Som demokratisk anlagt samfundsborger ville det være dumt at læne sig tilbage i lettelse over, at Donald Trump efter al sandsynlighed ikke bliver USA’s næste præsident. Selv om meningsmålingerne ikke efterlader megen tvivl her tre uger før valget den 8. november, og selv om Hillary Clinton skulle gå hen og vinde stort, så har Donald Trump uanset hvad forgiftet den demokratiske debat.

Med sine racistiske kommentarer om muslimer, mexicanere og indvandrere, sine lidet skjulte opfordringer til vold, og gennem sine hundredvis af løgne og konspirationsteorier har Trump rykket alle grænser for, hvad man kan sige i en demokratisk valgkamp. Og selv om Trump formentlig taber præsidentvalget, har han dermed banet vejen for ’den næste Trump’.

Det mener en af verdens førende populismeteoretikere, Jan-Werner Müller, der i sidste uge besøgte Danmark for at lancere sin nyeste bog, der netop er udkommet på dansk under titlen “Hvad er populisme?”. Se tekstboks. I den dechifrerer den tyskfødte idehistoriker, der er professor ved det amerikanske eliteuniversitet Princeton, hvad der kendetegner populister. Essensen er en påstand om, at populisterne mener at være de eneste moralske repræsentanter for folkets sande vilje: ”Vi alene repræsenterer folket,” gengiver Jan-Werner Müller populisternes kerneargument.

Overalt i verden kommer populister mere eller mindre subtilt med denne påstand. Men en af de mest rendyrkede populister i dag er Donald Trump. Bliver han USA’s næste præsident, vil det være en katastrofe for demokratiet. Og selv hvis han ikke bliver valgt, har han allerede gjort stor skade, mener Jan-Werner Müller.

”Trump har vist opskriften for ’den næste Trump’. Og selv når Trump er væk, vil hans trumpism efterlade sig spor, der er giftige for den demokratiske debat. Han har skubbet grænserne for, hvad man kan sige, han har delegitimeret sine politiske modstandere og det demokratiske system, og han har bragt ideologien fra det gamle højre – som grundlæggende handler om de hvides overherredømme – langt ind i mainstreampolitik, så det nu præger Det Republikanske Parti. Og det tror jeg alt sammen vil efterlade et meget giftigt aftryk på demokratiet i USA,” siger Jan-Werner Müller.

Orbán og Trump i en liga for sig

Han nævner, at Trumps seneste yderlighed var truslerne fra præsidentdebatten i sidste uge om at smide Hillary Clinton i fængsel, hvis han selv vinder valget. Det er noget, man stort set aldrig hører fra toppolitikere i den vestlige verden – heller ikke fra populister.

”Ikke engang andre populister siger sådanne ting. Viktor Orbán (Ungarns premierminister, red.) er den eneste anden, jeg kan komme i tanke om, der har luftet den slags trusler. Men slet ikke på den samme ekstreme måde i en direkte personlig konfrontation på landsdækkende TV. Også der går Trump til en ny ekstrem i sit forsøg på at delegitimere sin politiske modstander.”

Et andet eksempel på Trumps ekstremisme er hans opfordringer til vold mod demonstranter ved hans store vælgermøder, eksempelvis i staten Virginia, hvor han opfordrede sine tilhængere til at tæske demonstranter, hvis de skulle til at kaste med tomater. ”Knock the crap out of them,” sagde han fra talerstolen, og det ville normalt have skabt retslige sanktioner, mener Müller. Bare ikke for Trump.

”I USA er der meget vide grænser for ytringsfriheden, undtagen når det kommer til at agitere for vold. Og der må jeg indrømme, at jeg var overasket over at se, at Trump uden sanktioner kunne opfordre sine fans til tæske demonstranter, og at han tilmed ville betale for deres advokatbistand. Det er vel så tæt, man kan komme på at agitere for vold. Men intet skete. Det var utænkeligt før Trump.”

Racist, sexist og populist

Donald Trump har i det hele taget været så ekstrem i mange af sine udtalelser og i sine beskeder på Twitter, at kritikerne efterhånden er løbet tør for prædikater, de kan bruge til at beskrive ham. Han er blevet kaldt racist, sexist og fascist. Men det har også fjernet fokus fra, at Trump først og fremmest er stormet ind på den politiske scene, fordi han er populist, mener Jan-Werner Müller.

”Fordi han også er racist, sexist osv. er det måske blevet uklart for nogen, om han er populist. Man kan jo godt være racist uden at være populist, eller populist uden at være racist. Men Trump er uden tvivl også populist. Det blev tydeligt allerede i foråret, hvor han påstod, at forskellige grupper af amerikanske statsborgere ikke hører til i landet.”

”Han gjorde det, som er selve essensen af populisme, nemlig at konstruere et symbolsk billede af, hvem der er det sande folk, og på den baggrund hævde, at han alene repræsenterer folket og har mandat til at implementere folkets vilje.”

Det var det samme, diktatoren Hugo Chávez i Venezuela påstod med sine valgslogans som: ”Chávez er folket. Vi er Chávez. Også du er Chávez!” Og hvis én person repræsenterer hele folket, er parlamentet og de demokratiske debatter jo overflødige.

”Men det hele er jo en teoretisk og abstrakt øvelse. Det er jo ikke, fordi hverken Chávez eller Trump virkelig har undersøgt, hvad der er folkets vilje. Man kan ikke praktisk udlede én bestemt folkevilje, der repræsenterer alle. Folket er altid i flertal,” siger Müller med henvisning til et citat fra et af sine store forbilleder, den tyske filosof og demokratiteoretiker Jürgen Habermas.

Den nye Habermas

Mandag Morgen møder Jan-Werner Müller på Informations Forlag, der står bag udgivelsen af hans bog på dansk. På vejen ind på forlaget, der har til huse i samme bygning som avisen på Store Kongensgade i København, kan man dårligt undgå at bemærke et skilt til minde om Børge Outze, grundlægger af Information, der skulle have sagt: ”Pressens opgave er i en demokratisk verden at fortælle sandheden morgen, middag og aften.”

Et lignende demokratisk sindelag har også Jan-Werner Müller, der i sin nye bog forsøger at fortælle et par sandheder om, hvad populisme er, og hvordan den er en trussel mod det pluralistiske demokrati. I fagkredse er han kendt som ’den nye Habermas’, fordi han går i fodsporene på den verdenskendte demokratiteoretiker, der bl.a. står bag begreber som den offentlige sfære, deliberativt demokrati og konstitutionel patriotisme.

Det sidstnævnte begreb har Jan-Werner Müller været med til at udvikle, og det viser meget godt, hvad det er for en demokratiopfattelse, der ligger bag hans kritik af populismen.

Konstitutionel patriotisme betegner kort fortalt ideen om, at folk i stedet for at udvise patriotisme på grund af en national kultur burde vise det over for normerne og værdierne i den pluralistiske, demokratiske forfatning. Og de tanker skinner igennem i bogen såvel som i hele interviewet med Jan-Werner Müller, der mener, at populister af natur er antipluralistiske og derfor en trussel mod demokratiets institutioner. Tydeligst bliver hans holdning til populisterne, da han bliver bedt om – som en ekspert i populisme – at komme med rådgivning til, hvordan Donald Trump vinder valget.

”Det vil jeg simpelthen ikke. Beklager,” lyder det kortfattede svar fra den ellers imødekommende mand.

Primært fordi det ligger ham fjernt som teoretiker at komme med direkte politiske anbefalinger, forklarer han. Men det er også klart, at han slet ikke bryder sig om at komme med råd til en mand, der er populist, racist, sexist og antidemokrat, og som tilmed risikerer at vinde verdens mest magtfulde politiske embede. Alligevel går Müller med til at definere – i mere abstrakte termer – hvad der gør en populist succesfuld.

”Jeg tror, at populister er mere succesfulde, jo bedre de kan konstruere et symbolsk billede af folket, som på en eller anden måde giver genklang. Det er forskelligt fra kontekst til kontekst. Men hvis du ser på Nigel Farage i Storbritannien, så blev han i Brexit-debatten symbolet på hele det britiske folks modstand mod EU. Det skete bl.a., fordi mange mainstreampartier og medierne købte det samme narrativ som ham, og dermed fik han placeret sig selv i midten af hele diskussionen. Hvis du kan det som populist, så er det ideelt,” siger Jan-Werner Müller og fremhæver, at Farage efter valget sagde, at valget var en sejr for real people.

På samme måde har Trump været succesfuld, selv om han formentlig ikke bliver valgt, fordi han alligevel har formået at definere samtaleemnerne og fået alting til at dreje sig om ham selv.

Konspirationernes mester

Et af problemerne med populister som Trump er ikke bare, at de går til yderligheder for at fjerne tilliden til de politiske modstandere. Det er hele det demokratiske system, der bliver undergravet af populisternes konspirationsteorier og anklager om korruption og valgsvindel, forklarer Jan-Werner Müller.

”Selv hvis Trump taber, vil han efterlade mange vælgere i den tro, at der er blevet fusket med valgresultatet på en eller anden måde. Det har han jo allerede meldt ud,” siger han med henvisning til flere episoder i august, hvor Trump under sin kampagne fortalte sine tilhængere i svingstaten Pennsylvania, at ”den eneste måde, vi kan tabe på, er, hvis snyderierne fortsætter”.

Og selv om der ikke er noget i vejen med at diskutere de demokratiske spilleregler i et demokrati, hvor alt stort set skal være til diskussion, så er problemet, at populister tilsyneladende kun vil acceptere et valg, hvis de selv vinder. Vinder modstanderen, er det snyd.

”Problemet med Trump er, at han påstår, at hvis han ikke personligt vinder valget, så er det på grund af korruption og valgsvindel. Og det er jo ikke særligt demokratisk at påstå, at man er den eneste mulige vinder. Det undergraver legitimiteten til de demokratiske spilleregler og institutioner,” siger Jan-Werner Müller.

Det er derfor heller ikke noget tilfælde, at populister anvender konspirationsteorier i et væk. Populister har nemlig det logiske problem, at de på den ene side påstår, at de repræsenterer folkets sande vilje, og på den anden side alligevel ikke vinder valget.

”Populister har brug for at forklare det logiske problem, og derfor tyr de til alverdens konspirationsteorier.”

Og der er Donald Trump vel nærmest blevet kongen af konspirationsteorier. Han har lanceret hele sin politiske karriere som en af de fremmeste eksponenter for birther-bevægelsen, der voksede frem, efter Barack Obama blev præsident, for at udbrede konspirationsteorier om, at Obama slet ikke er født i USA og derfor ikke har legitimitet til at bestride præsidentembedet. Trump fremførte bl.a. den teori i et tv-program i marts 2011. Omkring en måned efter offentliggjorde Obama sin fødselsattest med beskeden om, at ”vi ikke har tid til den her slags pjat. Vi har bedre ting at foretage os.”

Men det har ikke fået konspirationsteorierne til at forsvinde. Og det var først i september i år, at Donald Trump officielt lagde den konspirationsteori på hylden og indrømmede, at Obama nok var født i USA. Men dårligt havde han sagt det, inden han lancerede en ny konspirationsteori, om at Hillary Clinton i virkeligheden var ophavskvinden til konspirationsteorien om Obama.

"Det er lidt af et uheld, at Trump overhovedet er blevet præsidentkandidat. Havde reglerne for Republikanernes primærvalg været anderledes, ville det ikke være sket. Men vi skal heller ikke glemme, at Republikanerne tidligere har givet os Sarah Palin. Og på same måde er også Trump et produkt af det republikanske parti. Så hvorfor skulle de ikke producere en ny Trump?"