Claus Kragh har siden begyndelsen af 1990'erne beskæftiget sig indgående med Europas udvikling fra en løs gruppering af splittede nationalstater til en tæt integreret Europæisk Union med globale ambitioner. Har dækket Danmarks grønne omstilling og international klimapolitik i FN og EU siden 2007.
Uddannet ved Danmarks Journalisthøjskole, 1991.
Efteruddannelse 'Journalist in Europe' ved Centre de Formation des Journalistes, Paris, 1994-95.
Amerikansk interesse er en bonus for Grønland
ANALYSE: USA's øgede interesse for Grønland er en gave til Grønland og Danmark. Den store ø vil få væsentligt bedre infrastruktur, og Danmark kan få øget indflydelse på både den globale sikkerhedspolitik og på klimapolitikken.
Erhvervsliv, turister, borgere og klimaforskere vil nyde godt af, at det i fremtiden bliver lettere at flyve og sejle til Grønland.
Øget økonomisk aktivitet og forbedret infrastruktur vil gøre, at den gigantiske øs transition fra et fattigt fangersamfund til en avanceret arktisk velfærdsstat vil kunne tage et kæmpe skridt fremad. Og Grønlands sikkerhed blive styrket, fordi USA – af hensyn til sin egen nationale sikkerhed – vil styrke sin tilstedeværelse i Grønland.
Sådan kan man opsummere de overordnede konsekvenser på mellemlang og lang sigt af den stærkt forøgede amerikanske interesse for Grønland, som sidste uges aparte Donald Trump-show var udtryk for.
Den amerikanske præsidents syn på takt og tone taler for sig selv – og absolut ikke for hele USA. Den store føderation mod vest, der blev skabt af europæiske udvandrere gennem århundreder, er og bliver en stor og ekstremt vigtig nation, som Danmark til enhver tid er bedst tjent med at have de varmeste relationer til.
Omvendt skal man fra dansk og grønlandsk side ikke gøre sig nogen illusioner om, hvad der i Washington tænkes om Danmark og Grønlands betydning.
Ønskes: flådebaser
Det amerikanske forsvarsministerium offentliggjorde i juni i år USA’s nye strategi for Arktis. I den 17 sider lange rapport nævnes Danmark to gange og Grønland fem gange, mens hovedvægten ligger på at beskrive, at den arktiske region betragtes som et territorium af central betydning af USA’s Homeland Security, og at både Rusland og Kina arbejder målrettet på at øge deres tilstedeværelse og indflydelse i regionen.
I øvrigt kan man også læses, at The New York Air National Guard har særlige fly udstyret med ski, som kan lande direkte på indlandsisen, og at den amerikanske hær i øvrigt kan udstyre 39.000 marinesoldater til at klare sig ved temperaturer ned til minus 25 grader fahrenheit, minus 31,6 grader celsius.
Hvis Danmark ønsker at give USA et plaster på såret oven på afvisningen af præsident Trumps bramfrie ønsker om at købe Grønland, kunne det være at give amerikanerne mulighed for at etablere baser omkring eksisterende havne i Grønland, som beskrevet i Altinget. Øget amerikansk tilstedeværelse vil samtidig have den bivirkning, at amerikanerne vil blive endnu mere opmærksomme på den opvarmning, der finder sted i Grønland.
Disse klimaforandringer omtales i den nye amerikanske Arktis-strategi, mens der ikke står noget om, hvorfor de finder sted, og om hvorvidt der kan gøres noget for at modvirke dem. Donald Trump har, siden han blev præsident, som bekendt trukket USA ud af FN’s klimaaftale fra Paris. Og det er formentlig derfor, den menneskeskabte globale opvarmning ikke omtales i den arktiske strategi.
Det er givet, at Danmark vil kunne forfølge nationale sikkerhedspolitiske og klimapolitiske mål ved at give USA øget adgang til Grønland. Men det er også indlysende, at Danmark vil kunne have interesse i at engagere sine partnere i både Nordisk Råd og i EU yderligere i Grønland. Mens Grønland ikke er medlem af EU, men derimod har status som et ’oversøisk territorium’, så er alle grønlændere EU-borgere, eftersom de er danske statsborgere.
Freden er forbi
Danmark har længe forsøgt at opretholde en forestilling om, at den arktiske region var fri for den stormagtsrivalisering mellem USA, Kina og Rusland, som har præget det seneste årti. Men med Trumps grønlandske drama står det klart, at USA har tænkt sig at være fuldt og slagkraftigt til stede i Arktis, og set i det lys er der heller ingen tvivl om, at man fra dansk side gør klogt i at engagere EU’s ledere og EU’s ledende nationer mest muligt i den arktiske region. Det kan – som den seneste uges begivenheder har vist – være ret besværligt at stå alene med den stærkeste dreng i skolegården.
Danmarks nordiske og europæiske venner har store interesser i Arktis og Grønland, både når det gælder klimapolitikken og i forbindelse med de råstoffer, der kan udvindes på Grønland. Dette gælder ikke mindst en række såkaldte sjældne jordarter, som de europæiske lande har stærkt brug for i forbindelse med opbygningen af en europæisk batteriindustri, der kan servicere de elbiler, der vil blive udbredt i Europa i løbet af 2020’erne.
Bundlinjen er, at freden er forbi i Arktis. Men samtidig står det også klart, at Danmark i kraft af Grønlands medlemskab af Rigsfællesskabet har et stærkt kort at spille i regionen, der vil blive præget af øget aktivitet, både i kraft af den forøgede stormagtinteresse og i kraft den tiltagende klimavidenskabelige interesse. Det vil både Danmark og Grønland kunne nyde godt af.