Kriseledelse
Toplederpanel: Terrorkrisen slår hårdt igennem nu
Massefyringer og nedgang i investeringer
Chefer er delt i to ligeværdige ledelsesfilosofier
Kontante ledelsesmetoder efter amerikansk forbillede er på vej ind i dansk erhvervsliv. Presset af terrordagsorden og økonomisk afmatning varsler danske topchefer fyringsrunder og beskæring af investeringsbudgetter. Fire ud af ti topchefer har fyret eller forventer at skulle fyre medarbejdere. Enkelte varsler massefyringer. Virksomhedernes fremtidssikring, investeringerne, er under tilsvarende pres. De nye signaler fremgår af en undersøgelse i Mandag Morgens nyetablerede Toplederpanel. Her deltager 300 topchefer fra et udvalg af Danmarks største virksomheder. Budskabet fra lederne er, at de ser med stigende bekymring på de økonomiske efterdønninger af terrorkrisen. Over halvdelen vurderer, at deres virksomhed bliver hårdt eller moderat ramt af krisen. Holdningsmæssigt deler cheferne sig i to ligeværdige filosofier:The american way, hvor der skæres hurtigt, dybt og usentimentalt, uanset risiko for arbejdsklimaet og øget arbejdspres for topledelsen, og the danish way, hvor man afventende og analyserende søger at undgå drastiske indgreb.