Timeout for Danmarks største prestigebyggeri

”Århundredets sygehusinvestering risikerer at blive tabt på gulvet.” Udsagnet er ikke taget fra dagens artikel i Mandag Morgen om de nye supersygehuse, der er forældede fra starten.

[quote align="right" author=""]netop fordi det er en længe erkendt problemstilling, kunne man have forventet, at man i det mindste tog højde for den ved den hidtil mest omfattende modernisering af det danske hospitalsvæsen[/quote]

Det var overskriften på en analyse i Ugebrevet tilbage i september 2010. Her udtrykte eksperter frygt for, at de nye supersygehuse ville være forældede allerede efter ti år og dermed ikke ville opfylde visionen om Danmark som international rollemodel inden for udviklingen af fremtidens sygehuse. Frygten byggede bl.a. på, at de nye sygehuse ikke blev teknologisk avancerede nok, samt at regionerne ikke magtede at gennemføre en optimal videndeling.

Tre et halvt år senere må vi desværre konstatere, at overskriften fortsat er rammende for Danmarks største og mest avancerede nybyggeri til en samlet pris af 42 milliarder kr. De vurderinger og kommentarer, som en række nøglepersoner i dag udtrykker over for Mandag Morgen, tegner billedet af et nationalt prestigeprojekt, som af uransagelige årsager hverken er tilpasset nutiden eller fremtiden. Sygehusene er simpelthen ikke dimensioneret og indrettet efter de krav, fremtidens patienter stiller.

En tilbagevendende udfordring

Hvordan summen af politikere og sundhedseksperter fra hele landet kan tage fejl af så elementær en udfordring, er uforståeligt.

Væksten i antallet af patienter, der lider af mere end én sygdom, er en naturlig konsekvens af den demografiske udvikling med stadig flere ældre, der uanset den ”sunde aldring” vil pådrage sig flere aldersbetingede sygdomme. Bl.a. forudses en dramatisk stigning i antallet af kræftpatienter på omkring 30 pct. inden for det næste tiår. Tilsvarende vil antallet af hjerte- og diabetespatienter vokse kraftigt. Antallet af danskere med mindst tre store sygdomme forøges med flere hundrede tusinde.

Det stiller voldsomme krav til hospitalernes koordinering af de mange og meget komplekse behandlinger. Det er primært her, problemet opstår. Ifølge flere eksperter er de nye supersygehuse ikke disponeret efter at behandle netop den type patienter, som bliver stadig mere dominerende det kommende tiår.

I forvejen har sammenhængende patientforløb været en tilbagevendende udfordring for det danske sundhedsvæsen. Problemet har været drøftet igennem en lang årrække, uden at det har resulteret i gennembrud. Sundhedsvæsenet er fortsat en af de mest fragmenterede sektorer i samfundet og bliver det næppe i mindre grad, i takt med at behandlingerne bliver stadig mere specialiserede i stadig større enheder.

Men netop fordi det er en længe erkendt problemstilling, kunne man have forventet, at man i det mindste tog højde for den ved den hidtil mest omfattende modernisering af det danske hospitalsvæsen og benyttede det som en anledning til at løse den gordiske behandlingsknude.

Bekymrede eksperter

At det langtfra er tilfældet, vidner bl.a. en række kommentarer i dagens Ugebrev om.

En af landets førende eksperter inden for organisation, ledelse og administration, med særlig indsigt i sundhedssektoren, professor Janne Seemann, Aalborg Universitet, mener, at sygehusene bygges ud fra en forældet opfattelse af deres hovedopgave, og stiller spørgsmålstegn ved, om de overhovedet bliver i stand til at levere en professionel og tværgående behandling af komplekse patientforløb. Hvis ikke, ”har vi spildt vores penge på de nye supersygehuse,” advarer hun.

Danmarks to mest fremtrædende professorer i sundhedsøkonomi, Kjeld Møller Pedersen og Jes Søgaard, erklærer sig enige. Kjeld Møller Pedersen, der også har været regeringens rådgiver ved planlægningen af det store sygehusbyggeri, har i dag svært ved at se, hvordan de nye sygehuse kan håndtere de mange ældre patienter. Jes Søgaard stiller sig tilsvarende meget tvivlende over for, om de nye sygehuse overhovedet er tilpasset fremtidens patientmønster.

Nok så tankevækkende er formanden for Danske Regioner, Bent Hansen, tilbøjelig til at give dem ret. Han erkender, at det ikke fungerer godt nok i dag, og efterlyser en holdnings- og kulturændring af et omfang, som i sig selv kan sidestilles med det samlede byggeri.

Disse centrale personers vurderinger af det projekt, der skulle være Danmarks svar på fremtidens sygehusvæsen, viser med ubehagelig tydelighed, at sundhedsvæsenet er tæt på at begå en af sine hidtil største fejltagelser, nemlig at bygge fremtidens sygehuse ud fra fortidens behov.

Ét er sikkert: Det er tvingende nødvendigt, at advarslerne tages dybt alvorligt meget hurtigt. De må og skal uddybes, og alle forhold må nøje analyseres. Det er regeringens ansvar at efterprøve dybden og omfanget af advarslerne. Den har bevilget hovedparten af milliarderne til den gennemgribende modernisering og har derfor også et tilsvarende stort medansvar for, at de forvaltes efter intentionerne, nemlig at Danmark med investeringen på 42 milliarder kr. skulle tage et kæmpeskridt fremad i behandlingen af patienterne – og samtidig være et internationalt udstillingsvindue for moderne hospitalsbyggeri.

Hvis kritikerne har ret, risikerer begge ambitioner at lide skibbrud. Naturligvis skal de nye supersygehuse varetage andre behov end ældre patienter med flere sygdomme. Men netop multikronikerne bliver en hastigt voksende og stadig mere dominerende gruppe – også økonomisk. Evnen til at imødekomme deres behov er en lakmusprøve på sundhedsvæsenets kapacitet og tilpasningsevne.

Der er brug for et realitetstjek

Udbygningen af de nye supersygehuse er godt på vej – nogle længere fremme end andre. Men inden det er alt for sent, bør såvel Danske Regioner som regeringen selv tage initiativ til en høring om nogle af de problemer, der rejses af toneangivende eksperter. Koordineringen af de komplekse behandlingsforløb er måske ikke det eneste. Et andet spørgsmål er, om det ud fra de ændrede patientprofiler fortsat er forsvarligt at regne med en reduktion af sengekapaciteten på 20 pct.

Er kommunerne f.eks. gearet til at løfte den voldsomme opgave, der er knyttet til plejen af det dramatisk stigende antal patienter, som i stedet skal behandles uden for sygehusvæsenet? Hvis antallet vokser så kraftigt, som fremskrivningerne indikerer, og de ikke skal fylde hospitalerne, hvor skal de så behandles, og hvem har ansvaret for det? Er kommunerne bedre forberedte end sygehusene? Risikerer patienterne at falde imellem flere stole – eller rettere: senge?

Det er i hvert fald tilrådeligt at foretage et realitetstjek. Hvis man har overset noget så elementært som konsekvenserne af en demografisk betinget patientprofil, kunne andre forhold måske også være under- eller overvurderet. Det tjek må nødvendigvis også omfatte økonomien. Den kendsgerning, at politikerne har lagt et fast loft over, hvor mange penge der i fremtiden må bruges på sundhedsvæsenet, udtrykker måske dybest set en alvorlig kollektiv fejlvurdering af de sundhedsmæssige udfordringer, vi konfronteres med. Professor Jes Søgaard og andre har svært ved at se, hvordan de ender kan bindes sammen.

Der er gode og tydelige grunde til en timeout for at sikre, at Danmarks største prestigebyggeri ikke forældes fra fødslen.