Et trekløver bestående af den tidligere KGB-agent Vladimir Putin, en tidligere Stasiagent og en forhenværende forbundskansler er godt i gang med at undergrave Europas solidariske og bæredygtige fælles energipolitik og EU’s forsvar for Ukraines interesser i kampen mod det aggressive Rusland.

Og dét oven i købet med stiltiende accept fra den tyske regering i Berlin på et tidspunkt, hvor kansler Angela Merkel selv fører an i bestræbelserne på at tvinge Putin til at overholde international ret i striden om Ukraine. I Kreml glæder man sig derimod over, at man nu igen har haft held til at spille EU-landene ud imod hinanden, sådan som den russiske politiske ledelse har gjort det intensivt over de senere år gennem propaganda og økonomisk støtte til europæiske EU-modstandere som eksempelvis den franske Front National.

Sagen handler om den 1.224 kilometer lange gasrørledning Nord Stream, der løber fra det vestlige Rusland gennem dansk territorialfarvand ved Bornholm til det nordlige Tyskland. Se figur 1. Det statsejede russiske gasselskab Gazprom har siden november 2011 været i stand til at sende 55 milliarder kubikmeter naturgas om året til Vesteuropa gennem den rørledning, som blandt andre Danmark og Sverige får mellem 40 og 45 pct. af deres naturgas fra.

Nu har Gazprom, der er hovedaktionær i det schweizisk-baserede Nord Stream-selskab, meddelt, at man agter at fordoble kapaciteten til 110 milliarder kubikmeter gas om året. Umiddelbart før påske indgik Nord Stream AG de første kontrakter med det tysk-russiske konsortium, der skal levere de store mængder stålrør, som skal lede gassen under Østersøen.

Nord Stream II-projektet har vakt furore i både Bruxelles, Washington og en række østeuropæiske hovedstæder, mens debatten endnu kun i begrænset omfang er nået til København. Grønne vesteuropæiske politikere, den amerikanske regering og nationale østeuropæiske ledere ser alle fordoblingen af Nord Stream-kapaciteten som en gave til præsident Putin, der ellers åbenlyst og systematisk modarbejder sammenholdet i Den Europæiske Union.

Danmark har store interesser i sagen af flere årsager. Først og fremmest skal danske myndigheder give tilladelse til, at rørledningen går gennem dansk farvand. Tilbage i 2009 gav Energistyrelsen tilladelsen til Nord Stream I, og den daværende VK-regering fastholdt, at der var tale om en rent administrativ beslutning, mens man politisk set glædede sig over, at denne gestus over for ledelsen i Kreml åbnede døre for firmaer som Carlsberg, A.P. Møller - Maersk og Danish Crown, der var stærkt interesserede i det lovende russiske marked. At disse selskaber siden brændte sig gevaldigt på den stærkt regeringsopmuntrede Ruslandssatsning, er en anden sag.

Undergraver energiunionen

I foråret 2016 er den politiske kontekst radikalt forandret. EU befinder sig i en højdramatisk konfrontation med Rusland, der på Krim-halvøen, i Ukraine og i borgerkrigen i Syrien direkte har modarbejdet europæiske og europæisk-amerikanske interesser. Derfor stikker modstanden mod Nord Stream II langt dybere, end den gjorde mod Nord Stream I. Ifølge Mandag Morgens analyse, der bygger på samtaler med kilder i en række europæiske lande og analyser fra flere tænketanke, vil en gennemførelse af Nord Stream II have en lang række økonomiske, sikkerhedspolitiske og klimapolitiske konsekvenser. Se tekstboks.

Morten Helveg Petersen (R), næstformand i Europaparlamentets udvalg for industri, forskning og energi, hvor han repræsenterer den liberale gruppe ALDE, er dybt bekymret for Nord Stream II-projektet.

”Det vil fuldstændig ændre det europæiske energikort, fordi det vil give Gazprom så stor en kapacitet, som der i øvrigt slet ikke er brug for. Dermed vil det undergrave mange af intentionerne i EU’s energiunion, der netop har som mål at gøre EU-landene mere uafhængige af energiforsyninger fra en enkelt leverandør,” siger han og tilføjer, at mange af hans kolleger fra øst- og centraleuropæiske lande er ’helt oppe i det røde felt’ over Nord Stream-planerne.

Den danske regering har endnu ikke udtrykt nogen stillingtagen til planerne om at fordoble kapaciteten i Nord Stream-rørledningen. Men udenrigsminister Kristian Jensen skrev i sin ’Sikkerhedspolitisk redegørelse 2015’ til Folketinget ganske klart, at ”Rusland forsøger at underminere den ukrainske regering ved bl.a. at true med at føre transitgassen til Centraleuropa uden om Ukraine samt indføre et generelt importforbud, hvis Ukraines frihandelsaftale med EU træder i kraft.”

Nord Stream II vil netop gøre det muligt for Gazprom at forsyne Vesteuropa med gas uden om Ukraine, hvilket anslås at ville koste landet mere end to milliarder dollar om år. Samtidig vil det ifølge Ukraines premierminister true gasleverancerne til det sydøstlige Europa.

Ved debatten i Folketinget om redegørelsen i slutningen af januar udtrykte Martin Lidegaard, tidligere radikal udenrigsminister, stor bekymring over planen. Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen, derimod talte for, at Gazprom skal have tilladelse til at udvide Nord Stream. Kristian Jensen har siden givet udtryk for, at regeringen ikke har gjort sin stilling op, og at man – i modsætning til Nord Stream I-beslutningen – anser Nord Stream II for at være en politisk beslutning, som bør træffes på europæisk niveau. Dermed holder den danske minister i hvert fald døren åben for, at EU-landene kan finde på at sætte foden ned over for projektet, selv om EU ikke juridisk set har nogen kompetence, hvad angår projektet.

Regeringen bakker fuldt op om EU’s energiunion, der er et vigtigt bidrag til at realisere EU’s fælles målsætninger på energi- og klimaområdet. Energiunionen handler om mange forskellige indsatser herunder forsyningssikkerhed, men også et fuldt integreret indre energimarked, energieffektivitet, reduktion af CO2-udledninger, samt forskning, innovation og konkurrenceevne.

Lars Christian Lilleholt, energi-, forsynings- og klimaminister, understreger over for Mandag Morgen, at regeringen bakker fuldt og helt op om EU’s Energiunion og dens målsætninger vedrørende forsyningssikkerhed, energieffektivisering og reduktion af CO₂-udledninger. I forhold til den forestående fordobling af Nord Streams kapacitet lyder det fra ministeren.

”Nord Stream 2 er som udgangspunkt et kommercielt projekt. Hvis Danmark modtager en ansøgning vil den blive behandlet efter reglerne og med udgangspunkt i Danmarks internationale forpligtelser på området, som vil skulle efterleves,” hedder det i en skriftlig kommentar, hvor ministeren understreger, at gældende EU-regler naturligvis også skal respekteres.

”Det er op til Kommissionen at vurdere, om det er tilfældet. Kommissionen er i gang med at foretage denne vurdering. Det vil være naturligt, at vi i første omgang afventer resultatet heraf, før vi forholder os til sagen fra dansk side,” siger Lilleholt og fortsætter:

”Når det er sagt, er vi selvfølgelig ikke blinde for, at der også er en geopolitisk dimension i den her sag. Den diskussion må vi også tage i EU. Den kan vi ikke tage alene i Danmark.”

Danmark afhængig af Nord Stream

Det statsejede danske Dong Energy er i øvrigt en betydelig kunde hos Gazprom og Nord Stream. Hvert år køber selskabet to milliarder kubikmeter gas af det russiske selskab. Disse kontrakter blev indgået i 2006 og 2009 og har vist sig at være rigtig dårlige forretninger for selskabet, der ligger i retlige stridigheder med Gazprom om priserne.

Torben Brabo er direktør for gasdivisionen i den statsejede danske transmissionsvirksomhed Energinet.dk. Han har 20 års erfaring fra gasbranchen og er efter eget udsagn ikke interesseret i at ’sætte flag i molekylerne i rørledningerne’. Hvor gassen kommer fra er et politisk spørgsmål, som ifølge Brabo ikke interesserer Energinet.dk. Men han er ikke i tvivl om, at Nord Stream II vil have en negativ effekt på det samarbejde mellem EU-landene, som han kender gennem mange års arbejde i brancheorganisationen Gas Infrastructure Europe og i Entsog, der er den europæiske sammenslutning af operatører af netværk til gastransmission.

”Der er sket store fremskridt i samarbejdet i de senere år, men øst- og centraleuropæerne bryder sig ikke om, at Gazprom får en ny stor rørledning, som giver dem så meget ekstra kapacitet. I den forstand vil Nord Stream II modarbejde EU’s energiunion,” siger Brabo.

Danmark og Sverige får dækket 40-45 pct. af sit gasforbrug gennem Nord Stream, efter at Danmark i mange år har været selvforsynende med gas fra Nordsøen. En anden stor aftager af russisk gas via Nord Stream er Storbritannien, der har satset stort på gas, og som ikke i øjeblikket kan få de sædvanlige mængder naturgas fra EU’s største gasproducent, Holland, hvis gasproducerende region omkring Groningen er ramt af jordskælv relateret til gasudvindingen. Alligevel er det ifølge Brabo tvivlsomt, om der i Europa vil være efterspørgsel efter så megen gas, som Rusland kan sende gennem Nord Stream. Dels falder forbruget af naturgas, dels satser både USA og EU kraftigt på den såkaldte LNG-teknologi, hvor man transporterer flydende naturgas på skibe. Forretningsmodellen for LNG i Europa vil derfor blive svækket, hvis Gazprom får den ønskede kapacitet gennem Nord Stream.

Energinet.dk er netop påbegyndt et projekt om en kommende mulig forbindelse mellem Polen og Danmark samt en mulig forbindelse mellem Norge og Danmark, der kan sikre dansk-norsk gas til Polen og de baltiske stater, der i dag forsynes 100 pct. med russisk gas.

”Energi er altid politisk”

Lige nu står sagen der, at Nord Stream AG, der har den tidligere Stasiagent og Putins personlige ven Matthias Warning som topchef og den tidligere socialdemokratiske kansler Gerhard Schröder som bestyrelsesformand, har meddelt, at man vil have den nye rørledning til en pris af godt 60 milliarder kr. færdig i 2019. Nord Stream anfører, at der er tale om et bilateralt russisk-tysk projekt, som er et rent kommercielt projekt med deltagelse af russiske, tyske og andre vesteuropæiske selskaber. Denne udlægning har fået opbakning fra EU-Kommissionens juridiske tjeneste, mens Kommissionens ’energiministerium’, DG Energy, har påpeget, at der er tale om et projekt med betydelige politiske konsekvenser for EU’s energipolitik. Se tekstboks. Umiddelbart har den juridiske tjeneste ret i, at energipolitikken er en national kompetence, hvilket eksempelvis Angela Merkel demonstrerede, da hun i 2011 – uden at tale med sine europæiske partnere – besluttede at udfase den tyske atomkraft. Alligevel er det langt fra givet, at Nord Stream II bliver realiseret.

Fredrik Erixon, der er leder af tænketanken European Center for International Political Economy i Bruxelles, peger på, at man dels kan betvivle, om Gazprom og Rusland overhovedet har styrken til at gennemføre projektet. Dels kan det ifølge Erixon ikke udelukkes, at Merkel vælger at modsætte sig projektet, fordi den politiske pris simpelthen vil være for høj. Endelig mener Erixon, at Rusland bruger sagen politisk.

”Jeg tror i virkeligheden, at russerne bare ønsker at holde sagen åben. De kommer aldrig til at bygge den så hurtigt, som de siger. Men det tjener dem fint, at sagen skaber splittelse i Europa. Det er jo deres mål,” siger Erixon.

Tænketanken Jacques Delors Institut i Berlin konstaterer i rapporten “The European Neighbourhood and the EU’s Security of Supply with Natural Gas” fra januar 2016, at hele det juridiske setup omkring Nord Stream I og II er utilfredsstillende, og at rørledningerne burde omfattes af en reel politisk-juridisk aftale mellem EU på den ene side og Rusland på den anden. Ifølge rapporten har den tyske pendant til Energinet.dk – Bundesnetzagentur – end ikke godkendt Nord Stream II, selvom man ifølge EU-lovgivning er forpligtet til det. Og EU-Kommissionen har ikke rejst nogen sag mod Tyskland trods den klare overtrædelse.

Også USA’s regering er meget utilfreds med Nord Stream II.

”Dette er et projekt, som tjener det russiske narrativ i alle aspekter. Og det skaber den splittelse, som russernes ønsker i hjertet af Europa,” sagde Amos Hochstein, særlig energiudsending fra det amerikanske udenrigsministerium, forleden til den amerikanske udgave af Politico.

Sådan som juraen står i sagen – at energipolitikken er en national kompetence – er det i realiteten op til Angela Merkel, om hun vælger at træffe sin beslutning i sagen alene i sin kapacitet som Tysklands kansler. Eller om hun foretrækker en europæisk beslutning på samme måde, som hun gør det i forbindelse med flygtningekrisen. Noget kan tyde på, at vinden blæser den vej.

Norbert Röttgen, der er partifælle med Merkel og formand for udenrigsudvalget i den tyske Forbundsdag, sagde således forleden, at det er helt misforstået, at Nord Stream skulle være et rent kommercielt projekt.

”Alle ved, at energi altid er politisk,” sagde han.