loven om homovielser, trafikpakken, aftalen med KL om at investere 2,5 milliarder kr. i klimatilpasning af kloakker og veje samt den nye offerfond – alt sammen i én og samme uge. Det var også den uge, hvor Danmark som et af de første lande i verden omsatte FNs og OECDs retningslinjer for ansvarlig virksomhedsadfærd i lovgivning, der pålægger de ca. 1.100 største danske virksomheder at redegøre for, hvordan de forholder sig til menneskerettigheder og klima i deres forretningdrift.

De store sager har slet og ret klumpet sig sammen og gjort det svært for ministrene at trænge igennem i medierne.

Reformtempoet har også været så højt, at selv de embedsmænd, som har siddet med fingrene dybt nede i de enkelte aftaler og reformer, må kigge i kalenderen for at finde ud af, hvornår de forskellige dele blev landet.

Det er den slags fejl, som Helle Thorning gerne vil undgå fremover, hvor store reformer skal modnes i god tid. “Vi går fra et virkelig højt reformtempo til et noget lavere gear. Vi skal blive bedre til at forberede de ting, der kommer, skabe forventningsafstemning og lave problemformuleringerne tidligere,” som en af S-strategerne udtrykker det.

Pejlemærker for fremtiden

Samtidig forsøger Thorning og kredsen tæt på hende nu at sætte pejlemærker for partiets store projekt frem til næste valg.

I august skrev fire fremtrædende socialdemokrater en kronik i Politiken, hvor de lancerede en række overordnede visioner om at skabe “den dygtigste generation nogensinde” og “foretage den største sociale omvæltning set i generationer.” Den finansielle sektor skal reguleres hårdere, gældsoptagelsen skal begrænses, velfærden skal prioriteres, der skal sikres fri og lige adgang til sundhedsvæsenet, og der skal etableres nye partnerskaber med erhvervslivet.

De fire skribenter er ikke tilfældigt valgt. Gruppeformand Henrik Sass Larsen, finansminister Bjarne Corydon, boligminister Carsten Hansen og beskæftigelsesminister Mette Frederiksen repræsenterer hver sin fraktion i partiet, og det bliver i vidt omfang dem, der skal forankre visionerne bredt i partiet.

Når Thorning & Co. de kommende måneder skal sætte mere konkrete tanker bag visionerne, kommer unge- og uddannelsespolitikken til at spille en dominerende rolle. Thorning stillede sig selv i forreste række, da hun på sommergruppemødet i august lancerede en ungepakke på 635 millioner kr., der skal få bugt med den stigende ungdomsarbejdsløshed.

“Vi vil have de unge i gang hurtigst muligt. Er de først kommet på passiv forsørgelse, kan det komme til at præge resten af deres liv,” sagde hun med henvisning til 1980’ernes  “tabte generation” – Thornings egen.

Men symptomatisk nok risikerer ungepakken at blive overskygget af slagsmålet om forkortelsen af dagpenge­perioden, der er en rigtig møgsag for regeringen.

Regeringspartierne er også begyndt at spille ud med forskellige forslag til en ny folkeskolereform. Det skal gøde jorden for et af efterårets store temaer, mens andre store reformer, f.eks. af kontanthjælpssystemet og SU, formentlig bliver udskudt til foråret.

Helle Thorning-Schmidt får sandsynligvis også brug for alle sine talegaver, når Socialdemokraterne forud for partiets kongres senere på måneden skal præsentere sit nye udspil om prioriteringer af velfærden.  Socialminister Karen Hækkerup luftede i foråret et par eksempler på ydelser, der kan være i spil. Hun er tilhænger af, at velhavende ældre selv skal betale for den praktiske hjemmehjælp og har også sat spørgsmålstegn ved, om handicappede børn skal have gratis daginstitutionsplads. Den slags diskussioner er sprængfarligt stof.

Til gengæld kan hun formentlig glæde sig til de fortsatte afhøringer af en række Venstre-politikere og -ansatte om deres rolle i hendes skattesag, som nu er ved at blive rullet ud i undersøgelseskommissionen. Det tegner til at blive en beskidt affære, der kan komme til at slide på Venstre i mange måneder.

I forrige weekend gik Helle Thorning-Schmidt i medierne for at dementere et rygte om, at hendes ægtefælle Stephen Kinnock skulle være biseksuel/homoseksuel. Men man skal ikke forvente, at hun herfra vil komme på banen og kommentere sagen, mens den kører. Det har hun sine partisoldater til.

I stedet vil Thorning begynde at rejse mere rundt i landet og møde danskerne ansigt til ansigt. Her er hun på hjemmebane. Hun er god til at tale med folk, være nærværende og ikke fremstå klodset, lyder skudsmålet fra flere kilder.

Den slags har kalenderen ikke tilladt i foråret på grund af EU-formandskabet. Og da lederskab også handler om at være til stede, har Helle Thorning haft svært ved at udfylde rollen som danskernes statsminister. I skatteforhandlingernes afgørende fase var Helle Thornings kalender f.eks. fyldt op med besøg i Tyrkiet, statsbesøg fra Kina, klimatopmøde i Rio, EU-topmøde i Bruxelles og afsluttende formandskabsmøder i Strasbourg og på Cypern.

Turne blandt ministre

En af Helle Thornings største udfordringer i det kommende folketingsår bliver at skabe større sammenhold blandt regeringens ministre og forhindre de mange interne splittelser. Den seneste strid om dagpengereglerne er bare en af mange konflikter, der typisk har været spændt ud mellem det pressede SF og det selvbevidste Radikale Venstre. SF var på forhånd udset til at være det svageste led i kæden i regeringen. Og den forudsigelse har vist sig at holde stik. Partiet har tumlet rundt som den berømte elefant i glasbutikken med intern splittelse, Carina-sagen, betalingsringen, detroniseringen af Özlem Cekic, skattereformen mv.

Den slags slider, svækker autoriteten og mindsker Helle Thornings chancer for at bevare regeringsmagten valg­perioden ud. “Der er ingen tvivl, at hun skal bruge mere tid på at opbygge større holdånd i regeringen. Hele overgangen til at sætte sig i statsministerstolen har sammen med EU-formandskabet kostet flere kræfter og tid, end hun har brugt på at pleje holdet,” lyder det fra en rådgiver.

Helle Thorning kæmper også med, at hun har en ung og uerfaren regering. Hvor Lars Løkke Rasmussen kender hver en møtrik i velfærdssamfundets maskinrum fra sine 10 år som indenrigs-, sundheds-, finans- og statsminister samt 15 år i kommunalpolitik, blev Thorning først medlem af Folketinget i 2005.

Kun 2 ud af regeringens 23 ministre har prøvet at være ministre før: økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager og transportminister Henrik Dam Kristensen. Nogle af de 21 debutanter klarer sig godt i de løbende popularitetsmålinger – f.eks. beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, finansminister Bjarne Corydon og forsvarsminister Nick Hækkerup. Andre klarer sig mindre godt.

For at styrke det interne sammenhold har Helle Thorning forsøgt at inddrage alle ministre i formuleringen af regeringens politik. Hvor andre statsministre – ud over det ugentlige ministermøde – har overladt fagministrene mere eller mindre til sig selv, tager hun rundt og besøger ministrene i noget, der ligner omvendt statsrådsrækkefølge – fra kulturminister Uffe Elbæk og kirkeminister- og ligestillingsminister Manu Sareen til miljøminister Ida Auken – for at drøfte den politiske situation, give støtte og samtidig vise, at hun er leder af regeringen.

Men det er i regeringens magtfulde koordinationsudvalg, der tæller Margrethe Vestager, Villy Søvndal, Bjarne Corydon, Morten Bødskov, Morten Østergaard og Thor Möger Pedersen, at de store linjer bliver lagt. Det er i dette forum, Helle Thorning skal træde mere i karakter som statsminister.

Ny start

En klassisk metode for en statsminister til at skaffe sig en frisk start er en regeringsrokade. Men den kommer næppe før foråret, vurderer kilder. Det kan give et nyt ministerium til europaminister Nicolai Wammen, da EU-formandskabet nu er overstået, og lukke Henrik Sass Larsen ind på regeringsholdet, dog næppe på favoritposten som finansminister. Muligvis det også kan betyde, at Villy Søvndal skifter posten som udenrigsminister ud med en anden for at få mere tid til at lede partiet, og at Ole Sohn afløses som erhvervs- og vækstminister. Han har haft svært ved at løfte det højt prioriterede område, om end han generelt får et positivt skudsmål af danske erhvervsledere.

Selv om ministerrokader er et populært emne i medierne, er det dog mere reglen end undtagelsen, at de gør den store forskel. En af de mest succesrige stod Nyrup for, da han i 1997 skiftede indenrigsminister Birte Weiss ud med Thorkild Simonsen og dermed lukkede en sårbar flanke på udlændingeområdet.

Situationen er en helt anden for Helle Thorning-­Schmidt. Hun har ikke brug for at få lukket en flanke – hun har brug for, at hele regeringen kommer langt mere i offensiven. Men en rokade kan bidrage, eventuelt kombineret med et revideret regeringsgrundlag. Det havde Fogh succes med, da han havde siddet ved magten i knap to år.

Når Helle Thorning-Schmidt den 22. september skal møde baglandet og holde sin formandstale på partikongressen i Aalborg, kan hun varme sig ved, at hun ikke er den første statsminister, der har været i strid modvind og er blevet spået en kort levetid. Den konservative Poul Schlüter fik også en noget ublid medfart, da han blev statsminister i 1982. Han blev stemplet som “en overgangsfigur”, men endte med at sidde på regeringsmagten i over 10 år.

Hvor længe Thorning bliver siddende, er naturligvis et åbent spørgsmål, men hendes politiske liv er fyldt med eksempler på, at hun i hvert ikke skal undervurderes.