Topmøde for grønne, globale partnerskaber

Peter Normann Vangsbo
Direktør, Innovation Centre Denmark, Seoul
P4G-topmødet finder sted i Seoul, men som så ofte under covid-19 epidemien er en stor del af de prominente talere med online. I alt er der præsentationer fra 50 forskellige lande i de officielle sessioner.
Konferencen har til målsætning at samle virksomheder, regeringer og civilsamfundsorganisationer for at fremme skalérbare, markedsbaserede løsninger i udviklings- og transitionslande. Initiativet støtter partnerskaber inden for landbrug og fødevarer, vand, energi, byer og cirkulær økonomi.
P4G står for Partnerships for Global Green Growth.
P4G er en organisation med globalt perspektiv og medlemmer fra 12 lande, men det har en særlig tæt tilknytning til Danmark. Danmark lancerede formelt P4G ved et internationalt topmøde i 2018 i København med mere end 800 deltagere fra 50 lande, og Danmarks støtte til P4G udgør i alt 265 mio. kr. (2018-2022).
Den danske udviklingsminister, Flemming Møller Mortensen, er bestyrelsesformand for P4G. P4G-initiativet ses som udviklingspolitik med en dagsorden, der bakkes op af konkrete partnerskaber, og accelererer implementeringen af verdensmålene og Parisaftalen.
Sidste år måtte mødet aflyses på grund af covid-19, men i år har de sydkoreanske værter valgt at afvikle det ugelange arrangement i et virtuelt semi-hybrid-format, hvor både avatars, 3D-visualisering og hologrammer bliver taget i brug.
Blandt dem, der vil deltage fysisk i Seoul, er FN’s tidligere generalsekretær Ban Ki-moon. På konferencen vil han kunne smage på Folkekirkens Nødhjælp, Novozymes og Arla Foods Ingredients i form af den sunde ”snack-kiks”, som er et resultat af P4G-partnerskabet Sustainable Food Platform.
Han vil også kunne høre, hvordan P4G-partnerskabet har givet støtte til, at Dansk Flygtningehjælp og Grundfos kunne levere soldrevne vandpumper til flygtningelejre i Østafrika, og ligeledes støtte til genbrug af overskudstøj i Bangladesh gennem det danske initiativ Global Fashion Forum.
P4G samler virksomheder, regeringer og civilsamfundsorganisationer i partnerskaber for at teste idéer og udvikle og efterprøve markedsbaserede grønne og inkluderende løsninger – indtil videre er der 56 godkendte partnerskaber.
Et prominent eksempel er ZEBRA: ”Zero Emission Bus Rapid Deployment Accelerator”, som fokuserer på udrulning af elektriske busser og udvikling af den nødvendige energi-relaterede infrastruktur til omkring 3000 busser i blandt andre Medellín, Mexico City og Santiago. ZEBRA har ifølge Global Green Growth Institute sikret investeringer på omkring 7,2 milliarder kroner til yderligere udbredelse af grøn offentlig transport i Latinamerika.
Temaet for denne uges P4G-topmøde er "Inclusive Green Recovery towards Carbon Neutrality".
Formålet er at inspirere til accelereret handling ved at fremvise succesfulde eksempler og resultater af P4G’s partnerskaber. Derudover vil topmødet indeholde et unge-spor for at anerkende, at unge er afgørende forandringsagenter inden for særligt klimadagsordenen.
Få mere info om topmødet på den officielle topmøde-webside, og info om P4G-initiativet her.




