Hvert år går den danske statskasse formentlig glip af et skatteprovenu på mellem 7 og 14 milliarder kr., fordi store danske internationale koncerner flytter deres skattepligtige indtjening til andre lande med lavere beskatning. Ifølge de økonomiske vismænd, som har stået for beregningerne, er tabet langt større end det beløb, staten mister ved den meget omtalte græn-sehandel med øl, tobak mv. Skatteeksperter vurderer, at problemerne med “transfer pricing” er stigende i Danmark. De undrer sig over, at en række multinationale koncerner konstant har underskud i Danmark og derfor stort set ikke betaler skat. Det drejer sig f.eks. om Unilever, Nestlé og gødningsproducenten Kemira, der ifølge deres officielle regnskaber har tabt trecifrede millionbeløb i Danmark de sidste ti år. “Selvstændige virksomheder vil nok ikke acceptere så betydelige underskud år efter år. Så den slags bør få alarmklokkerne til at ringe hos skattemyndighederne,” siger vismand og professor Søren Bo Nielsen. Tidligere skatteminister Ole Stavad sagde det samme for to år siden efter opret-telsen af et transfer pricing-kontor i Told- og Skattestyrelsen. Siden er der ikke sket meget.