Var svenskernes vidtgående velfærdsmodel blot en parentes i historien, fra midten af 60’erne til først i 90’erne? Det spørgsmål rejser landets bedst kendte økonom, Assar Lindbeck, i en ny bog, “The Swedish Experiment”. I 1970 var Sverige verdens fjerde-rigeste nation. 25 år efter lå svenskerne placeret i OECDs mindst velstående halvdel. Den svenske vækstmaskine gik i stå, da velfærdssamfundet voksede frem. Og velfærdssystemer former over tid befolkningens holdninger, ofte i skadelig retning, mener Lindbeck. Ugebrevet gennemgår Lindbecks krasse velfærdskritik og beskriver samtidig, hvordan Storbritannien måske er på vej mod en historisk ændring af velfærdsmodellen. Bl.a. foreslås indført en slags medborgerkonto. Hele projektet lægger op til en delvis privatisering af velfærdssystemet.