”Torneroses problem er, at hun risikerer, at hendes bejler er død, når hun endelig vågner.”

Angela Merkel er den sovende skønhed. Den ivrige bejler, der risikerer at dø, mens han venter på den skønne prinsesse, er Emmanuel Macron, Frankrigs præsident.

Det er Sylvie Kauffmann, international politisk analytiker ved avisen Le Monde, der bruger Grimms eventyr fra 1812, Dornröschen, til at udlægge den aktuelle situation i europæisk politik. Kauffmann optrådte sammen med Stefan Kornelius, international redaktør ved Süddeutsche Zeitung, i Udenrigspolitisk Selskab i København i sidste uge.

Både Kauffmann og Kornelius er af den overordnede overbevisning, at Tyskland og Frankrig er på vej ind i en ny fase med et stærkt samarbejde om at videreudvikle det EU, som begge lande har investeret så meget i siden 1950’erne. I Frankrig er præsident Macron i fuld gang med at gennemføre de smertefulde reformer, som han ærligt stillede Frankrigs befolkning i udsigt under valgkampen, og som samtidig udgjorde et løfte til Frankrigs europæiske partnere med Tyskland i spidsen. Men det er et problem for den hyperaktive franske præsident, at han skal vente på en regeringsdannelse i Tyskland, som nu først ventes at være på plads langt inde i 2018.

”Der kommer næppe en regering før i slutningen af februar eller begyndelsen af marts,” vurderer Kornelius, der ligesom Kauffmann anser det for givet, at man får en ny stor koalition i Tyskland med Merkels CDU og SPD under ledelse af Martin Schulz. Schulz’ voldsomme udmelding om, at EU inden 2025 skal være EU’s Forende Stater, er der dog ingen af dem, der tager alvorligt. Ifølge Kauffmann vakte den melding undren både i Paris og Berlin.

Det korte af det lange er, at selv om prins Macron i Frankrig må vente på, at prinsesse Merkel vågner, så er der en stadig voksende tro i EU på, at de to lande står på nippet til at trække resten af EU med ind i en ny fase af europæisk integration. Ikke sådan forstået, at man står foran traktatændringer og nye folkeafstemninger, men således forstået, at man vil bruge eksisterende EU-kompetencer til at øge det reelle samarbejde mellem de europæiske lande til at håndtere tidens mange udfordringer.

Tag blot sidste uges begivenheder. I løbet af blot fem dage markerede EU-landene både et fælles højt ambitionsniveau og en evne til at finde pragmatiske løsninger inden for så mange områder som klimapolitik, forsvarspolitik, Brexit, migration og flygtninge, den økonomiske politik og den fælles udenrigspolitik over for Israel og Palæstina. Det skete ved et fælles udenrigsministermøde i Bruxelles og ved topmøder med stats- og regeringschefer i Paris og Bruxelles.

Overraskende fremdrift

Den politiske stabilitet og konkrete fremdrift på en række politikområder i EU kan forekomme overraskende på baggrund af de turbulente tilstande, der har hersket i en række EU-lande i 2017.

For det første har året budt på dramatiske politiske nybrud med traditionelle magtpartiers sammenbrud og en markant styrkelse af det nationalkonservative og indvandringskritiske nye højre. For det andet har både USA’s præsident Donald Trump og Ruslands præsident Vladimir Putin på hver deres måde forsøgt at splitte EU-landene i løbet af 2017. Og for det tredje står det nu helt klart, at den ene af EU’s tre stormagter, Storbritannien, vitterligt trækker sig ud af EU.

Den største fremgang for det nye højre i europæisk politik kom i Frankrig, hvor Marine Le Pen fik over 10,6 millioner stemmer svarende til næsten 34 pct. Men det har ikke fået nogen indvirkning på Frankrigs europapolitik, eftersom Emmanuel Macron vandt valget på den mest proeuropæiske og Tysklandskompatible politik, nogen fransk politiker nogensinde har fremlagt. Men man skal ikke glemme, at Macron i en vis forstand inkarnerer tidens populistiske nybrud, i den forstand at han hverken i Frankrig eller på europæisk plan har en partipolitisk magtbase. Frankrig er ifølge Sylvie Kauffmann lige nu et land uden politiske partier og et land, der ledes af en politisk bevægelse skabt på meget kort tid omkring en karismatisk person. Macrons frierier til EU-kommissær Margrethe Vestager, der i partipolitisk forstand hører hjemme i den liberale ALDE, skal i øvrigt ses som led i hans forsøg på at skabe sig en magtbase i Europa-Parlamentet.

Ud over Frankrig oplevede også Tyskland, Østrig og Holland markante fremskridt for det yderste højre. Det største ryk kom ved valget i Østrig i oktober, hvor den konservative Sebastian Kurz fik over 31 pct. af stemmerne på en plan om at danne regering med det nationalkonservative FPÖ, der fik over 26 pct. af stemmerne. Den nye østrigske regering ventes offentliggjort i denne uge, og meldingerne fra Wien lyder, at Kurz har fået det EU-skeptiske FPÖ’s opbakning til en fortsat proeuropæisk kurs. I Holland gik højrepopulisten Geert Wilders frem ved valget i marts, hvor hans frihedsparti blev Hollands næststørste. Men han fik ingen plads i den centrum-højre-regering, som Mark Rutte præsenterede i oktober. Denne regering er proeuropæisk og vil forsøge at trække EU i retning af frihandel og stram finanspolitik, efter at det står klart, at Storbritannien er på vej ud af EU. Trods den markante fremgang for de yderste højrepartier i de fire vigtige EU-lande har det ikke rokket ved regeringernes overordnede tilslutning til EU.

Hvad angår det transatlantiske samarbejde, har 2017 været et meget markant år. USA’s præsident Donald Trump markerede i foråret 2017 med både avisinterview og tweets en stærkt EU-kritisk linje, som vakte bestyrtelse i Europa. Dette kom stærkest til udtryk, da Angela Merkel i maj måned ved et vælgermøde gjorde det klart, at Europa nu skal til at kunne tage hånd om sin egen sikkerhed. Udtalelsen, der dårligt kan karakteriseres som andet end historisk, blev kort efter fulgt op af et fælles løfte fra Merkel og Macrons side om at styrke den militære dimension i EU. Resten af EU-landene – bortset fra Danmark og Malta – har siden tilsluttet sig denne politik, som blev konfirmeret ved topmødet i Bruxelles i sidste uge. Trump betragtes i dag fra tysk-fransk side som en kilde til evig uro, som man tackler ved at lade Macron optræde offensivt, imødekommende og samtidig stærkt kritisk over for den amerikanske præsident, mens Angela Merkel holder sig i baggrunden. I løbet af efteråret 2017 var der en fornemmelse af, at Trump var blevet mere afdæmpet i sin indblanding i europæisk politik, men det fik en ende i slutningen af november, da han retweetede propagandavideoer fra det højrenationale Britain First og efterfølgende langede voldsomt ud efter Storbritanniens premierminister Theresa May.

Mens Trump er en uberegnelig allieret for europæerne, er Ruslands præsident, Vladimir Putin, en mere forudsigelig men ikke desto mindre stålsat ydre modstander. I løbet af året er det blevet dokumenteret, at Rusland med alle teknologiske og betydelige økonomiske midler forsøger at påvirke de demokratiske beslutningsprocesser i både USA, Frankrig, Tyskland, Storbritannien og en række andre vestlige lande. Denne udvikling har – ikke mindst i kraft af den skarpe juridiske undersøgelse af Rusland-forbindelserne, som finder sted i Washington – haft den positive betydning for Europa, at man ikke står over det samarbejde mellem Rusland og Trump-administrationen, som man frygtede umiddelbart efter valget af Trump i efteråret 2016.

Brexit-drama bløder op

Mens EU’s politiske ledere må indse, at væksten i det yderste højre og de besværlige relationer med USA og Rusland er udfordringer, der ikke forsvinder foreløbig, har arbejdet med Storbritanniens udtræden af EU udviklet sig til en affære, der ganske paradoksalt betragtes som positiv i Bruxelles.

I sidste uge offentliggjorde den anerkendte amerikanske tænketank Rand Corporation således en omfattende analyse, der konkluderer, at Brexit har styrket sammenholdet i de øvrige 27 EU-lande, og at Brexit er en klar tabersag for både Storbritannien og USA. Den 159 sider lange analyse After Brexit gennemgår otte scenarier for, hvilket forhold Storbritannien kan have til Europa, USA og resten af verden, når man forlader EU. Konklusionen i analysen fra Rand er så klar, at den britiske avis, som i sin tid anbefalede briterne at stemme sig ud af EU, omtalte den under følgende overskrift: Brexit SHOCK warning: Britain will be WORSE OFF out of the EU under ALL Brexit scenarios.

I rapporten beskriver Rand-eksperterne, hvordan Storbritannien vil miste økonomisk vækst og politisk indflydelse, ligesom Storbritanniens svækkede position i Europa vil udgøre en svækkelse for USA, der gennem årtier har set Storbritannien som sin tætteste allierede i bestræbelserne på at sikre, at europæerne fortsat bekender sig til frihandel og til hele det værdisæt, som den hidtidige amerikanske verdensorden bygger på. Omvendt konkluderer Rand-rapporten, at Brexit-processen hidtil har været en betydelig succes for EU, der under ledelse af Donald Tusk og Jean-Claude Juncker har formået at holde de 27 EU-lande tæt sammen i en forhandlingsproces, hvor det overordnede mål for alle er at sikre, at resultatet bliver, at det ikke kan være mere fordelagtigt for et europæisk land at stå uden for EU end at være medlem.

Mens Theresa May i London kæmper med at holde sammen på sin regering og sit flertal, synes der ved udgangen af 2017 at være et betydeligt fodslag mellem nøglepersonerne i europæisk politik.

I Bruxelles, Berlin og Paris er alle enige om retningen, og man lykkes på det ene område efter det andet med at finde kompromisser, som landene kan leve med. Det seneste tilfælde kom på topmødet i Bruxelles i sidste uge, hvor det styrkede forsvarssamarbejde og det videre forløb i Brexit-forhandlingerne gled glat igennem. Hvad angår EU-ledernes pragmatiske tilgang til problemløsning, så man EU-præsident Donald Tusk lægge afstand til EU’s hidtidige politik om at tvinge samtlige EU-lande til at tage del i modtagelsen af flygtninge.

Forslaget mødte kraftig modstand fra en række lande, og det er uklart, hvor sagen lander. Men det er givet, at hvis man opgiver at gennemtvinge placering af flygtninge i lande, der ikke ønsker at modtage dem, vil der komme en pris på en anden konto i form af færre penge fra EU. Bundlinjen er, at det ikke skal kunne betale sig ikke at bidrage til løsninger på EU’s fælles udfordringer.