Når Kristian Thulesen Dahl og alle de andre politikere fra Dansk Folkeparti i disse dage holder sommergruppemøde på Hotel Christiansminde i Svendborg, ligner meget sig selv på overfladen. Partiet har endnu engang formået at sætte den politiske dagsorden i sommerferien med de klassiske travere på udlændingeområdet, retspolitikken og nu senest DR. Dannebrog vil vejre ud over det smukke Sydfynske Øhav, partiet vil signalere optimisme, og formanden vil som sædvanligt behændigt undgå at blive fanget i ultimative udmeldinger, inden det stor politiske efterårs-stratego går i gang. Men under overfladen er meget forandret.

Hvor Kristian Thulesen Dahl nærmest kunne gå på vandet for et år siden efter den imponerende valgsejr, er han nu presset af en række udfordringer. Hans indflydelse i blå blok er svækket. Hans høje troværdighed er faldende. Han har svært ved at forklare sin EU-strategi efter Brexit og folkeafstemningen om retsforbeholdet. Han er for første gang presset på sin egen højre flanke af det nye parti Nye Borgerlige, der, når det gælder sager som indvandring og EU, ligger til højre for Dansk Folkeparti og spås i meningsmålinger at kunne samle utilfredse borgerlige vælgere op, hvis DF bliver for kompromissøgende.

Dertil kommer, at Kristian Thulesen Dahl har sværere og sværere ved at forklare partiets større indflydelse ved at stå uden for regeringen end at sidde med i inderkredsen ved magtens højbord. Han risikerer til gengæld for nogle symbolske indrømmelser på det udlændingepolitiske område at måtte sluge lettelser af topskatten til efteråret og neddrosle ambitionerne om vækst i velfærdsudgifterne. Og partiets stridende meldinger i sommerferien om bl.a. at indgå i en VO-regering og senere SOV-regering har mere efterladt et indtryk af kaos end af et parti med en klar vinderkurs.

Det har virket nærmest bizart at følge den markante DF-nestor Søren Krarups opfordring til partiledelsen om at vælte Lars Løkke som statsminister. Løkke er ”en katastrofe”, mener Krarup. En anklage, der har fået opbakning fra partiets indfødsretsordfører, Christian Langballe.

Det kan godt være, at den slags udmeldinger skaber begejstring hos dele af partiets vælgere. På samme måde som forslaget om at skære massivt i DR’s budget. Men de fremmer på ingen måde det interne sammenhold i blå lejr. Og det ligger lysår væk fra den tone og stemning, som prægede årene med det stabile VKO-flertal op gennem 00’erne. Dengang tøvede Dansk Folkeparti heller ikke med at markere talrige standpunkter. Og den daværende formand for DF, Pia Kjærsgaard, havde en næsten rituel, kærlig sommeropsang til den daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen. Men stemningen af det fælles ansvar for at finde løsninger var alligevel en anden. Dansk Folkeparti føler ikke, det har den indflydelse på regeringen, som partiets størrelse berettiger til, og tilliden mellem Thulesen Dahl og Lars Løkke er ikke i top. Derfor lukker Thulesen Dahl ikke munden på kritikerne.

Dansk Folkepartis nærmest politiske monopol på barske udlændingestramninger har denne sommer fået et amokløb helt fra højeste sted i partiledelsen, uden at Thulesen har bragt bare nogenlunde styr på tingene. Når DF’s næstformand, Søren Espersen, kopierer den amerikanske præsidentkandidat Donald Trumps kugleskøre ide om et muslimstop i Danmark i flere år, så er det ikke bare en lille sommerballon, men en velvoksen og fuldstændig urealistisk varmluftsballon af dimensioner, som det bliver svært for formanden at få landet sikkert igen.

Danmark står foran et skæbnesvangert politisk efterår, der kommer til at lægge sporene for landets fremtid mange år ud i fremtiden. Her skal regeringen lande bl.a. en 2025-plan, skattereform, pensionsreform, kræftplan, udlændingestramninger og vækstplaner og en finanslov for 2017. Alene skatteforhandlingerne, som vi fokuserer på i denne udgave af Mandag Morgen, kan give tilstrækkeligt politisk hovedbrud og være den udløsende faktor til et valg.

Danmark har ikke brug for et valg. Danmark har brug for løsninger på 1) udfordringen med den kroniske lavvækst, 2) for dårlige kompetencer til den digitale transformation, 3) for et skattesystem, der fremmer virkelyst, investeringer og iværksætteri, og som opleves retfærdigt af danskerne, og 4) for nytænkning af et velfærdssamfund, som på en lang række områder er sandet til i de nuværende siloer, regler og systemer.

Statsministeren havde i foråret den blå blok i samtaleterapi på Marienborg. Det ser ikke ud til at have hjulpet hen over sommeren, og der er stadig en udtalt mangel på tillid mellem de to største partier i blokken, Dansk Folkeparti og Venstre. Så længe Venstre ikke tager et særligt hensyn til DF, så er det tydeligt, at Thulesen selvfølgelig søger at helgardere sig med en politisk linje, der er egnet til valgkampforberedelse mere end kompromis. DF’s udmeldinger fra sommergruppemødet kan på mange måder sætte stemningen for efterårets forhandlinger. Man må håbe for Danmark, at Løkke for længst har forladt sommertempoet og har gang i en række uformelle kontakter, som kan sikre et fornuftigt forhandlingsforløb i efteråret.