Det kom tydeligvis bag på de danske myndigheder, at Donald Trump inviterede sig selv til Danmark i forlængelse af sit besøg i Polen 1. september. Og besøget kan – selv om det indebærer diplomatiske fordele for Danmark – meget vel gå hen og blive besværligt i relation til Danmarks tætteste politiske allierede, der efter valget af Trump og brexitafstemningen i Storbritannien i 2016 må siges at være de øvrige EU-lande.

Udenrigsministeriet skal således være på stikkerne for at sikre, at besøget ikke giver anledning til episoder, der vil blive taget ilde op i Berlin, Paris og Bruxelles, hvor man er på vagt over for den amerikanske præsidents forsøg på at spille EU-landene ud mod hinanden. I alle tre hovedstæder er Danmark kendt som et land, der er mere merkantilistisk end idealistisk indstillet, når det gælder europæisk integration.

Efter Trumps udmelding i slutningen af juli om, at han gerne ville til Danmark, fik man i København hurtigt lagt ansigtet i de rette folder og Kongehuset mobiliseret. Herefter kunne statsminister Mette Frederiksen byde den amerikanske præsident velkommen med følgende konstatering: ”USA er Danmarks vigtigste og stærkeste allierede i Nato.”

Amerikanske medier spekulerer i, at Trump kommer til København for at give et købstilbud på Grønland, mens tyske medier naturligt nok har været mere optagede af, hvorfor den amerikanske præsident ikke lægger vejen forbi Berlin.

”Trump besøger Polen og Danmark – Hvorfor ikke Tyskland?” lød overskriften i det store tyske ugemagasin Stern, der konstaterede, at forholdet mellem Tyskland og USA er decideret dårligt under Trump. Mens alle tidligere amerikanske præsidenter siden Anden Verdenskrig har lagt stor vægt på forholdet til Europas stormagt, har Donald Trump endnu ikke aflagt et officielt besøg i landet. Tværtimod har han ved flere lejligheder kritiseret Tyskland voldsomt.

Nyttige, fodslæbende Danmark

I stedet spekulerer både Stern og andre tyske medier i, at Trump har valgt at besøge netop Polen og Danmark, fordi disse to lande både i forholdet til EU og til Rusland optræder sådan, som USA ønsker det. I Washington er man tilfreds med, at både Polen og Danmark optræder fodslæbende, når det gælder yderligere integration i EU.

Og man er tilfreds med, at begge lande har støttet USA i bestræbelserne på at lægge hindringer i vejen for den store Nord Stream 2-gasrørledning, som Gazprom sammen med et konsortium af europæiske energivirksomheder er ved at bygge fra det vestlige Rusland til Nordtyskland.

Danmark ses med andre ord i USA som et af de lande, man kan påvirke i bestræbelserne på at modarbejde den styrkelse af EU, som Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, og Tyskland kansler, Angela Merkel, arbejder på. Og man skal ikke tage fejl af, hvor alvorligt Trump-administrationen mener sin modstand mod EU.

Således erklærede Trumps sikkerhedsrådgiver, John Bolton, i sidste uge under et besøg i London, at USA ”entusiastisk” vil støtte, at Storbritannien forlader EU uden at have indgået en aftale med sine europæiske partnere om, hvordan det skal ske. Bolton gentog samtidig et klassisk EU-skeptiker-synspunkt, da han sagde:

”Sådan er det i Den Europæiske Union: Når folket stemmer i en anden retning, end eliten ønsker, så sætter man bønderne til at stemme igen, indtil de stemmer rigtigt,” lød det fra Bolton med en formulering, man ikke tidligere ville have brugt i de øverste udenrigspolitiske cirkler i Washington, hvor man historisk har bakket op om europæisk integration via EU.

Den amerikanske fjendtlighed over for EU betyder sammen med tilsvarende holdninger under den aktuelle britiske premierminister, Boris Johnson, at regeringerne i Washington og London ikke længere kan betragtes som Danmarks nærmeste udenrigspolitiske allierede.

Mere Europa, mindre USA og UK

Denne udvikling har man taget bestik af i Udenrigsministeriet, hvor repræsentationerne og ambassaderne i Bruxelles, Berlin, Paris og New York – hvor FN har hovedkvarter – er langt større, end de er i Washington og London. Udenrigsministeriet har således 65 udsendte og 40 lokalt ansatte medarbejdere i Bruxelles, 14 udsendte og 55 lokalt ansatte i Berlin, 13 udsendte og 28 lokale i Paris og endelig 12 udsendte og 41 lokalt ansatte ved FN i New York. Til sammenligning havde man i september 2018 7 udsendte og 34 lokalt ansatte i London og 16 udsendte og 25 lokale i Washington.

Selvom Danmarks udenrigspolitiske miljøer og de førende udenrigspolitikere i Folketinget fortsat primært ser verden uden for Danmark gennem amerikanske eller engelske briller – og medier – har de professionelle danske diplomater konstateret, at Danmark lever i en ny udenrigspolitisk virkelighed.

I forbindelse med Trumps forestående besøg kan man opstille en række områder, hvor Danmark så at sige enten skal eller har skullet vælge, om man ville gå med USA, eller om man vil prioritere hensynet til de europæiske allierede.

Når det gælder Nord Stream 2, har Danmark entydigt valgt at følge USA. Nyhedsbureauet Reuters kunne forleden berette, at Danmarks blokade af Nord Stream 2-rørledningen har koster de russiske, tyske, franske og hollandske virksomheder i konsortiet omkring 660 millioner euro – cirka 5 milliarder kroner. Denne danske position har vakt betydelig irritation i Tyskland, hvor man ikke kan klare sig uden den russiske gas.

På samme måde har man også i Berlin været på mærkerne over for Danmark i relation til den militære beskyttelsesmission i Hormuz-strædet ved Iran. Her ønskede USA, at Storbritannien og andre europæiske lande skal deltage i en mission, der beskytter handelsskibe mod iranske flådeaktioner. I første omgang meldte Danmark ud, at man agtede at deltage i missionen, men siden har man trukket i land – ikke mindst efter at Tyskland har gjort det klart, at man ikke ønsker at have styrker indsat under amerikansk ledelse i det kritiske farvand i Den Persiske Havbugt.

Norbert Röttgen, der er formand for Udenrigsudvalget i Den Tyske Forbundsdag, mener, at de iranske provokationer bør mødes med et kontant modsvar i form af en maritim styrke i området, men han mener samtidig, at det er tvingende nødvendigt, at det sker under europæisk ledelse.

”Europa bliver nødt til at sikre fri passage gennem Hormuz-strædet uafhængigt af USA – og derved undgå en eskalering af konflikten,” lyder det fra Röttgen i en kommentar, der blandt andet er offentliggjort af tænketanken European Council on Foreign Relations.

Trump har fået øje på Grønland

Den foreløbige danske retræte i sagen om flådeaktionen i Hormuz-strædet viser, at de danske diplomater og den danske regering er sig bevidst, at man skal passe på ikke at træde sine centrale europæiske partnere over tæerne i vigtige anliggender. Og det er netop, hvad relationen til Iran er for Tyskland og Frankrig.De samme hensyn til de europæiske stormagter og til EU som helhed gør Danmark i øvrigt klogt i at iagttage på en lang række andre områder. Når det eksempelvis gælder Grønland og Arktis, er det klart, at Danmark gerne vil tilgodese USA, der jo gennem Nato er garant for ikke blot Danmarks, men hele Europas kollektive sikkerhed. At Trump ifølge amerikanske medier har koketteret med, at USA med fordel kunne købe Grønland, vidner om, at dette hjørne for alvor har fået præsidentens opmærksomhed. 

Omvendt står det også klart, at EU som helhed og både Frankrig og Tyskland som de industrimagter, de er, har interesser i den arktiske region. Det gælder både i forhold til de nye sejlruter, der åbnes i forbindelse med den globale opvarmning, og det gælder også de såkaldte sjældne jordarter, som der findes store reserver af i Grønland, og som er en af grundene til, at Kina er så interesseret i Grønland.

I det hele taget tvinger Donald Trump med sin aggressive retorik og Storbritannien med dets enegang Danmark stadigt længere over i armene på EU og de europæiske lande. Det er en udvikling, som regeringen ikke bør stritte imod, hvis den ønsker at gøre alvor af sine udenrigspolitiske topprioriteter: at styrke verdenssamfundets kamp mod den globale opvarmning, at sikre udvikling i Afrika for at stoppe migration og at sikre en mere fair beskatning af de store amerikanske techvirksomheder. På sidstnævnte område har Donald Trump allerede stiftet bekendtskab med The Tax Lady, som han har kaldt Margrethe Vestager. Og overordnet er han er tydeligvis ved at indse, at EU-landene, når de står sammen, har ganske stor magt.