Det er bemærkelsesværdigt, hvor hurtigt og dramatisk forholdene kan ændre sig i dansk politik.

For blot få måneder siden blev Helle Thorning-Schmidt udråbt til at stå i spidsen for et parti, der befandt sig i sin største krise siden Socialdemokratiets fødsel for over 100 år siden. Hun var dømt ude af det politiske kommentatorkorps. Jaget vildt af medierne. Kraftigt kritiseret af sit eget bagland. Ydmyget i meningsmåling efter meningsmåling. Og hendes største politiske rival, Venstres formand Lars Løkke Rasmussen, kunne læne sig tilbage uden at løfte sløret for meget af sin politik med vished om, at han havde direkte kurs mod et comeback til Statsministeriet.

Nu er rollerne byttet om.

Helle Thorning bliver skamrost af stærke europæiske ledere som den tyske kansler Angela Merkel og EU-Kommissionens afgående formand, José Manuel Barroso. Hun høster stor anerkendelse for sit mod til at have gennemført drastiske reformer af den nordiske velfærdsmodel. Og mange af hendes partikolleger i de 27 andre EU-lande ser hende gerne som den næste EU-præsident i tillid til, at hun kan løfte den svære opgave med at udstikke den fremtidige kurs for EU efter Herman Van Rompuy.

Samtidig kæmper Lars Løkke Rasmussen med eftervirkningerne fra sin seneste bilagssag. Han er kommet på hårdt arbejde for at rette op på tilliden til vælgerne, baglandet og folketingsgruppen. Og han er udsat for verbale angreb fra sine venner i blå blok.
 

HVORVIDT HELLE THORNING BLIVER NY FORMAND for Det Europæiske Råd – eller får en anden toppost i EU – er for tidligt at spå om. Får hun tilbuddet, er det en flot og enestående tillidserklæring, hun selvfølgelig skal sige ja til – uanset alle forudgående afvisninger. Falder kabalen ud på en anden måde, og Thorning fortsætter som statsminister, vil hun under alle omstændigheder komme styrket ud af processen. Hun kan glæde sig over at have haft kvaliteterne til at være en seriøs kandidat til en fremtrædende international toppost.

Helle Thorning har tacklet de mange rygtestrømme med sikker hånd og politisk elegance, så det ikke vil være et nederlag for hende, hvis posten går til en anden kandidat. Og mange vælgere vil uden tvivl spørge, om hun nu vitterlig er den dårligste statsminister i nyere tid, som nogle politiske kommentatorer har hævdet.

Hun kan i givet fald heller ikke beskyldes for at forlade en synkende skude eller løbe af pladsen i utide. Ender Helle Thorning med at flytte til Bruxelles, forlader hun Danmark på et tidspunkt, hvor hun kan begynde at se resultaterne af sine omfattende reformer. Den danske økonomi er i pæn vækst – omend langsomt. BNP er nu på samme niveau som første kvartal 2008, før krisen indtraf – hvis man ser bort fra råstofindvinding. Beskæftigelsen stiger, og ledigheden er på det laveste niveau i fem år. Forbrugernes optimisme er den højeste i syv år. Reallønnen er inde i en positiv spiral. Konkurrenceevnen har fået det bedre. Huspriserne stiger pænt. Virksomhederne melder om store overskud. Rekorderne står for fald på aktiemarkedet. Varerne på velfærdssamfundets hylder er ved at blive trimmet. Og for første gang i 13 år har kommunerne overskud på bundlinjen, fordi skatteindtægterne er større end udgifterne.

Det er resultater som disse, der har høstet anerkendelse blandt førende økonomer og i en bred kreds af topfolk i dansk erhvervsliv. Hele æren kan selvfølgelig ikke tilskrives Helle Thorning. De internationale konjunkturer spiller også en afgørende rolle. Det samme gør den radikale regeringspartner og VK-regeringens reformer af bl.a. efterlønnen og dagpengene.
 

MEN HELLE THORNING HAR SAMTIDIG UDVIST en unik råstyrke og robusthed til at stå igennem selv de sværeste tider, hvor kritikken fra både venner og fjender haglede ned over hende i et omfang, som ville vælte de fleste toppolitikere omkuld. Hun har stået på mål for at forsvare brudte valgløfter som betalingsring, millionærskat og øremærket barsel til mænd. Men som Mandag Morgen har dokumenteret, er de massive anklager om løftebrud skudt langt over mål i betragtning af, at Thorning har gennemtrumfet langt hovedparten af de mange fælles forslag, som S og SF gik til valg på for tre år siden.

Hun har samtidig haft modet til at udfordre sine egne kernevælgere og vise vej ud af krisen. Og lykkes det for hende – eller hendes efterfølger – at vinde næste valg, vil Helle Thorning have leveret det største politiske comeback i nyere dansk politik. Skulle hun forlade dansk politik, kan hun give stafetten videre til sin efterfølger uden at kaste Socialdemokraterne ud i et nyt opslidende formandsopgør. Alt tyder på, at beskæftigelsesminister Mette Frederiksen overtager posten som statsminister. Efter mange års magtkamp mellem Socialdemokraternes firebande – Nyrup, Lykketoft, Bjerregaard og Auken – har Helle Thorning stået i spidsen for at samle partiet på tværs af kaffeklubber og spirende opgør.

Lige som denne artikel startede med at konstatere, hvor hurtigt og dramatisk tilstandene kan ændre sig i dansk politik, kan alt fortsat ske. Det har det seneste halve år i hvert fald dokumenteret. Derfor skal man også være varsom med at forudse den politiske udvikling – herunder hvad der kan ændre billedet endnu en gang. Men skulle man udstikke et råd til statsministeren, bør det handle om at holde sig ude af de kortsigtede politiske slagsmål og i stedet dyrke statsmandsrollen. Med Lars Løkke og uenigheden i blå blok, har danskerne været vidne til kaotiske og lidet flatterende tilstande, udpenslet til overflod og ulidelighed i alle medier. I den situation har vi mere end nogensinde brug for en politisk leder, der er hævet over mudderkastningen. En som repræsenterer, overblik, ro og fokus. Og som har styrken til at overse eller lægge distance til kommentatorernes forudsigelige og ofte nedladende analyser. Hvis hun formår at udfylde den rolle, er et genvalg pludselig blevet sandsynligt.
 

STATSMINISTERENS SIKRE OPTRÆDEN og stærke skudsmål på den internationale politiske scene har under alle omstændigheder givet hende et godt rygstød og tegner konturerne af en potentiel statsmand. Tilsat fortsat medvind i økonomien og den selvsikkerhed, som succes avler, har hun grundstoffet til en politisk triumf.

Hvad kan man i givet fald lære af det forløb? Svaret kan utvivlsomt give politologer og andre eksperter materiale til diverse rapporter og bøger. Men det bør også være en lære for det kor af kommentatorer, som, næsten siden statsministeren tiltrådte, har gjort det til en særlig mission at forudse hendes politiske undergang. Her nogle karakteristiske eksempler:

”Hun er den svageste formand, partiet nogensinde har haft,” skrev Henrik Dahl i Information i maj 2011. ”Helle Thorning-Schmidt vil ikke gå over i historien som Danmarks første kvindelige statsminister, men som den sidste socialdemokratiske. En epoke, der har varet i næsten 120 år, slutter med hende,” kom det fra Carsten Jensen i Politiken den 16. september 2013. Og Martin Krasnik sagde i Deadline på DR2 den 14. august: ”Da det jo er farsen til ”Helles frikadelle”, så skal den selvfølgelig være lækker, spejlblank og glat.”

Synspunkterne taler for sig selv og siger mere om afsenderne end om statsministeren. De er symptomatiske for et forgiftet politisk klima og er et godt bidrag til at forklare, hvorfor tilliden til såvel journalister som politikere er rekordlav.

Denne artikel handler ikke om at hylde statsministeren eller se bort fra de svagheder, hun – og enhver anden statsminister – har, men forsøger blot at skabe balance og proportioner i ”anmeldelsen” af nationens vigtigste lederrolle. En foreløbig status efter afslutningen af denne politiske sæson tegner et klart billede af en statsminister på vej mod en potentiel succes. En statsminister, som går over i historien, ikke alene som den første kvindelige statsminister, men potentielt også som en langt stærkere formand for Socialdemokraterne, end mediebilledet har tegnet af hende gennem de seneste tre år. Medmindre udlandet headhunter hende til et internationalt topjob.