To af verdens mest gennemarbejdede forslag til en helt ny type virksomhedsregnskaber blev offentliggjort i sidste uge. Det skete på den internationale konference “Building Stakeholder Relations”, der i år fandt sted i København. På konferencen præsenterede et usædvanligt samarbejde mellem de danske afdelinger i tre af verdens største revisionsvirksomheder det såkaldte “Copenhagen Charter”. Charteret er en model for, hvordan private og offentlige virksomheder bør ledes og rapportere om deres resultater til offentligheden. Ikke blot de økonomiske resultater, men også hvordan virksomheden f.eks. lever op til sine sociale, etiske og menneskelige værdier. Den type ledelse og regnskaber forventes at blive lige så almindelig, som det i dag er at styre efter økonomi- og miljømålsætninger. Samtidig blev udspillet “AA1000” offentliggjort. Det er den hidtil mest omfattende internationale standard inden for stakeholder-tænkningen.