Mens FDB snart er på vej med endnu et regnskab, der viser dårlige resultater, har pressen rapporteret om ”rekordoverskud” og ”stor succes” hos ærkekonkurrenten Dansk Supermarked. Men realiteten er, at det er totalt umuligt at gennemskue den virkelige økonomiske udvikling i de regnskaber, som Bilka, Føtex og Netto netop har offentliggjort. Det viser en gennemgang af det uoverskuelige netværk på ca. 30 selskaber, som virksomhedsgruppen består af. Mange aflægger slet ikke regnskab, fordi de er organiseret som interessentselskaber. De er bundet sammen på kryds og tværs af uigennemskuelige interne transaktioner. Indtjeningen sløres af milliardinvesteringer i skibe og fly, som alene foretages for at nedbringe selskabernes skattebetaling. Og skjulte reserver i milliardklassen giver et helt skævt billede af virksomhedens værdier.