Politisk dilemma
Topøkonomer advarer regeringen: Drop de sociale løfter. . .
. . . hvis en langsigtet strategi skal gennemføres
En kreds af landets førende økonomer, herunder tre tidligere vismænd, præsenterer regeringen for et alvorligt dilemma:Den må opgive sine løfter om ikke at skære i kontanthjælp, dagpenge, efterløn og pension, hvis den vil opfylde sin egen 2010-plan, som skal gøre Danmark i stand til at klare de næste årtiers ældrebyrde. Lykkes det ikke, betyder det øgede skatter eller nedskæringer i det offentlige serviceniveau. En hovedforudsætning i planen er, at arbejdsstyrken skal øges med 87. 000 personer. Men det kan ikke lade sig gøre, hvis man ikke vil pille ved overførselsindkomsterne, siger økonomerne. Flere af dem peger også på, at skattestoppet er en alvorlig barriere, fordi det fastlåser strukturer i det nuværende skattesystem og forhindrer omlægninger, der er nødvendige af hensyn til internationaliseringen.