Med sin kampagne ”Det Danmark du kender” har statsminister Helle Thorning-Schmidt kastet sig ud i en intens kamp om at blive den politiker, danskerne forbinder med tryghed. En kamp, hvor Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl og Venstres Lars løkke Rasmussen er de naturlige modstandere.

På forhånd ligger Kristian Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti mere end et mulehår foran. Siden partiets dannelse for snart 20 år siden har de sat lighedstegn mellem Dansk Folkeparti og tryghed. Iscenesættelsen er blandt andet sket på en symbolsk baggrund af de rød- og hvidternede duge på et frokostbord med klassisk dansk smørrebrød.

Helle Thorning-Schmidt fortsætter, hvor Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti slipper. I hendes kampagne finder vi trygheden i det nære, sammen med det lille barn eller sammen med en af vore ældre.

Endnu har Lars Løkke Rasmussen og Venstre ikke spillet ud, men Venstre er helt som statsministeren og Socialdemokraterne mere end opmærksomme på, at flere og flere vælgere føler sig utrygge.

Mandag Morgens meningsmåling viser, at utrygheden først og fremmest handler om arbejdsløshed og indvandring. Det er her, vælgerne vil have politikerne til at sætte ind.

Men hvordan kan politikernes indsats gøre vælgerne mere trygge i jobbet eller mere trygge over for indvandringen?
 

I STEDET FOR AT GIVE et svar på, hvordan man kan skabe reel tryghed for danskerne, flytter Helle Thorning-Schmidt fokus til den tryghed, vi kan finde i ”Det Danmark du kender” og i de nære relationer. Allerede nu kan vi se billeder af statsministeren sammen med små børn og ældre.

Men lige så meget Helle Thorning-Schmidt taler om tryghed, og lige så meget hun på den måde udfordrer Thulesen Dahl og Lars Løkke Rasmussen, lige så lidt kan de tre politikeres kamp om danskernes tryghed give os de rigtige svar på, hvordan danskernes utryghed adresseres bedst muligt.

Den kommende valgkamps intense fokus på tryghed i det kendte og det nære kan føre til utryghed efter valget. Uanset hvor meget varme, omsorg og tryghed vi kan finde i de nære relationer eller i det kendte, så er der ikke noget værn mod de forandringer, der præger vores hverdag i dag, i morgen og efter valget.

De forandringer kan selv ikke den bedste kampagne værne os imod.

Et lille eksempel viser afstanden mellem danskernes hverdag og kampagnens fokus.

Dagen efter Helle Thorning-Schmidt indledte sin kampagne, modtog 25 slagteriarbejdere på Danish Crowns slagteri i Herning deres afskedigelse. Kunderne havde søgt andre leverandører, der kunne levere billigere eller måske en helt anden type produkter.

Det arbejde, de 25 har udført gennem en årrække, er der ikke længere efterspørgsel efter. 

De 25 er ikke de eneste. 2014 har været året, hvor flere store kendte virksomheder har afskediget eller forberedt afskedigelser. Det gælder Tryg, det gælder Danske Bank, og det gælder SAS.

Det Danmark, medarbejderne i netop de virksomheder kender, ændrer sig med få dages varsel. De ved, at selv om de forsøger at skabe tryghed i de nære relationer, for deres børn og for deres ældre, så er der ikke den store tryghed for deres job.

Og det giver utryghed.
 

GENNEM REFORM PÅ reform af arbejdsmarkedspolitikken har Socialdemokraternes svar indtil nu været, at tryghed for jobbet kun kan skabes ved, at hver eneste dansker har de kvalifikationer og de kompetencer, der skal til for at klare udfordringerne på morgendagens arbejdsmarked, og altså ikke på det arbejdsmarked, vi kender.

Helt på samme måde giver det heller ikke reel tryghed at lade, som om indvandring ikke kan være et problem. Den mislykkede integration af store indvandrergrupper er en nærmest daglig påmindelse om, at det Danmark, vi kender, også er et Danmark, der ikke har været i stand til at løse en af de meget store udfordringer for det danske samfund.

Tænk, hvis en politiker stillede sig i spidsen for en diskussion om, hvad der skal til, for at det store flertal af indvandrere i morgen er integreret i det danske samfund og ikke er henvist til et liv på kontanthjælp.

Vi kan ikke fjerne usikkerheden på arbejdsmarkedet ved at undlade at tale om den, og vi kan ikke fjerne danskernes utryghed over for en indvandring, der ikke fungerer, ved at lade, som om løsningerne kan findes i det Danmark, du kender.

Den reelle tryghed finder vi ved at turde tale om, hvad der skal ændres eller forandres. Den tilgang til reel tryghed skal hele tiden indgå i samtalen om det samfund, vi ønsker at leve i, og det samfund, vi ønsker, vore børn skal vokse op i.
 

AFSKÆRMER VI VORES dialog ved at lade, som om vi kan finde trygheden i det, vi kender, gør vi os sårbare over for de forandringer, der hele tiden ændrer vores dagligdag.

De seneste års politiske diskussion giver ikke meget håb for, at vi blandt de tre toppolitikere kan finde en politisk leder, der tør tage diskussionen om danskernes utryghed, tør tage dialogen om, hvad der skal til for at løse de problemer, der skaber utrygheden, og aktivt være med til mindske utrygheden for danskerne på de områder, som de lige nu føler allermest presserende: arbejdsløsheden og indvandringen.

En kampagne, der viser en statsminister med et barn på armen, forbereder ikke danskerne på morgendagens udfordringer.

Statsministerens forsøg på at profilere sig som den, der bedst kan sikre danskernes tryghed i en skarp kamp med Thulesen Dahl og Løkke Rasmussen kan meget vel ende med at gøre hverdagen mere utryg efter valget.

Der er forskel på trygheden i det nære og den reelle tryghed, vi kan opleve i et samfund, der har forberedt sine borgere bedst muligt til at møde morgendagens udfordringer.

Investerer Helle Thorning-Schmidt, Kristian Thulesen Dahl og Lars Løkke Rasmussen i de kommende måneder deres politiske kapital i en diskussion om tryghed, og ender valgkampen som en kappestrid om, hvem der kan skabe mest tryghed, kan danskerne efter valget med rette føle sig bedraget.

Så vil valget handle om en tryghed, der skabes på falske præmisser. Det vil virkeligheden efter valget meget hurtigt vise.