Tro ikke den offentlige mening

Der er brug for selvjustits og åbenhed i meningsmålingbranchen, der alt for længe har levet godt af mediernes stigende brug af målinger.

Meningsmålinger måler ikke alene den offentlige mening. De skaber den også. Vi vil gerne være sammen med de sejrende holdninger, bekræftes i at være med på de rigtige meninger, og tabernes nedtur får ekstra styrke og fart med god hjælp fra medierne. Tag en perlerække af valgkampe og se blot på, hvor mange politiske substansspørgsmål et taber-parti får, når det først har udsigt til nedtur i meningsmålingerne. Så handler alle spørgsmål om, hvorfor vælgerne svigter, og hvad partilederen nu vil gøre ved det, mens partierne på optur får lov til at diskutere politik.

Der er gået inflation i meningsmålinger. Var det fødevarer, ville vi aldrig acceptere den manglende varedeklaration. Nu er det så holdninger og værdier, der måles. Så er der åbenbart frit spil. Og af konkurrencemæssige grunde kan vi ikke få indsigt i alle hemmelighederne bag de metoder og afvejninger, som meningsmåling-leverandørerne anvender.

I medierne er en ny meningsmåling altid godt stof. Enhver nyhedswebside har afstemninger om store og små samfundsspørgsmål dagligt. Enhver interesseorganisation ved, at skal man have et budskab slagkraftigt igennem i medierne, så skal man lancere det pakket ind i en meningsmåling, der ”framer” behovet for en indsats eller fremmer et bestemt synspunkt. Partierne laver målinger for at teste bestemte politiske holdninger og pejle sig frem til vælgernes præferencer og prioriteringer.

Brugen af webplatformen og internettet til alle mulige målinger har forsimplet vores stillingtagen til mange spørgsmål, og spørgeteknikken holder mange gange ikke for en nærmere prøve i forhold til at være uafhængig og uden ”bias”. Lige så nemt, som vi trykker ”like” på et tweet eller en kommentar på Facebook, så afgiver vi vores mening om store politiske spørgsmål via internettet sådan lige i frokostpausen. Afstemningerne på nettet kan i deltagerantal mange gange overgå de professionelle meningsmålinger med adskillige tusinder, men ingen ved til gengæld, hvem deltagerne er, og om resultatet er repræsentativt. Meningsmålinger om tillid og troværdighed ved vores politiske ledere, ministre m.v. er et mediehit, men hvad der ligger bag folks reaktioner, er helt op til fri leg for de politiske kommentatorer.

Seriøse meningsmålingsinstitutter blander sig med mindre seriøse, ikke-repræsentative og ikke-vægtede målinger med alt for få adspurgte, og medierne behandler ikke disse målinger med samme kritiske sans som det øvrige stof. Medierne har en tendens til at sige, at meningsmålingerne øger befolkningens interesse for en sag. Men amerikanske analyser tyder på, at når medierne har eksponeret et resultat af en meningsmåling stort, så har folk en tendens til at tænke, at så er den sag afgjort. Her er opfattelsen altså, at selv om meningsmålingerne skaber indtrykket af offentligt engagement i en sag, så giver de mange målinger faktisk et mindre aktivt og inkluderende demokrati.

Under objektivitetens banner opererer meningsmålingsinstitutterne som en slags videnskabelige medvirkende i den politiske proces. Deres chefer og talspersoner bruges til at tolke strømninger i vælgerhavet og særlige aversioner eller præferencer hos dem, der svarer på spørgeskemaer og telefonopkald. Men meningsmålingerne er også forretninger, og det synes stadig sværere for selv erfarne institutter at ramme en moderne vælgerbefolknings reaktionsmønstre i stemmeboksen – hvilke kan afspejle usynlige protestbølger og meget mindre partibundne og partiloyale stemninger – end tidligere.

Uanset hvad der ligger bag individuelle svar på uniforme spørgeskemaer, bliver disse svar, når det hele koges ned til et samlet undersøgelsesresultat, til et udsagn med folkelig autoritet. Så er det den offentlige mening. Der bliver skabt en falsk fornemmelse af præcision helt ned på decimaler af disse målinger, selv om usikkerhedsmarginen ofte er langt større end de forskelle, der eksponeres som væsentlige bevægelser.

Meningsmålinger kan være nyttige pejlemærker, hvis de ikke ophøjes til realiteter og entydige sandheder, som overflødiggør en sund demokratiske debat. Der er komplekse problemstillinger, som kræver nuancer og mere end et simpelt spørgeskema. Vi har brug for tre ting:

En markant selvjustits i meningsmålingbranchen. Nu har medierne for længst droppet at betragte sig selv som en loge, hvor man ikke taler dårligt om hinanden og om dårlig journalistik. Så burde branchen for meningsmålinger også selv rydde op og være offentligt kritiske over for dem, der ikke lever op til visse standarder. En åbenhed og gennemsigtighed i metoderne bag disse målinger, så vi som forbrugere kender varedeklarationen. Og endelig burde medierne indtage en mere kritisk holdning til de meningsmålinger, de vælger at formidle.

Forrige artikel Gør det #forDanmark: Sæt turbo på de danske værdier Gør det #forDanmark: Sæt turbo på de danske værdier Næste artikel Oliekollaps truer finansgiganter Oliekollaps truer finansgiganter