Dansk Folkeparti kan få mere indflydelse uden for regeringen.

Sådan har det lydt igen og igen fra Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, siden partiets imponerende valgsejr i juni.

Ganske vist var skuffelsen stor blandt mange af partiets vælgere, der havde håbet på en stærk VO-regering med Kristian Thulesen Dahl og Lars Løkke Rasmussen som Danmarks nye politiske superduo. Det lykkedes som bekendt ikke. Dertil var der trods alt for mange knaster, specielt grænsekontrollen, til at det kunne lade sig gøre.

Men vælgerne stolede på Kristian Thulesen Dahl. Når han sagde, at partiets 37 mandater ville få større indflydelse uden for regeringen frem for at sidde inde i magtens maskinrum og selv være med til at støbe kuglerne, måtte det være sandt.

Her fem måneder senere står formanden for landets næststørste parti nu i en situation, hvor han får brug for alle sine talegaver for at overbevise vælgerne om, at dette fortsat er sandt. Foreløbig er det svært at pege på de store sejre. Til gengæld slipper han for at skulle træffe talrige ubehagelige beslutninger.

Forhandlingerne om næste års finanslov er det seneste eksempel på, at valget har ændret fundamentalt på den parlamentariske situation. Dansk Folkeparti spiller i dag en anden rolle end under VK-regeringen op gennem 00’erne, og succeskriterierne er også anderledes.

Dengang jublede de, når de fik en ældrecheck, og de var verdensmestre i at frame partiets sejre, selv om det kunne dække over barske økonomiske reformer som efterløn og dagpenge. Nu har de fået en milliard til de ældre, men er sure over ikke at få noget på grænsekontrollen.

Selv om Kristian Thulesen Dahl er berømmet for sine evner til at kunne læse det strategiske spil, er der et element af hybris over forløbet og en fejllæsning af styrkeforholdene i tinget.

DF er trods sine 37 mandater – 3 flere end Venstre – ikke længere et særlig ophøjet parti i blå blok. Det er ét blandt flere blå partier, som Løkke skal have samlet for at have sit flertal.

Derfor må Thulesen Dahl nu forklare sine kernevælgere visdommen i at støtte en aftale, der bruger flere penge på skattelettelser til ejere af dyre boliger og luksusbiler nord for København, men som skærer på områder som boligstøtte til ældre, uddannelse og kontanthjælp.

Rød blok blæser til angreb

Den nye finanslovsaftale har heller ikke været den sejr, som partiet kunne have håbet på.

Liberal Alliance lod champagnepropperne springe for at fejre den første lempelse af registreringsafgiften på biler i 90 år. De konservatives leder, Søren Pape, havde svært ved at være i sin krop af bare begejstring over fastfrysningen af grundskyld for boligejere til næste år. Det lykkedes de to partier at brande sig selv – berettiget eller uberettiget – som de store sejrherrer.

Kristian Thulesen Dahl nøjedes med at kalde aftalen ”god og hæderlig”. Han havde ellers fået yderligere en milliard kr. til ældre til næste år og flere penge til sundhed. Men Dansk Folkeparti har også sagt o.k. til det såkaldte omprioriteringsbidrag, så kommunerne samlet set har 0,5 milliarder kr. mindre til velfærd næste år. 

Denne særlige ordning suger endnu flere penge ud af kommunekasserne de kommende år. Den klipper årligt 1 pct. af udgifterne, så der i 2019 vil være over 7 milliarder kr. mindre til velfærd om året. KL’s formand, Martin Damm (V), advarer da også om, at det vil betyde hårde besparelser på kommunale serviceområder såsom daginstitutioner, skoler og socialområdet. Det harmonerer ikke rigtig med Dansk Folkepartis løfter om mere velfærd.

Det bliver heller ikke bedre af, at de andre partier i blå blok vil bruge nogle af disse milliarder til skattelettelser. Det går stik imod DF’s løfter om ikke at sige ja til skattelettelser finansieret af besparelser i kommunerne via omprioriteringsbidraget. Og dermed er der allerede varmet godt op under skatteforhandlingerne til foråret, hvor Liberal Alliance vil sætte alle kræfter ind på at få sænket topskatten.

Samtidig må Dansk Folkeparti også definitivt vinke farvel til sit mål fra valgkampen om at øge det offentlige forbrug med 0,8 pct. – den største offentlige vækst på samtlige partiers ønskesedler i valgkampen.

Hvad den offentlige vækst præcis bliver til næste år, er endnu usikkert. Formentlig i omegnen af godt 0,3 pct. Og det hænger blandt andet sammen med, at penge fra udviklingsbistanden nu ikke længere skal bruges på at hjælpe fattige i andre lande, men på at hjælpe det stigende antal asylansøgere i Danmark. Uden denne omprioritering af udviklingsbistanden var den offentlige vækst blevet endnu mindre.

Når væksten formentlig lander på 0,3 pct. til næste år, hænger det også sammen med, at borgmestrene bruger færre penge i år end budgetteret. Det gør væksten nærmest kunstig høj til næste år.

Da regeringen præsenterede sit udspil til en finanslov i september, regnede den ellers med, at væksten i det offentlige forbrug kun ville blive på 0,1 pct. Men allerede nu kan Finansministeriet se, at mindreforbruget i år bliver så stort, at det offentlige forbrug til næste år svarer til en stigning på 0,3 pct. Det fremgår af et svar til Folketingets finansudvalg.

Forskellen på en vækst på 0,3 og 0, 8 pct. i det offentlige forbrug svarer til ca. 2,5 milliarder kr.

Nu kan man selvfølgelig kun gætte. Men havde Dansk Folkeparti været med i regeringen, ville partiet formentlig heller ikke være gået med til at fortolke budgetloven så konservativt, som det nu er tilfældet. Claus Hjort Frederiksen tillader kun et strukturelt underskud på 0,4 pct. af BNP, selv om det maksimale underskud er på 0,5 pct.

Det kan lyde som en detalje. Men forskellen svarer til ca. 2 milliarder kr. årligt, som kunne bruges på mere velfærd.

En ting synes derfor sikker: Partierne i rød blok vil ikke forsømme en chance for at angribe Kristian Thulesen Dahl for at være i lommen på Lars Løkke Rasmussen og anklage ham for at være på flugt fra sine løfter fra valgkampen om ekstra milliarder til den kommunale velfærd.

2 liter mælk i skattelettelse

På samme måde kan Dansk Folkeparti heller ikke ligefrem prale af en stor sejr ved det nye politiforlig. Nærmest tværtimod. Det er ellers et af partiets kerneområder, hvor vælgerne kan have en klar forventning om at opnå store sejre under V-regeringen.

Partiet gik ind til forhandlingerne med et krav om 2.000 flere betjente over de næste 10 år. Det var de ikke i nærheden af at få indfriet. Den nye aftale betyder en forøgelse på 300 mand over 2 år. Og hvorvidt der kommer flere politifolk efter de 2 år, er usikkert.

Partiet kom heller ikke igennem med sit ellers højt prioriterede krav om en permanent og synlig grænsekontrol. Det stod ellers øverst på partiets ønskeseddel både før og efter valget. Nu er man i stedet landet på en mere skrabet model med mere patruljering og synligt politi i grænselandet og mobile toldkontorer. Om det så fører til færre asylansøgere og mindre grænseoverskridende kriminalitet, er mere usikkert.

Dansk Folkeparti er også under anklage om løftebrud for sin støtte til den nye dagpengeaftale. Før valget lovede Kristian Thulesen Dahl, at der ikke skulle skæres i ydelserne til dagpengemodtagere, og at genoptjeningsperioden på 12 måneder skulle halveres. Han lavede også en slags pagt med SF om at få forbedret dagpengereglerne. Nu beskylder SF ham for at have brudt sine løfter. 

For knap havde Dagpengekommissionen lanceret sit længe ventede udspil, før DF-formanden lavede et lynforlig med regeringen og Socialdemokraterne, hvor han både accepterede tre årlige karensdage for dagpengemodtagere og en sænkelse af satsen til nyuddannede.

Kristian Thulesen Dahl forsvarede sig med, at aftalen tager udgangspunkt i den model, som Dagpengekommissionen har fremlagt – inklusive fagbevægelsens repræsentanter.

Til hans held er også Socialdemokraterne og Venstre blevet anklaget for at være del i et stort kollektivt løftebrud af partier i både rød og blå blok. Det har taget noget af trykket, da han ikke er den eneste skydeskive.

Men det er ikke bare på dagpengeområdet, at Kristian Thulesen Dahl er havnet i en krydsild af anklager om løftebrud. Også hans støtte til regeringens kontanthjælpsloft har sendt partiet i defensiven. For Kristian Thulesen Dahl gjorde det før valget ”krystalklart”, at der ikke skulle skæres i ydelserne til kontanthjælpsmodtagere. Men nu lægger partiet alligevel stemmer til det nye kontanthjælpsloft, så ledige får færre penge til rådighed til sig selv hver måned.

[graph title="Over 900 om dagen" caption="Figur 3  " align="right" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/02/b3198-tka_fig02_over-900-om-dage.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/d3025-tka_fig02_over-900-om-dage.png" text="De 72.000 flygtninge og migranter er et minimumtal og kan sagtens være større.  "]Kilde: Rigspolitiet, 2015 [/graph]

Dansk Folkeparti forsvarer sig med, at de kun havde fredet selve kontanthjælpsydelsen men ikke andre ydelser som f.eks. boligstøtten. Derfor afviser partiet alle anklager om løftebrud. Men for de ledige på kontanthjælp vil der være færre penge på bundlinjen til at købe mad og tøj for måned efter måned. En enlig med ét barn mister f.eks. 2.300 kr. hver eneste måned.

Det nye kontanthjælpsloft giver en besparelse på 530 millioner kr. og kommer til at indgå i de kommende skatteforhandlinger til foråret. Dansk Folkeparti og regeringen vil gerne give skattelettelser i bunden.

Bruges alle pengene på at øge beskæftigelsesfradraget, vil det ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd betyde en skattelettelse på omkring 20 kr. om måneden – svarende til 2 liter økologisk letmælk.

Undgik pinebænken

Mens det kan være svært at få øje på DF’s større indflydelse ved at stå uden for regeringen, er det til gengæld let at finde de sager, hvor beslutningen indebærer, at partiet undgår at få beskidte fingre.

Som kampagnen op til EU-afstemningen på torsdag har udviklet sig mellem DF og Venstre med bitre og personlige angreb, ville det have udløst en større krise, hvis de havde siddet i regering sammen og skullet argumentere for hver sit synspunkt.

Når selv udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg har anklaget sine ellers så gode venner i DF for at føre en kampagne, der ifølge hende både er falsk, uhæderlig og bidrager til mistillid, vidner det om, at forholdet mellem de to partier er anspændt.

Den kritik køber DF selvfølgelig heller ikke. Partiets gruppeformand, Peter Skaarup, mener, at Venstre og Lars Løkke selv puster til mistilliden ”med striben af rejse- og bilagssager over en årrække, garantier uden indbygget garanti og senest en politianmeldt Carl Holst,” som han påpeger i en kommentar i Berlingske.

Mon ikke også Kristian Thulesen Dahl var en smule lettet over ikke at være en del af regeringen, da tusindvis af flygtninge og migranter begyndte at gå på de danske motorveje? Det ville formentlig have betydet, at landets justitsminister hed Peter Skaarup og hver dag måtte forklare på tv, hvorfor de mange udlændinge frit kan krydse Danmarks grænser med tog, busser og færger uden at blive kontrolleret, og at ingen reelt aner, hvor mange der er i landet i dag.

Bare siden søndag den 6. september i år skønner Rigspolitiet, at 72.000 flygtninge og migranter har krydset grænsen til Danmark – svarende til over 900 om dagen. Langt de fleste er rejst videre til typisk Sverige og Norge. Præcis hvor mange der fortsat er i Danmark, vides dog ikke. Se figur 3.

Eller tænk hvis landets udenrigsminister hed Søren Espersen (DF) og skulle stå på mål for en europæisk aftale med Tysklands kansler, Angela Merkel, som en af hovedarkitekterne, og hvor Danmark skulle modtage 1.000 ekstra flygtninge? Den ville mange DF-vælgere have svært ved at sluge.

Tulles tryktest

Kristian Thulesen Dahl ville som landets vicestatsminister have svært ved at skulle forklare sine vælgere, hvorfor en eventuel VO-regering forventer 25.000 asylansøgere til Danmark næste år, når begge partier var gået til valg på at nedbringe antallet af flygtninge.

Hans troværdighed ville også være kommet på en alvorlig prøve, hvis han skulle argumentere varmt og inderligt for et nyt integrationsprogram, som regeringen lancerer ved årsskiftet. Det hænger ikke rigtig sammen med DF-formandens argumenter indtil nu om, at udlændinge skal bo i statslige asylcentre, ikke skal ind i årelange integrationsforløb, ikke skal have retskrav på boliger og skal rejse hjem hurtigst muligt.

For et parti, som har skoset den tidligere regering for at være på flugt fra sin økonomiske politik, er det også betydeligt lettere for Thulesen Dahl & Co. at stå uden for regeringen og ikke direkte skulle forsvare en offentlig vækst på kun 0,3 pct. – milevidt fra det, man gik til valg på. Selv om det kan være svært nok, som det er.

Men nu fanger bordet. Selv om Dansk Folkeparti kan have mange fordele og slipper for talrige ubehagelige beslutninger ved ikke at have ministerbiler, bliver de kommende måneder en test for Kristian Thulesen Dahl: Tror vælgerne fortsat på, at partiet får mere indflydelse ved at stå uden for regeringen?