Tid til kritisk eftersyn af kommunalreformen

Borgernærhed og en udbredelse af demokratiet udeblev i den kommunalreform, som nu kan fejre 10-års fødselsdag. Der er brug for et kritisk eftersyn på de ting, som ikke lykkedes.

Det skortede bestemt ikke på de flotte og ambitiøse ord, da VK-regeringen og Dansk Folkeparti vedtog strukturreformen, der i år kan fejre 10-års jubilæum. Reformen fra 2007 har centraliseret det politiske Danmark og reduceret antallet af kommuner fra 271 til 98 og erstattede samtidig 14 amter med fem regioner.

Formålet var det bedst tænkelige. De nye, store enheder skulle give stordriftsfordele både i et økonomisk og i et fagligt perspektiv. Velfærden skulle blive billigere og bedre.

Men reformen skulle mere end det. Da Venstre, de konservative og Dansk Folkeparti vedtog reformen helt tilbage i 2004, blev den lanceret med historiefortællingen om ”større borgerindflydelse og bedre nærdemokrati” og med hensigter om, at ”flere politiske beslutninger skulle træffes lokalt”. Om at ”brede demokratiet ud, så borgerne kunne blive inddraget aktivt i beslutningerne.” Om at ”større og mere økonomisk bæredygtige kommuner skulle slippe for statslig detailstyring, og staten holde sig til en overordnet mål- og rammestyring”.

På alle områder var ambitionerne meget høje.

Spørger man borgerne, har de ikke mærket til de høje ambitioner.

I to undersøgelser fortæller kun hver tiende borger, at den kommunale service er blevet bedre. Omkring hver tredje mener, at den er forringet. Og økonomisk set viser en evaluering foretaget af forskere fra KORA og Aarhus Universitet, at regnskabet går i nul.

Det kunne, måske, have været endnu værre. Strukturreformen blev fulgt op af den økonomiske krise og derefter af budgetlovens stramme styring af den kommunale og regionale økonomi. Men når mange borgere oplever en forringelse af den kommunale service, er der gode grunde til at se på det Danmark, strukturreformen har været med til at skabe.

For det første lagde reformen grunden til en centraliseringsbølge, som har suget uddannelsesinstitutioner, kulturelle samlingssteder og politisk opmærksomhed ud af landdistrikterne og de tyndt befolkede områder af landet. Læg oven i det en politireform og en domstolsreform, som også har forstærket tendensen i retning af storby-koncentration og urbanisering.

Nu svinger pendulet den modsatte vej ud fra en erklæret politisk bekymring for et delt Danmark, hvor de unge naturligt nok flytter efter uddannelsesmulighederne, og hvor virksomhederne placerer sig i forhold til adgangen til kompetent arbejdskraft.

Udflytningen af statslige arbejdspladser er det indtil nu mest synlige plaster på såret.

For det andet lykkedes det ikke at brede demokratiet ud, i takt med at beslutningerne flyttede længere væk.

Nu eksperimenterer nogle kommuner med at inddrage borgerne mere i beslutningsprocesserne, men skal det være mere end vinduespynt, må kommunerne have mere frirum til at vælge nye alternative løsninger, som måske ikke lige passer til de statsligt udstukne regler og bekendtgørelser.

For det tredje er det meget svært at få øje på, at statens stærke styrende hånd på kommunernes økonomi er blevet mindre indgribende. De 98 kommunaldirektører har i samlet flok kritiseret detailstyringen, som blandt andet sker, når et eller andet område har været udsat for en mediestorm efter en kritisk enkeltsag i ældreplejen eller i behandlingen af socialt udsatte børn og unge. Så kræver Folketinget og ministeren nye handlingsplaner, nye indsatsområder og nye særlige initiativer af kommunerne.

For det fjerde oplever patienter stadig ikke et sammenhængende forløb mellem regioner, kommuner og praktiserende læger. Koordinationsproblemerne lever desværre i bedste velgående.

Vi trænger til et fornyet eftersyn af vores politiske strukturer og et eftersyn af arbejdsfordelingen mellem stat, region og kommune og også af den nuværende økonomiske styringsmodel. Fremmer det nærheden til borgerne, den bedste kvalitet og effektivitet i vores velfærdssamfund, og har styringsmodellen i sig incitamenterne til de mest effektive og kloge beslutninger tæt på borgerne?

Eftersynet skal ikke handle om at nedlægge det politisk valgte led i regionerne, som Venstre faktisk foreslog det i 2011, og som flere andre borgerlige partier har støttet op om. I en tid med folkelige oprør mod manglende inddragelse i beslutninger skal man måske ikke lige skære et politisk valgt led ud og erstatte det med en statsligt udpeget bestyrelse af forretningsfolk.

Sundhedsområdet kommer i de kommende år ikke ud for færre svære prioriteringsopgaver – snarere flere. Og det bør være folkevalgte mennesker, der tager disse beslutninger. Folk, der er på valg og kan genvælges eller smides ud, hvis disse beslutninger ikke er i overensstemmelse med befolkningens behov og ønsker.

Så lad os få et eftersyn, der styrker demokratiet, som understøtter et helt og ikke et delt Danmark, som respekterer kommunale forskelligheder, og som giver kommunerne større frihedsgrader til beslutninger tættere på borgerne. Sådan som der faktisk stod i intentionerne for kommunalreformen i 2007.

Forrige artikel Unge engagerer sig i samfundet men er ligeglade med politik Unge engagerer sig i samfundet men er ligeglade med politik Næste artikel Sygeplejersker og sosu’er finder årsager til fejl