Både USA’s økonomi og landets præsident strutter af sundhed, når Donald Trump i denne uge lægger vejen forbi den globale økonomiske elites årlige topmøde i Davos som den første amerikanske præsident siden Bill Clinton i 2000.

Donald Trump fik i sidste uge en militærlæges ord for, at han fysisk og mentalt er så sund og rask, som man kan forvente det af en mand, der er født i 1946. Og et kig ud over amerikansk økonomis nøgletal viser samme tendens.

Den amerikanske økonomi vokser kraftigt, arbejdsløsheden er lav og aktiemarkedet sætter nye rekorder.

Selvom der ikke skal megen økonomisk ekspertise til at fastslå, at Donald Trump rider på en konjunkturbestemt bølge på samme måde, som stort set alle andre nationale politikere i den vestlige verden gør det, er det ikke svært at forudse, at Donald Trump vil bruge tallene til at argumentere for, at hans kurs for USA’s økonomiske politik er den helt rigtige.

Samtidig vil Trump kunne pege på, at han netop har fået en historisk skattereform igennem, som både giver amerikanske selskaber en massiv nedsættelse i selskabsskatten fra 35 til 21 pct., ligesom den giver multinationale amerikanske selskaber mulighed for at hente 2.600 mia. dollar hjem, som de har haft stående i udlandet i årevis.

Disse enorme formuer vil kunne hentes hjem til en skatteprocent på maks. 15,5 pct. Disse regler vil ifølge skatteudvalget i Kongressen føre til et ekstra skatteprovenu på omkring 340 mia. dollar over ti år.

Det var netop denne udvikling, der materialiserede sig i sidste uge, da Apple meddelte, at man nu vil betale 38 mia. dollar i skat. Som en tak for hjælpen med skattereformen, som Apple længe har ønsket sig, meddelte den californisk baserede men globalt producerende telefon- og computerfabrikant, at man vil investere 30 mia. dollar i nye amerikanske arbejdspladser i de kommende år.

Det korte af det lange er, at Trump og hans republikanske flertal er i færd med at sætte ekstra turbo på en økonomi, der i forvejen vokser kraftigt, og som har svært ved at finde arbejdskraft med en arbejdsløshed på kun 4,1 pct. i forhold til dramatiske 9,9 pct. i begyndelsen af 2010. Mens det synes at passe godt til præsidentens iltre temperament at dope økonomien, advarer kritikere om en række faremomenter i forbindelse med den måde at styre økonomien på.

William Dudley, der er medlem af den amerikanske centralbank Federal Reserves renteudvalg, har gjort det klart, at økonomien allerede ”har betydeligt momentum”, og at man både risikerer overophedning, og at skattelettelserne vil blive sparet op og ikke investeret, fordi de i vid udstrækning kommer de mest velhavende amerikanere til gode.

Dudley fra New York Federal Reserve, og hans kollega fra Dallas Federal Reserve, Robert Kaplan, advarer samtidig om, at Donald Trumps krigeriske handelspolitiske planer kan lægge gift ud for den langsigtede holdbarhed af den amerikanske økonomi.

”Min bekymring er, at dette skaber modvind for den økonomiske vækst i fremtiden,” sagde Kaplan, som understregede, at det økonomiske samarbejde med Mexico og Canada i den nordamerikanske handelsaftale NAFTA er af afgørende betydning for amerikanske virksomheder.

Netop USA’s handelspolitik vil uden tvivl komme i fokus ved Davos-topmødet, hvor Indiens premierminister Narendra Modi er den politiske hovedtaler tirsdag, mens Trump ventes at lukke ballet med sin tale fredag eftermiddag.

Trumps beslutning om at møde op i Davos kommer efter, at Kinas præsident Xi Jinping sidste år benyttede lejligheden til at præsentere sig selv som en stolt forsvarer af den globaliserede verdenshandel, som den dengang nyvalgte Trump under hele sin valgkamp havde tordnet imod.

Trump vil uden tvivl tale mod frihandelsaftaler som NAFTA og imod kinesisk protektionisme og statsstøtte til nøgleindustrier som solceller og stål. Det vil erhvervslederne i Davos næppe bryde sig om, men det paradoksale er, at Trump langt fra står alene med sin økonomiske nationalisme. Indiske Modi fører en lignende politik, Kina gør det, og det samme er franske Emmanuel Macron i gang med at sætte i værk på europæisk niveau.

Macron taler onsdag i Davos, og det bliver interessant at se, om den franske politiske himmelstormer vil forsøge at finde en fællesnævner for den nationalt orienterede økonomiske politik, som nu føres i USA, Kina og Indien, og som dybest set også er den, han selv plæderer for i Europa.

Davos-arrangørerne har givet årets konference mottoet ”A shared future in a fractured world”. Hvis der er en økonomisk politik, der kan siges at være enighed om blandt verdens store økonomiske magter USA, Kina og EU, så er det, at der må sættes kontinentale grænser for den uregulerede økonomiske globalisering, som har vundet frem over de seneste årtier.

Macron markerede sin europæiske økonomiske nationalisme, da han var i Kina forleden. Her plæderede han for en fælleseuropæisk front over for Kina, når det gælder kinesiske opkøb af strategiske virksomheder i Europa. ”Europa har alt for ofte stået delt over for Kina. Og Kina vil ikke respektere et kontinent, en magt, når nogle lande lader deres døre stå vidt åbne,” sagde Macron.

Hverken den franske præsident eller Tysklands fungerende kansler, Angela Merkel, som før weekenden fortsat overvejede sin deltagelse i Davos, bryder sig om at fremstå som værende enige med Donald Trump. Men det er de reelt på lange stræk, når det gælder den økonomiske politik.

Macron og Merkels projekt for EU er i realiteten udviklingen af en form for europæisk økonomisk protektionisme eller nationalisme, selvom det ikke er termer, man kunne finde på at bruge hverken i Paris eller Berlin.

Globalt trekantsdrama

Donald Trumps administration offentliggjorde i december sin første Nationale Sikkerhedsstrategi, hvor man over godt 60 sider har skabt en sammenhængende fortælling om, hvordan USA under Donald Trump vil bruge sine militære og økonomiske muskler på at forsvare USA’s nationale sikkerhedsinteresser.

”Det amerikanske folk valgte mig til at gøre Amerika stort igen,” lyder den første sætning i forordet, hvor Trump forklarer sin strategi, der er langt mere offensivt nationalt orienteret end forgængeren Barack Obamas.

”USA leder igen på verdensscenen. Vi gemmer os ikke for de udfordringer, vi står over for. Vi konfronterer dem med hovedet først og forfølger muligheder til gavn for alle amerikaneres sikkerhed og velstand,” skriver Trump videre.

I strategien understreger Trump-administrationen sit ønske om at genforhandle sine handelsrelationer med en række lande og regioner verden over. I løbet af sit første år ved magten har Trump droppet både den planlagte TTIP-handelsaftale med EU og TPP-handelsaftalen med en række lande i Stillehavsregionen.

Samtidig er hans embedsmænd i færd med at sondere mulighederne for at ændre den nordamerikanske frihandelsaftale, NAFTA, med Mexico og Canada.

Trump har i vanlig stil truet med at opsige aftalen, men dette møde skaber stor bekymring i amerikanske industri- og landbrugskredse, hvor man nyder godt af den 24 år gamle frihandelsaftale, der giver gode afsætningsmuligheder og adgang til billig arbejdskraft for amerikanske virksomheder.

Et andet vigtigt element i den økonomiske del af Trumps nationale sikkerhedsstrategi er understregningen af, at USA har tænkt sig at blive en regulær energistormagt – og dét inden for både kul, olie, gas, atomkraft og vedvarende energi.

Her skal man ikke mindst holde øje med, at amerikanske selskaber i løbet af de kommende tre år vil mere end femdoble deres kapacitet til eksport af naturgas ved hjælp af den såkaldte LNG-teknik. Dermed vil EU-landene reelt få langt bedre muligheder for at reducere deres import af gas fra Rusland, hvis det er det, man ønsker.

Selvom Donald Trump igen og igen skaber furore i Europa og andre steder i verden med sin voldsomme retorik og sine abrupte udmeldinger, står det klart, at han har en kraftig økonomisk medvind.

Samtidig viser eksempelvis Apples reaktion på Trumps skattereform, at han sagtens kan samarbejde med tech-giganterne fra den amerikanske vestkyst, selvom hans nationalkonservative retorik ikke umiddelbart er deres kop te.

Trumps samarbejde med disse selskaber gør også fremskridt på området vedr. arbejdskraft. Således meddelte de føderale immigrationsmyndigheder USCIS i midten af januar, at folk med det såkaldte H-1B-visum ikke behøver at frygte, at de ikke længere automatisk kan få forlænget deres arbejds- og opholdstilladelse.

Alene fra Indien har over 500.000 mennesker ophold i USA på H-1B-visum, og en meget stor del af dem arbejder i de amerikanske tech-virksomheder. At Trump-administration således løber fra Trumps egne valgløfter betyder tilsyneladende mindre i denne sammenhæng.

Donald Trump har med både skattereformen og håndteringen af tech-giganternes behov for udenlandsk arbejdskraft vist, at han kan få tingene til at ske, og omvendt har toppen af amerikansk erhvervsliv vist, at man sagtens kan samarbejde med Trump, selvom man ikke bryder sig om hans stil.

Ved mødet i Davos i den kommende uge vil det uden tvivl også stå klart, at resten af verden er ved at vænne sig til at leve med Donald Trump som USA’s præsident. Og at der i det hele taget ikke er så stor forskel på hans nationalistiske og merkantilistiske økonomiske politik og så på den økonomiske politik, Kina, Indien og EU reelt fører.

At han så samtidig optræder på en sådan måde, at han splitter befolkningen og undergraver både demokratiet og den frie presse er en anden sag. Det er – som virksomhedslederne fra Silicon Valley har vist gennem deres samarbejde med Trump – emner af sekundær betydning.