Af James Kirchick, Foreign Policy. Oversat af Mikkel Damkjær Paaske

Efter en ugelang Europa-tur, hvor han nedgjorde USA’s tætteste allierede og roste dets største fjende, er der ikke længere nogen tvivl om, at USA’s præsident Donald Trump vil afvikle den liberale verdensorden. Den nuværende orden – et system af gensidige aftaler, alliancer og institutioner – rejste sig fra asken af Anden Verdenskrig med USA’s hjælp og militære styrke. Den strækker sig over EU og NATO til de mangeårige sikkerhedsgarantier, som Washington har fastsat sammen med asiatiske lande som Japan og Sydkorea. Det deraf følgende Pax Americana lagde fundamentet for den længste periode af fred og fremgang i menneskets historie.

Den amerikanske politiske opbakning om NATO har siden alliancens begyndelse i 1949 betydet, at en seriøs amerikansk præsidentkandidats kritik af USA’s medlemskab har været lige så utænkelig som et forslag om legalisering af børnearbejde. Men det har Trump ændret ved nu.

Blandt de mange tabuer, som Trump brød i løbet af præsidentvalget i 2016, gik han så vidt som til at kalde NATO ’forældet’, og siden han indtog præsidentposten, har han gentagende gange sat spørgsmålstegn ved USA’s forpligtelse til dets allierede i traktaten.

Selv om USA’s præsidenter fra begge partier siden Harry Truman (præsident fra 1945-1953, red.) har støttet den politiske og økonomiske integration i Europa, støttede Trump Storbritanniens beslutning om at forlade EU.

Og efter at have positioneret sig selv som den mest pro-russiske præsidentkandidat siden Henry Wallace (USA’s vicepræsident 1941-1945, red.), var det ingen overraskelse, at Trump i den grad fornedrede sig selv over for præsident Vladimir Putin under deres fælles pressekonference i Helsinki.

Da Trump stod frem og sagde, at han stolede på Putins benægtelse af at have blandet sig i det amerikanske valg, gav han ikke kun sin opbakning til den russiske eneherskers løgne fremfor sit eget lands efterretningstjenester og medlemmer fra sit eget parti, men han underspillede også Ruslands trussel mod USA’s interesser, værdier og alliancer.

Heldigvis er Trump demokratisk valgt

Men diskursen om, at Trump vil ødelægge verdensordenen, skygger for det vigtigere spørgsmål: Om han overhovedet kan. Ifølge Stewart Patrick vakler ordenen allerede.

”I løbet af det sidste halvandet år har han (Trump, red.) angrebet den vestlige solidaritet, som hans forgængere har kultiveret over syv årtier,” skriver Stewart Patrick i magasinet Foreign Policy. USA’s allierede, fortsætter han, ”søger strategisk selvstændighed” og ”samarbejder med Kina om at værne om globaliseringen”, mens de ”kæmper for at forsvare det, der er tilbage af den åbne verden mod dens oprindelige skaber.” Og når ”USA frasiger sig det globale lederskab,” er EU ”det bedste håb for liberale internationalister.”

Patrick har ret, når det gælder Trumps intentioner. Men som så mange andre analytikere, der forhaster sig til at spå om den liberale internationale ordens fremtid, så skriver han, som om USA’s præsident ikke er reguleret af kongressen eller sin egen administration. Hvis Trump eksisterede i et andet politisk system med færre reguleringer og eksterne begrænsninger af lederes magt, ville han være langt farligere. At Trump opfører sig som en forretningsleder med autoritær retorik, og at han hyppigt udtrykker beundring for tyranner, indikerer, at han har diktatoriske tendenser.

Men som Trump nok ville være den første til at indrømme, så er der stor forskel på at lede et familiefirma og på at lede et demokratisk land – med dertilhørende fri presse, uafhængig dømmende magt, et aktivt civilsamfund, en stærk opposition og hyppige valg. Hvis Trump var præsident i en bananrepublik som Venezuela eller et ikke-konsolideret demokrati som Ungarn, ville det være meget lettere for ham at underminere sit lands demokratiske institutioner på egen hånd og geopolitisk at orientere det væk fra den frie verden.

Heldigvis er Trump på trods af sine despotiske tilbøjeligheder en demokratisk valgt leder af verdens ældste konstitutionelle republik, og hans forsøg på at ødelægge en liberal verdensorden, som den republik har grundlagt og i syv årtier været med til at vedligeholde, har ikke båret frugt.

Ingen topposter til nationalister

Den primære grund til dette er, at Trump ikke har haft vilje eller held til at ansætte ligesindede ’America First’-nationalister i sin regering, i hvert fald ikke når det gælder udenrigs- eller forsvarspolitik. Det amerikanske militær-diplomatiske apparat er en kæmpe, der består af titusindvis af ansatte, og det kræver en stor masse af ideologisk engagerede og bureaukratisk dygtige individer, hvis USA’s verdensrolle skal ændres på den måde, som Trump ønsker.

Hvis man for eksempel tager forsvarsminister James Mattis, udenrigsminister Mike Pompeo, national sikkerhedsrådgiver John Bolton, og længere nede ad den bureaukratiske rangstige Wess Mitchell, viceudenrigsminister for europæiske og euroasiatiske anliggender, og Fiona Hill, Ruslands-rådgiver i det Nationale Sikkerhedsråd, er der ingen på de øverste trin i det diplomatiske og militære apparat, der er på grænsen til at dele præsidentens modvilje mod EU, NATO eller USA’s globale lederskab, og slet ikke hans bizarre tiltrækning til Putin. (De gentagne opfordringer til, at de ovenfornævnte skal gå af, virker kortsynet set i lyset af deres rolle i at beherske Trumps værste indskydelser og sandsynligheden for, at de vil blive erstattet af inkompetente og sleske idealister.)

Inden sin fyring sidste sommer virkede Steve Bannon til at være den rådgiver, der kom tættest på at være den af Trumps folk, der kunne gøre hans fordomsfuldhed, konspiratoriske vildfarelser og halvfærdige ideer til reel politik. For at få en smag på den skade, som Bannon kunne have forårsaget, hvis han stadig var i Det Hvide Hus, kan man se på Bruxelles, hvor han har slået sig ned for at starte et nationalistisk politisk netværk, som han påstår vil rivalisere George Soros’ Open Society Foundations.

Kun retorisk skade indtil videre

Uden at have Bannon til at hviske sig i øret, afhænger Trumps evne til at ødelægge den liberale verdensorden af, hvorvidt han kan føre sin nationalistiske nulsumspolitik ud på verdensscenen. Indtil videre har han ikke forårsaget meget mere end retorisk skade. Og intet sted i verden er afstanden mellem præsidentens retorik og regeringens handlinger større end i Rusland. Mediernes hysteriske dækning af topmødet mellem Trump og Putin mindede om dækning af en større boksekamp – nogle tv-stationer havde sendt store hold afsted for konstant dækning af mødet – og det viser, at forholdet mellem USA og Rusland er blevet reduceret til personligheder og en seriøst forvrænget analyse.

Selv om der var meget snak om Trumps ’landsforræderiske’ opførsel i Helsinki (og den var virkelig moralsk foragtelig), så var der ingen amerikanske politiske indrømmelser til Rusland som resultat af hans katastrofale optræden. Fra udvisningen af russiske diplomater til sanktioner mod russiske individer og selskaber til salg af våben til Ukraine og øget støtte til – jo, den er god nok –NATO, har det amerikanske pres på Rusland ikke været hårdere siden afslutningen af den kolde krig.

”Trump og USA er ikke rigtig den samme ting lige nu,” skrev en kilde tæt på en russisk finansfyrste i Financial Times for nylig.

Folk tror fejlagtigt (og det gjaldt især Trumps forgænger), at præsidenter kan ændre verden ved deres blotte tilstedeværelse på den internationale scene. Men ved at behandle Trumps retorik som reel politik understøtter man en simpel teori om ’den stærke mand’ i historien.

Celeste Wallander, som arbejdede i Det Nationale Sikkerhedsråd under præsident Barack Obama, skrev i Foreign Affairs, at på grund af Trumps adfærd ”må amerikanerne indse, at USA kan være den største trussel mod NATO” – og ikke landet (Rusland, red.), der har begået den første annektering på europæisk jord siden Anden Verdenskrig, hvis militærdoktrin fremstiller NATO som dets største fjende, og som simulerer atomangreb på NATO-territorier. Hvis NATO’s største fjende også er dets mest magtfulde medlem, så opfører alliancens andre nationer sig bestemt ikke sådan.

Kun retorisk tysk modstand

Jo, en håndfuld europæiske ledere – navnlig den tyske kansler, Angela Merkel, og hendes udenrigsminister, Heiko Maas, har gentagende gange givet udtryk for, at Europa ikke længere kan regne med USA på samme måde, som man tidligere har kunnet. Men ligesom Trumps påståede ødelæggelse af den liberale verdensorden har de tos stræben på at ændre status quo nærmest udelukkende været retorisk. Ud over opstarten af et forsvarssamarbejde i EU kaldet PESCO (Permanent Structured Cooperation), som allerede var planlagt før Trumps valgsejr, og som ikke er påtænkt som en erstatning for NATO, er der ikke meget, der tyder på, at europæiske politikere seriøst forbereder sig på en post-amerikansk fremtid.

I Asien derimod betyder ”Trumps fokus på Kina som en stormagtsrival, at han eller fremtidige administrationer bliver tvunget til at forny og udvide USA’s alliancer fremfor at trække sig ud af dem,” skriver Daniel Deudney og John Ikenberry i Foreign Affairs.

Den liberale verdensorden, skriver Robert Kagan i Washington Post, kræver ”konstant pleje, især fra USA’s side”. Men ligesom den liberale verdensorden ikke kan opretholde sig selv, kan den heller ikke ødelægges af en enkelt persons luner, ikke engang USA’s præsident. Den liberale verdensorden består af flere fundamentale elementer som inter-militære relationer, delte politiske og kulturelle værdier, samt enorme økonomiske bånd, der holder længere end nogen præsidents tid på embedet. Det er bestemt muligt for Trump at gøre seriøs eller sågar permanent skade på disse elementer, men det er alt for tidligt at sige, om det allerede er sket.

Selv om Trumps evne til at afvikle den liberale verdensorden er stærkt overvurderet, er der et punkt, hvor hans retorik og opførsel allerede har gjort stor skade, muligvis katastrofisk stor skade: hans underminering af NATO’s kollektive sikkerhedsgaranti, som er hjørnestenen i Atlantpagten. Trumps konstante underminering af denne traktatbundne forpligtigelse, som utvetydigt betinger USA til at beskytte sine allierede, svækker alliancens afskrækkelsesvåben og inviterer til russisk aggression.

En idiots fortælling

Da Tucker Carlson, nyhedsvært på Fox News, i sidste uge spurgte Trump, hvorfor hans søn skulle kæmpe for at forsvare det nye NATO-medlem Montenegro (en fortærsket isolationistisk trope, som Carlson hyppigt anvender, på trods af at hans søn ikke gør tjeneste i USA’s militær), burde Trump have svaret: ”Fordi vores allierede i NATO har kæmpet og er døde for os.”

I stedet svarede han: ”Jeg har stillet mig selv det samme spørgsmål,” og tilføjede at Montenegros indbyggere er ”meget aggressive,” hvilket potentielt kunne føre USA ind i Tredje Verdenskrig – som et ekko fra Sovjettiden. Trumps svar er mere ødelæggende for den liberale verdensorden end Obamas kommentar om den ’røde linje’ i Syrien, fordi det drejer sig om nedskrevne sikkerhedsgarantier til vores allierede, og ikke en henkastet bemærkning til en pressekonference.

Med Trump kan vi måske være vidner til et dramatisk skift i internationale relationer, hvor USA frivilligt frasiger sig rollen som, med Stewart Patricks ord, ”verdensordenens beskytter og forkæmper for menneskelig frihed,” og i stedet vender tilbage til 1800-tallets nationalisme og konkurrence. Det er også sandsynligt, at vi dagligt er vidner til verdenshistoriens største narcissist, som har det hele i munden, og hvis dybt nedbrydende retorik ikke er præget af nærlæsning af Noam Chomsky og Pat Buchanan, men snarere af at have skabt reality-bras for millioner af seere.

Trump er en mand, der en uge efter at have kaldt EU for USA’s ”fjende”, tweeter et billede af sig selv og Europa-Kommissionsformanden, der omfavner hinanden, og skriver at EU og USA “elsker hinanden”. Når fremtidige generationer ser tilbage på den nuværende leder af den frie verdens embedsperiode, tænker de måske på en anden gal konges ord (Macbeth i William Shakespeares tragedie af samme navn, red.):

“Det er en fortælling fortalt af en idiot, fuld af lyd og raseri, uden nogen mening.”

James Kirchick er en amerikansk journalist (f. 1983) og fellow ved tænketanken Brookings Institutions Center on the United States and Europe. Han udgav i 2018 bogen 'The End of Europe: Dictators, Demagogues and the Coming Dark Age'.