Når statsminister Helle Thorning-Schmidt i morgen ved Folketingets åbning skal redegøre for rigets almindelige tilstand, sker det på baggrund af den største nedtur for en nyvalgt regering i mands minde. S-R-SF-regeringen har leveret et højt reformtempo og gennemført en række vigtige reformer med både højre og venstre side af salen, men har ikke høstet gevinsterne. Eksekveringen og kommunikationen af reformerne har været så dårlig, at det store flertal af vælgerbefolkningen har mistet tilliden til regeringen. Det er dens evne til at lede og samle landet, der sås tvivl om, og ansvaret og øretæverne falder i sidste instans på statsministeren.

En stribe målinger har sendt Socialdemokraterne ned på historisk ringe procenter. En nylig meningsmåling i Jyllands-Posten fra Rambøll/Analyse Danmark viste, at Thorning selv på socialdemokratiske mærkesager som velfærd og bekæmpelse af arbejdsløsheden klarer sig ringere end Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen. Venstre soler sig i succes med over 30 pct. af vælgerne og et solidt flertal bag Løkkes kommende regeringsprojekt, mens Socialdemokraterne under Thorning knapt nok kan knibe sig over 20 pct.

Stiletterne vakler under statsministeren, hvis ikke hun i løbet af det næste folketingsår formår at vende de miserable tal. På forrige uges partikongres i Aalborg blev hun genvalgt med stående applaus, men vender hun ikke udviklingen, vil stadig flere socialdemokrater tvivle på, at hun er den rette til at lede partiet – og Danmark – ud af krisen.

Løftebrudsdiskussionen hænger stadig som en tung skygge over regeringen, selv om den faktisk har gennemført eller påbegyndt en stor mængde af de reformer, som S-SF fremlagde før sidste valg. Thorning har ikke været i stand til at vaske denne plet af sig. Det virkede nærmest ubehjælpsomt, da hun på kongressen forsøgte at italesætte sig som et ordholdende menneske: “Jeg holdt, hvad jeg lovede, da jeg sidste år sagde: Det bliver ikke let.”

Det tør siges. Danmark befinder sig i den dybeste økonomiske krise siden 1930’erne, regeringens såkaldte kickstart af økonomien har kun lappet på lidt af nedturen, og en ny recession truer nu om hjørnet.

Ingen grund til jubeloptimisme

Selv om finansminister Bjarne Corydon med ukuelig optimisme forsøger at tale næste års opsving i gang, er der alvorlig risiko for, at forbrugernes tilbageholdenhed, frygten for fremtiden og de dårlige internationale konjunkturer kan bringe regeringen flere skuffelser. Selv om regeringen har nedsat syv vækstteams og en produktivitetskommission til at finde nye løsninger, er Danmarks konkurrenceevne vingeskudt, og som nation taber vi tempo i det globale velstandskapløb. Siden finanskrisens udbrud har vi haft lavere vækst end både USA og euro-landenene, og det danske bruttonationalprodukt er stadig 5 pct. lavere end i 2008.

Krisen har mange årsager – bl.a. at VK-regeringerne forsømte at investere i fremtidens vækstmotorer, fordi man hellere ville smide ekstra kul på velfærdskedlerne og holde vælgerne glade med kortsigtede forbrugsfester. S-R-SF-regeringen har fået den kedelige og vanskelige opgave at være på oprydningsholdet efter nullernes lange fest, men regeringen har stadig ikke leveret en stærk vækstopskrift. Det fremgår bl.a. af regeringens egen konkurrenceevneredegørelse fra sidste uge.

Den radikale leder, Margrethe Vestager, har om nogen dikteret en stram økonomisk politik, og S-SF er blevet trukket ind på ansvarlighedens smalle sti. Socialdemokraterne har også tidligere i historien bevist, at de i nogle henseender er bedre til at stramme op end borgerlige koalitionsregeringer, og den nuværende regering har skåret dybere i velfærdsbudgetterne, end VK-regeringen turde. Helle har på de indre linjer været dygtig til at holde sammen på sit parti og de forskellige kaffeklubber, og hendes regering har leveret både skattereformer, energiforlig og udlændingepolitiske kursændringer. Og på partikongressen modstod hun presset fra baglandet om at ændre på dagpengereformen, selv om Poul Nyrup udfordrede hende og De Radikale på dette punkt.

Hinsides zigzag-strategien

Efter EU-formandskabets hårde mødeprogram har Thorning anstrengt sig for at komme tættere på danskernes virkelighed. Her bliver håndteringen af dagpengemodtagernes håndgribelige økonomiske udfordringer efter nytår en test, som hun får svært ved at drible sig uden om. Måske kan regeringen finde endnu en nødløsning, der lapper på det politiske sår.

Men dybest set vil Thorning helst være en moderne reformsocialdemokrat, der tager arven op efter Tony Blair i Storbritannien. Dét var hendes oprindelige projekt som formand, og efter flere års zigzag-kurs kan hun måske med Vestagers hjælp finde ind til dette midtersøgende fornyerprojekt igen.

Hendes store udfordring er bare at fortælle vælgerne, at det faktisk er det, hun gør og vil arbejde ud fra. Flere års valgflæsk til velfærdens kernetropper og den røde valgalliance med Villy Søvndal gør det svært for hende på troværdig og overbevisende måde at kommunikere kursskiftet til vælgerne, så de virkelig føler, at hun tror på det.

Helle Thorning-Schmidt har hårdt brug for at finde en ny overbevisende og offensiv fortælling om, hvad det er for et Danmark, hun som statsminister ønsker at forme. Vælgerne skal vide, hvad det er for et politisk projekt, hun står i spidsen for, og det gør de stadig ikke. Thorning lader alt for ofte begivenhedernes gang definere sine handlinger, i stedet selv at sætte en klar dagsorden, som alle andre samfundsaktører bliver nødt til at forholde sig til.

Der var gode ansatser til et politisk nybrud i regeringsgrundlaget, hvor de tre partier formulerede visionen om et Danmark, der står sammen, og hvor alle bidrager til at løfte landet ud af krisen, modernisere velfærden og gennemføre omstillingen til en grøn og bæredygtig økonomi. Men siden har visionerne fortonet sig. Man farede vild i betalingsringen, VK nedbarberede ambitionerne i energiforliget, fagbevægelsen svigtede i treparten, og EU-formand­skabet krævede de tre partilederes fulde opmærksomhed.

At den økonomiske kickstart oveni har vist sig at være en halvforkølet løsning, der ikke har sænket ledigheden, gør blot ondt værre. Thorning har efter sommerferien gået lidt bodsgang og erkendt nogle fejl. Men endnu er det ikke lykkedes hende at iscenesætte sig som en statsminister tæt på befolkningens bekymringer i hverdagen. En del af øvelsen kan være at finde tilbage til den optimisme og tro på fremtiden, som regeringsgrundlaget indeholdt, før krisestemningen og angsten for nye dårlige meningsmålinger tog overhånd.

Regeringens vaklende tredjeben

Thorning befinder sig på en brændende platform, og SF’ernes formandsstrid gør ikke tingene bedre. Den tidligere så stærke alliance med Villy Søvndal er nu afløst af et magtvakuum, hvor det er usikkert, hvem der trækker det længste strå.

Villys unge arvtager, Astrid Krag, vil være en garant for, at SF’erne stadig vil stå loyalt bag regeringsgrundlaget. Vinder hun, kan Thorning sikkert nøjes med en mindre regeringsrokade først i det nye år, når finansloven er i hus. Men skulle udfordreren, Annette Vilhelmsen, løbe med sejren, vil det reelt skabe stor usikkerhed om SF’s fortsatte deltagelse i regeringen og loyalitet over for de fælles beslutninger. Hendes bagland er ganske anderledes og langt mere kritisk over for partiets regeringsdeltagelse.

Nogle håber på at komme fri af det for at slippe for at sluge flere kameler. Og partiets nuværende ministre, der har bakket op bag Krag, risikerer at stå tilbage på taberholdet uden sikkerhed for, om de også fremover kan repræsentere partiet i regeringen. Hvis dette scenarie skulle blive til virkelighed, tvinges Helle Thorning til at overveje, om det vil være bedre at køre videre med en smallere SR-regering.

En række vanskelige reformer venter i horisonten, og det er vigtigt for statsministeren at vise handlekraft og ikke ende i hårde og nedslidende markeringskampe med regeringspartnerne.

Den vel nok største udfordring i denne sammenhæng er Danmarks fremtidige EU-politik. Eurolandenes inderkerne anført af Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, vil i den kommende tid stille en række vidtgående forslag om en stærkere politisk union og presse på for et nyt forfatningskonvent i EU’s inderkerne. Allerede inden EU-topmødet i december kan regeringen og Folketinget blive tvunget til at gøre sin stilling op.

Danmark risikerer at blive marginaliseret helt i denne proces og ende som et B- eller et C-medlem uden indflydelse. Se også den strategiske analyse Danmark har brug for et nyt nationalt kompromis.

Det er tankevækkende, at Helle Thorning-Schmidt slet ikke gjorde et seriøst forsøg på at forholde sig til denne risiko, da Socialdemokraterne var samlet til kongres. Unionsdebatten ligner efterhånden Danmarks største politiske tabu. Ingen af de Europa-venlige partier tør tage hul på det centrale spørgsmål, om Danmark i fremtiden kan og skal være med i EU’s inderkerne, Eurogruppen.

Morgendagens åbningstale er en glimrende anledning for Thorning til at tage denne udfordring op. Mere end nogensinde er EU med til at sætte rammerne for “rigets tilstand”. Og formår statsministeren ikke at sætte dagsordenen på dette område, kan hun meget let blive overløbet af begivenhedernes gang. Hun bør derfor tage initiativ til at få udarbejdet et nyt nationalt kompromis mellem de Europa­venlige partier. Det er på høje tid. Virkeligheden har for længst overhalet det tyve år gamle kompromis.