Hvis nogen havde forestillet sig, at Donald Trump ville komme til et Europa med et budskab om fred, fordragelighed og sammenhold i den transatlantiske alliance, er de blevet slemt skuffede.

USA’s præsident benyttede torsdag sit besøg i NATO-hovedkvarteret i Bruxelles til at skærpe den række af kritikpunkter af Amerikas europæiske allierede, som han fremførte under valgkampen, og som han siden ved flere lejligheder har fremført.

Trumps gentagelse af kritikken af Tysklands succesrige eksportindustrier tyder på, at den amerikanske præsident arbejder målrettet på at skabe splid blandt EU-landene. Det blev også bemærket i de europæiske hovedstæder, at Trump valgte ikke at nævne NATO’s såkaldte musketér-ed om, at et angreb på et NATO-land er et angreb på hele NATO.

Dette vækker bekymring – ikke mindst fordi europæerne under Trumps besøg i NATO- og EU-kontorerne i Bruxelles konstaterede, at man fortsat er uenige med Trump om, hvordan man skal håndtere forholdet til Rusland. De østeuropæiske NATO-lande er bekymrede over det stadigt mere autoritære russiske regime, hvilket NATO har reageret på ved – før Trumps tiltrædelse - at beslutte at flytte tropper til Baltikum og Østeuropa.

Danmarks statsminister Lars Løkke Rasmussen gjorde det før mødet klart, at man har forstået budskabet fra Trump om, at forsvarsbudgetterne skal øges. Og at NATO har behov for ’arbejdsro’. Da Løkke blev spurgte, om han føler sig tryg ved den amerikanske præsident, svarede han:

”Altså, jeg føler mig tryg ved USA. Og USA er også mere og andet end en præsident. USA er et demokrati, hvor præsidenten jo agerer politisk sammen med en kongres.”

Det er højst usædvanligt, at en dansk statsminister således relativiserer betydningen af den amerikanske præsidents person. Men Lars Løkke Rasmussens udtalelse er ganske repræsentativ for det billede, der står tilbage, efter at Donald Trump torsdag aften forlod Bruxelles for at rejse videre til G7-topmødet i Italien.

Europæerne er fortsat dybt bekymrede over den måde, hvorpå den amerikanske præsident håndterer forholdet til sine europæiske allierede. Det gælder både i forhold til NATO, til EU og i forholdet til udvalgte lande, først og fremmest Tyskland.

Indtrykket er, at Trump forsøger at skabe splid og dermed reelt undergraver sammenholdet i det EU, som netop har brug for at stå sammen på et tidspunkt, hvor Storbritannien har valgt at forlade EU.

Trumps udfald mod Tyskland og de tyske bilproducenter har vakt stor opsigt i tyske medier, selvom det ikke er første gang, den amerikanske præsident beklager sig over Tysklands store handelsoverskud. Udover at kritikken cementerer billedet af Trump som en ægte handelspolitisk protektionist, er den ubehagelig for Tyskland og kansler Angela Merkel, fordi den føder ind i en kritik, som også findes i Europa, hvor mange sydeuropæiske lande synes, at Tyskland burde øge sit hjemlige forbrug og således dæmpe sine store handelsoverskud.

Den europæiske utilfredshed blev ikke mindre af, at Trump og hans økonomiske toprådgivere under besøget i EU-Kommissionen angiveligt gav udtryk for, at de ønsker at indgå bilaterale handelsaftaler med EU-landene.

Dette er ikke alene barokt, fordi handelspolitikken ikke længere er et nationalt anliggende i Europa, men derimod et område som varetages kollektivt af EU. Tilgangen er også ubehagelig, fordi den understreger indtrykket af, at Trump-administration forsøger at splitte EU-landene, i stedet for – som sin forgænger Barack Obama – at opmuntre europæerne til at finde fælles løsninger på fælles udfordringer.

Det korte af det lange er, at Trumps besøg i Bruxelles bekræftede, at Europa fremover skal leve med en amerikansk præsident, der skælder ud på sine europæiske allierede, og som synes at være mest optaget af at skabe indbyrdes splid mellem dem.

Konsekvensen vil uden tvivl blive den modsatte: At europæerne rykker tættere sammen bag den leder, de har mest tillid til, og at de vil følge hendes i hendes vision for, hvad EU bør gøre, når man ikke kan regne med USA: Stå tættere sammen, udvikle EU’s forsvars- og sikkerhedspolitiske dimension og i det hele taget gøre Europa til en aktør, som USA, Rusland og Kina må tage alvorligt – også når det gælder militær magt.