Turister vil have mere end rådhuspandekager

Møder og kongresser udgør et yderst interessant segment i dansk turisme, fordi dagsforbruget for en kongres- eller mødegæst er betydeligt højere end for andre turister. De bruger flere penge på taxaer, restauranter, hoteller, shopping m.m. end den gennemsnitlige turist. Og er besøget vellykket, fungerer de som fantastiske ambassadører, der medvirker til at markedsføre Danmark til andre segmenter ved at fortælle om os, når de kommer hjem! Derfor skal Danmark satse endnu mere på at positionere sig i den globale kamp de eftertragtede kongres- og mødeturister.

Her er det afgørende, at vi bliver endnu bedre til at forstå de beslutningsprocesser, der ligger bag, når en destination skal vælges. Først og fremmest skal man forstå, at det er forskellige motiver, der driver henholdsvis en privat virksomhed og en forening. En privat virksomhed betaler typisk for sine gæster og er meget koncentreret om at få value for money, hvorimod en forening agerer ud fra en række ikke-kommercielle hensyn, når den vælger destination.

I disse år sker der imidlertid en professionalisering af foreningerne, som også påvirker deres kongresser og valg af destination. De drives mere som virksomheder, og beslutningerne baseres i højere grad på økonomisk optimering. Hvis vi skal tiltrække flere kongresser, er vi derfor nødt til at tilpasse os den nye virkelighed. De driver foreningen professionelt og vil behandles derefter, men kan ikke påtage sig nogen nævneværdig økonomisk risiko.

I dag beder en række aktører foreninger om at garantere for reservationer et helt år i forvejen. Det kan foreningerne ikke, og vi bliver opfattet som en besværlig destination. Det, vi tilbyder foreningerne, skal være konkurrencedygtigt. Det nytter ikke noget, at man f.eks. tilbyder værelser til salg til booking via foreningens hjemme- eller registreringsside til en pris samtidigt med, at man kan købe tilsvarende værelser til en langt billigere pris på andre hjemmesider. Det miskrediterer kongres-værten i de delegeredes øjne, og dermed miskrediteres vi også!

Dette forhold udgør på samme tid en trussel og en mulighed for os som destination afhængigt af, hvordan vi ser på det. Hvis vi er dygtige og står sammen som branche, kan vi måske gøre os mere attraktive end de konkurrerende destinationer som Amsterdam, Stockholm, Dublin, Wien, Prag og Bruxelles.

Vi har længe forsøgt at positionere os som det naturlige valg, når der skal holdes bæredygtige møder, men dette er ikke nok. I den globale konkurrence om kongresturister et er ikke ualmindeligt, at foreninger tilbydes flere hundrede tusind kroner eller andre ydelser, for at placere deres kongres i en bestemt storby. Det er på disse vilkår konkurrencen foregår i dag, og det må vi tilpasse os. Sådan har det i øvrigt været med sportsbegivenheder i mange år, men tendensen er nu også kommet til kongresområdet.

I Danmark er derfor behov for en pulje finansieret af offentlige midler, som kan anvendes til at København og Danmark – ligesom konkurrentbyerne – kan tilbyde foreningerne et økonomisk incitament for at placere deres kongresser her i landet. Vi har brug for politikkerne til at bakke os op i dette. Ud over direkte eller indirekte support til foreningerne har vi brug for smidige ordninger f.eks. med hensyn til offentlig transport. Dette ville også gå godt i tråd med vores grønne profil.

Man kan spørge sig selv, hvorfor det skal være offentlige midler, der finansierer en sådan pulje. Svaret er, at de offentlige kasser tjener tykt på internationale kongresser i form af skatter og afgifter. Det er med andre ord en rigtig god investering. I dag tilbyder vi gratis rådhuspandekager, men det batter altså ikke meget i de nye profitoptimerende foreningers regnskaber.